Åbent brev til kommunalbestyrelsen: Behov for radikale løsninger

Åbent brev til kommunalbestyrelsen: Behov for radikale løsninger
| ABONNENT | 31. AUG 2020 • 15:15
Af:
laust jordal
| ABONNENT
31. AUG 2020 • 15:15
TRAFIK

Dette års højsæson for sommerturisme er ved at gå på hæld. For mange af øens kystnære byer, har det været en heftig turistsæson med rigtig mange besøgende. Det har man især mærket i Gudhjem, hvor flere af byens beboere har oplevet, at især den øgede biltrafik har skabt en del trafikkaos.

Det er ikke et nyt problem for byen, og Gudhjem By- og Museumsforening har gennem tiden indsendt flere forslag til kommunen med idéer, der kunne løse problemet, men kun få af de forslag er blevet realiseret, skrev foreningen i weekenden i et åbent brev til kommunalbestyrelsen.

Gudhjem By- og Museumsforeningen mener, at der er brug for, at man fra politisk hånd forsøger at læse de udfordringer, som Gudhjem oplever med trafikken om sommeren.

– Vi ser et behov for politisk initiativ til de radikale løsninger på de trafikale udfordringer, som mangedoblingen af mennesker og biler medfører i sommerperioden på Bornholm, skriver foreningen i brevet.

– Vi ved, at man hidtil har haft den holdning, at borgere og erhverv skal være enige (og nærmest også løse problemerne). Det ville selvfølgelig være ideelt, hvis det var muligt, men vi må konstatere, at ideer og interesser er for langt fra hinanden. Diskussionen mellem borgere og erhverv har stået på i årevis, hvor der kun er sket få ændringer til det bedre. Og vi kan simpelthen ikke vente 10 år på, at der kommer en brugbar løsning. Der er behov for radikale løsninger nu, lyder det i brevet.

Går ud over livskvalitet

Gudhjem By- og Museumsforening fortæller desuden i brevet, at lokalbefolkningen har voksende udfordringer med livskvaliteten på grund af den voksende påvirkning af turismen.

– Hvordan ser man som børnefamilie på, at man konstant skal være på vagt, fordi trafiksikkerheden har mangler?, skriver foreningen i brevet, og spørger:

– Hvor længe vil de besøgende synes, det er sjovt at skulle kæmpe med bilerne og busserne om pladsen i for eksempel Brøddegade? Det er klart, at trafikproblematikken er den store udfordring. Men vi mener faktisk også, at vi har en udfordring i forhold til ”hvad det er Bornholm gerne vil sælge” til de besøgende. På mange andre destinationer i verden, hvor der er mange turister, har man skærmet de pittoreske og sårbare byer for trafik, uden det har påvirket antallet af besøgende. Det giver i stedet flere besøgende og de besøgende en bedre oplevelse. Hvorfor kan vi ikke finde ud af det på Bornholm?, slutter Gudhjem By og Museumsforening i det åbne brev.