Professor: 5G udsender mindre stråling end 4G

Professor: 5G udsender mindre stråling end 4G
Foto: Jacob Jepsen.
| ABONNENT | 30. AUG 2020 • 21:15
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
30. AUG 2020 • 21:15
Telekommunikation

Professor ved Danmarks Tekniske Universitet Lars Dittmann, som i over 20 år har arbejdet med telekommunikation, mener ikke, der er grund til at være bekymret i forhold til udbredelsen af 5G.

Faktisk tværtimod.

– Nogle gange bliver jeg citeret for at sige, at det ikke er farligt, men det kan jeg ikke sige, siger han.

– Men jeg er ingeniør og arbejder med elektromagnetisk stråling, så jeg kender til, hvordan man modulerer signalerne og sender dem fra en antenne og til en mobiltelefon og så videre, og det jeg siger er, at hvis man mener, at elektromagnetisk stråling er skadelig, så har vi trods alt levet med det i mange, mange år og rimelig intensivt i de seneste 30-40 år. Og faktisk bliver signalniveauerne lavere og lavere og lavere for hver ny generation, der kommer.

– Så for mig at se burde man være glad for, at der kommer 5G i forhold til 3G og 4G, for signalniveauerne bliver meget, meget lavere og den energi man får og bliver udsat for af elektromagnetisk stråling fra mobilnetværk, bliver mindre og mindre og mindre.

Så den nye generation af sendemaster udsender mindre stråling?

– Det gør de, ja, for de områder, de dækker, er mindre. I starten havde vi meget få master i landet, og de skulle dække hele Danmark, og derfor havde de en rækkevidde på 30-50 kilometer, så man skulle benytte rimelig stor sendestyrke. Nu skal hver enkelt mast dække et langt mindre område, og derfor bliver sendestyrken tilsvarende mindre, men på grund af at der er flere master, kan man alligevel øge kapaciteten.

– Den største udfordring er ikke så meget den stråling, der kommer fra basestationen, altså sendemasterne, men den der kommer fra dit eget apparat. For ja, en antenne skal kunne sende signaler til dig, men du skal også kunne sende tilbage til antennen, og det vil sige, at det apparat, du holder for øret, sender med en rimelig kraftig signalstyrke for at kunne nå op til antennen. Og lå den 30 kilometer væk, skulle du sende virkelig kraftige signaler fra din telefon.

– Men igen, grunden til, at teleoperatørerne gør det, er, at du med flere sendemaster kan spare på strømmen i din terminal, for er man langt væk fra sin basestation, bliver batteriet ret hurtigt drænet.
Det kan da godt være, der er noget i bekymringen, jeg konstaterer bare, at nu har vi haft det i så mange år, og der er ikke nogen påviselige sammenhænge i forhold til sygdomme.

Lars Dittmann, forsker

 


Fem potter pis

Der er både noget varmestråling og den stråling, som man også bruger i en mikrobølgeovn – taler du om begge former for stråling?

– Det er sådan set lidt af det samme. Afhængigt af hvilke frekvenser man bruger, varmer mobilen alt, der er ledende, op. Det er jo et elektromagnetisk felt, som ændrer sig, og så sker der nogle strømme i materialerne.

Det er de samme frekvenser, som man bruger i en mikrobølgeovn, man bruger til wifi, Bluetooth og så videre. Derfor er det spektrum, man bruger til mobiltelefoni, meget, meget lille og virkelig reguleret. Det, din telefon gør, når du snakker med en antenne, er, at den hele tiden justerer ind og sender lige præcis tilstrækkeligt til, at antennen kan se dig, og det samme gør antennen.

– På den måde er der en reguleringssløjfe, som sørger for, at du aldrig sender mere effekt end højst nødvendigt. Sådan er der ikke ret mange af de andre systemer, der fungerer, altså hverken wifi eller Bluetooth og så videre. De sender med fuld knald hele tiden. Så strålingen fra de apparater og fra mikrobølgeovne og alt muligt andet er meget, meget større end fra mobiltelefoni, og hvis man er bekymret for elektromagnetisk stråling, skal man måske snarere kigge i den retning. Det kan da godt være, der er noget i bekymringen, jeg konstaterer bare, at nu har vi haft det i så mange år, og der er ikke nogen påviselige sammenhænge i forhold til sygdomme.

– Nogle siger, at det da er videnskabeligt påvist, men hver gang, jeg er blevet forelagt artikler, kan jeg se på det og konstatere, at alene det måleudstyr, de bruger – undskyld mit sprogbrug – er fem potter pis værd. Det er noget billigt skrammel, som ikke kan bruges til noget som helst. Det er rent legetøj og lavet med det ene formål måske at skræmme folk.

Kender du et Acoustimeter for eksempel?

– Nej, det gør jeg ikke. Men vi har på DTU udstyr, som koster flere hundrede tusinde kroner, og det koster det, hvis man skal have noget bare nogenlunde udstyr til at måle elektromagnetisk stråling med. Så de videnskabelige beviser, jeg bliver forelagt, tager det mig fem minutter at pille fra hinanden og sige, at de, der står bag, intet aner om, hvad det er, de måler. Derfor siger jeg: Det kan da godt ske, der er nogle problemer – jeg har bare ikke set et eneste nogenlunde troværdigt bevis med hold i virkeligheden.

Så hvis man står nede på Nørrekås i Rønne med et måleinstrument, som man kan se slår ud og siger lyde, og man siger, det skyldes den sendemast, du kan se derovre, hvad skal man så mene om det?

– Jamen, jeg kan ikke andet end at ryste på hovedet. De ved ikke, hvad det er, de måler. Det kan være alt muligt andet – signaler fra deres mobiltelefoner, noget fra et hus i nærheden, hvor der er en mikrobølgeovn, antennesignaler fra tv.

Men virker det ikke logisk, at den stråling man også har i en mikrobølgeovn, er farlig, hvis vi alle sammen konstant går rundt i den?

– Jamen, det er da rigtigt, at verden bliver mere og mere trådløs, og jeg ser folk, der gladeligt går rundt med trådløse headset på i flere timer, når de lytter til musik, og det sidder lige op til hjernen. Så hvis folk skulle kaste sig over de her "farlige" ting, så er mobilkommunikation måske noget af det sidste, man skulle bekymre sig om. Der er så mange andre ting ...

Og du siger "farlige" i gåseøjne?

– Ja. Og når folk siger, at nu er det noget helt andet, for det bliver til 5G, så passer det ikke, at det er et problem. De generationer, teleindustrien taler om, er et marketingstunt, for der kommer nye udviklinger af mobilnetværket hvert år, og det man kalder 5G i dag er reelt set version 13 eller 14 af 3G rent teknisk. Men teleoperatørerne har hele tiden behov for at sige, at nu kommer der noget supernyt.

Intet i verden ...

Og igen: Du mener ikke, at 5G udsender mere stråling end 4G?

– Nej, det udsender mindre, det er helt sikkert. Og endnu mindre end 3G og endnu mindre end det gamle NMT-system, som var første generation. Jeg kan ikke afvise, at der er folk, der er hypersensitive over for elektromagnetisk stråling, der er jo folk, der har det skidt. Så godt kender vi heller ikke kroppen, der er heller ingen, der ved, hvad kræft præcis opstår af. Så jeg kan ikke blankt afvise noget, og man kan godt kræve flere undersøgelser og forsigtighedsprincipper, hvis man ikke 100 procent sikkert kan sige, at noget ikke er farligt. Der er bare intet i denne verden, man kan garantere 100 procent ikke er farligt – ingen kan bevise, at det ikke er farligt at spise fem kilo gulerødder om dagen. Jeg siger bare, at det går i den rigtig retning, og 5G er bedre end 4G, som er bedre end 3G. Men så kommer alle de andre trådløse ting som fjernaflæsning af elmålere og vandmålere, fjernaflæsning af radiatorer og så videre. Der er en tendens til, at alt skal være trådløst i dag, og dét synes jeg måske er bekymrende.

Hvilken stråling resulterer det i?

– Det er også elektromagnetiske stråling. Du kan ikke kommunikere trådløst uden. Og det øger da strålingen, for det hele summerer op. Så jeg forstår ikke, at man angriber teleindustrien, som man gør, for der er så mange andre ting, som måske er mindre nødvendige at bruge. Man kan jo spørge folk, om de vil undvære deres mobiltelefon? Det kan da give god mening at forbyde mobiler i folkeskolen, men ikke på grund af strålingen. Så skal det være, fordi de unge mennesker bliver mere fokuserede på undervisningen. Der kan være mange grunde til at være bekymret for mobiltelefoni, men det har intet med stråling at gøre.

Lad mig lige høre: Hvor meget har teleindustrien betalt dig for at sige til mig, som du gør?

– Intet! Jeg har ikke fået en krone fra teleindustrien, ler Lars Dittmann.
Lars Dittmann:

Han er civilingeniør og ph.d. og har i over 20 år forsket og undervist i telekommunikation (herunder mobil-net) ved DTU, hvor han er Professor og sektionsleder for kommunikationsteknologi, som består i 80 forskere og ph.d.-studerende.

 
Sundhedsstyrelsens anbefalinger:

Ud fra en forsigtighedstilgang anbefaler Sundhedsstyrelsen en række enkle forholdsregler for at reducere eksponeringen fra mobiltelefoner.

Styrelsen slår fast, at mobiltelefoni er den største kilde til eksponering for radio- og mikrobølger og fortsætter:

En mobiltelefon holdt op til øret under samtale giver således anledning til en markant højere eksponering end eksempelvis en WiFi-router. Forskere kan endnu ikke be- eller afkræfte, at eksponeringen fra mobiltelefoner udgør en sundhedsrisiko.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du følger disse enkle forholdsregler:

• Brug headset eller håndfri funktion med øresnegl ved samtale, eller brug højtalerfunktionen.

• Brug så vidt muligt sms i stedet for samtale.

• Begræns varigheden af samtaler.

• Sov ikke med telefonen tæt ved hovedet.

• Begræns samtaler under dårlige sende/modtageforhold (kan ses på displayet) og i transportmidler.

• Dæk ikke telefonen til med sølvpapir eller lignende.

• Sammenlign telefoners SAR-værdi. Lavere SAR-værdi medfører lavere eksponering.

• Håndfrit sæt og eksponering:

Ved brug af ledningsbaseret headset vil eksponeringen af hjernen være ca. 10 gange mindre end ved brug af mobiltelefonen direkte ved øret. Ved brug af Bluetooth er den ca. 100 gange mindre.

Ved brug af højttalerfunktion vil eksponeringen typisk være 100-200 gange mindre.

Kilde: sst.dk