Imponeret stafetformand: Positivt med alle de dejlige indslag

Imponeret stafetformand: Positivt med alle de dejlige indslag
Hans Lindhardt var som formand for styregruppen imponeret over, hvor megen aktivitet der var på Stafet for Livet Rønnes Facebook-side i forbindelse med søndagens virtuelle udgave af indsamlingsstafetten. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 31. AUG 2020 • 10:14
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
31. AUG 2020 • 10:14
SOCIALT

Det var en imponeret formand, som søndag aften gjorde status over årets udgave af Stafet for Livet Rønne, som på grund af corona var flyttet fra Rønne Stadion Nord til Facebook.

– Jeg bliver nødt til at erkende, at med det jeg har været inde at se på Facebook i dag, er jeg meget imponeret over, hvor megen aktivitet, der trods alt har været rundt omkring. Jeg synes, det er meget positivt med alle de dejlige indslag, der er kommet på vores Facebook-side, og det vil jeg gerne takke jer alle sammen rigtig meget for, sagde Hans Lindhardt i en direkte afskedstale på selv samme Facebook-side.

På gensyn

Formålet med Stafet for Livet var det samme som tidligere, nemlig at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse og derigennem dem, der er ramt af kræft, pårørende eller efterladte.

– Jeg håber, I alle sammen har haft en mulighed for at gå rundt forskellige steder her på øen og bruge tiden til at tænke på dem, som man måske savner, fordi man har mistet dem, og på dem, som fortsat må kæmpe mod kræft, sagde formanden.

Afslutningsvis kom han med et ønske om et gensyn næste år under mere normale forhold.

– Jeg håber, vi mødes igen om et år, og jeg håber sandelig, at vi kommer til at mødes i en helt anden ramme, end den vi har været i i år , nemlig på Rønne Stadion Nord, lød det fra Hans Lindhardt.