Bornholm står helt uden tilflytterstrategi

Bornholm står helt uden tilflytterstrategi
Socialdemokratiets gruppeformand, Thomas Thors, udtrykker et håb om, at Bornholm er så lækker, at folk kommer af sig selv. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 31. AUG 2020 • 11:23
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
31. AUG 2020 • 11:23
LEDER

Bornholm kan stå foran et stort energi- og arbejdspladseventyr med den kommende etablering af energiøen. Men politikerne er måske godt i gang med at underminere den gode fortælling og i stedet spinde en selvforskyldt falliterklæring.

Sådan må konklusionen lyde, efter en enig kommunalbestyrelse fredag vedtog et budget for 2021, der ikke afsætter penge til Tilflytterservice, der havde søgt om godt 600.000 kroner i et budget med så gode tal, at kommunalbestyrelsen havde over 27 millioner kroner at dele ud af. Men der blev ikke afsat en krone – hvilket undrer formand for Dansk Industri Bornholm, Kenn Kjellberg.

– Jeg kan ikke forstå, hvordan man får de her to ting til at hænge sammen, at vi gerne vil være nogle flere mennesker på Bornholm, men nu skærer vi sørme det største tilflyttertiltag og -succes, der nogensinde har været, sagde han til Bornholms Tidende i weekenden.

Tilflytterservice har eksisteret siden 2016 og understøtter kommunens vision om at nå 42.000 beboere på Bornholm inden 2028. Den vision slog kommunalbestyrelsen fast så sent som i januar 2018, hvor kommunen begyndte at medfinansiere servicen, der er etableret af øens erhvervsliv.

 
Vi er altså gået fra at have en strategi
til at have et fromt håb, der ikke fremstår velunderbygget

 

Og intet tyder på, at for eksempel borgmester Winni Grosbøll (S) har noget at udsætte på arbejdet.

– Jeg synes, Tilflytterservice er et fremragende initiativ, lød det fra hende så sent som i april 2020.

Selvfølgelig kan man skifte strategi. Politikerne kunne have en anden plan for, hvordan vi både når målsætningen om at være 42.000 beboere på Bornholm i 2028, og hvordan vi skaffer de anslået 1.700 job, der skulle ligge i etablering af energi-øen, der er en central del af regeringens klima- og miljøpolitik.

Men intet tyder på, der ligger en sådan plan. Det er alvorligt, og det må vække dyb undren. Man spørger sig selv, om kommunen har en kritik af Tilflytterservice, som ikke bliver lagt frem? Eller om erhvervslivet fremover skal betale hele festen?

Socialdemokratiets gruppeformand, Thomas Thors, forsvarer beslutningen med, at der jo findes en kommunal tilflytterservice. Men han indrømmer, at den ikke er opsøgende, men kun tager sig af tilflyttere, der selv finder til Bornholm. Og dermed opløser argumentet sig selv, for politikernes konklusion i 2018 var jo netop, at der var behov ”for at gøre en indsats, der rækker ud over den nuværende udvikling.”

Desuden tilføjer han et naivt håb. Nemlig at Bornholm er så lækker, at folk kommer af sig selv.

– Vi oplever, at der er en trend, at specielt familier med børn ønsker at give deres børn en opvækst under mere rolige forhold, og der har Bornholm meget at tilbyde, siger han.

Vi er altså gået fra at have en strategi til at have et fromt håb, der ikke fremstår velunderbygget. Det sker, mens andre dele af landet har fuld fart på tilflytterstrategien.

Det er ikke betryggende. Det virker dumt. Og meget, meget mærkeligt.