Foto: Jens-Erik Larsen

Folkefest i Nordparken

Lørdag var der fest i Nordparken i Rønne. En fest i børnefamiliernes tegn. Fra højtalerne lød popmusik og sange, som børnene kendte fra Danmarks Radios børne-tv, Ramasjang. To hoppeborge gungrede under de små fødder. Der var ansigtsmaling, krea-værksted og Mikkel Dahlmann fra Bornholms Legetøjsmuseum havde opstillet borde, der bugnede med legetøjsfigurer, man kunne se på og pille ved.

Der var også kagemænd, og på dem stod der “BBH 4 år.” BBH var en forkortelse for “Barnets Blå Hus”, som er et støtte- og behandlingstilbud til børn fra hjem med alkohol- og stofmisbrug. Barnets Blå Hus i Rønne havde 4 års fødselsdag, og fejrede det med en legedag, hvor alle børn og børnefamilier kunne deltage. Tovholder på legedagen, Henrik Nygaard Andersen, så folkefesten som en mulighed for at gøre folk opmærksom på, at Barnets Blå Hus står parat til at støtte familier og børn, der på en eller anden måde har alkohol- og stofmisbrug inde på livet.

– Vi får gjort opmærksom på os selv, og vi får kontakter. Arrangementet her har åbnet nogle døre til et samarbejde med boligforeningen Bo 42. Tidligere på sommeren havde vi også en anden legedag, og så har vi i sommerferien været ude i fire SFO’er – på Åvangsskolen, Svartingedal Skole, Hans Rømer Skole, og Svaneke Friskole.

– Der lavede vi arrangementer med danseren Tilde Engstrøm fra Årsdale. SFO’erne sagde, at de også rigtig gerne vil samarbejde mere i fremtiden, fortæller Henrik Nygaard Andersen, der håber, at Barnets Blå Hus via arrangementer kan komme mere bredt ud på øen.

– Jeg håber, vi også kan lave noget i Allinge, Nexø og Aakirkeby. Også der håber jeg, at vi kan få nogen med, der allerede kender lokalmiljøet, så man kan trække på deres erfaringer, siger Henrik Nygaard Andersen.

Først på legedagen var der ansigtsmaling og krea-værksted. Foto: Jens-Erik Larsen

Gode oplevelser efter corona-nedlukningen

Pengene til legedagene og sommerens andre udadvendte Blå Hus-aktiviteter kommer fra Folketingets såkaldte sommerferiepakke. Christiansborgpolitikerne har afsat 1,1 millioner kroner til at lave opsøgende arbejde og arrangementer for børn og unge i løbet af juli og august.

Nogle af de penge er gået til Barnets Blå Hus i Rønne, der har brugt dem til at ansætte Henrik Nygaard Andersen for to måneder. Et oplagt sommerferiejob for ham. Han vil være blandt de nye pædagogstuderende, der nu starter på Campus Bornholm, og han har allerede landet et studiejob hos Barnets Blå Hus.

Hokus pokus og der var 175 mennesker

Det er ikke svært at trylle, når Mystiske mr. Mox låner lidt ud af sine magiske kræfter. Foto: Jens-Erik Larsen

Alt det var der nok ikke så mange, der tænkte dybe tanker over i Nordparken i weekenden. Legedagen handlede bare om at hygge sig – hvilket vejret også bidrog til. Der var en solbeskinnet pause i regnbygerne under festen, der trak omkring 125 deltagere. Men det var kun indtil tryllekunstneren Mystiske mr. Mox ved middagstid indtog amfiscenen, og der – hokus pokus – dukkede endnu flere op. Folk kom ud fra lejlighederne og antallet af glade mennesker steg til omkring 175.

– Jeg vil kalde det en succes, sagde Henrik Nygaard Andersen, da legedagen nærmede sig sin afslutning.

– Om der kommer 75 eller 200 er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at folk støtter op om det. Vi kan se, at mange af de lidt ældre, der bor her i Nordparken, er super gode til at give en frivillig hånd – lige løbe med noget skrald eller lignende. Det er fedt, at her er et godt samarbejde.

Henrik Nygaard Andersen tør ikke love, at Barnets Blå Hus til næste sommer vil kunne holde lige så store arrangementer som i år, hvor der har været penge fra sommerferiepuljen. Men han vurderer, at man sandsynligvis vil kunne lave noget, der ligner, hvis Barnets Blå Hus udvikler de samarbejder med Bo 42 og andre, som er etableret denne sommer.

Henrik Nygaard Andersen fra Barnets Blå Hus i Rønne var rigtig tilfreds med fremmødet i det solbeskinnede Nordparken ved Gartnervangen i Rønne. Foto: Jens-Erik Larsen

 

 

Sommer-sjov i Barnets Blå Hus

Barnets Blå Hus i Rønne har haft gang i arrangementerne denne sommer. Det blå hus er egentlig et tilbud til familier, der er berørt af alkohol- eller stofmisbrug. Men med penge fra Folketingets sommerferiepulje, der skal sikre danske børn gratis sommeraktiviteter, er de interne Blå Hus-arrangementer blevet suppleret med blandt andet legedage og udflugter, som alle har kunnet deltage i.

Det fortæller Henrik Nygaard Andersen, der har været ansat til at stå for aktiviteterne.

– Den her sommer har vi givet den lidt ekstra gas med de gratis oplevelser. Vi har været ude og køre gokart med tyve børn. Det var en god oplevelse. Der var børn, der ikke turde køre, da vi kom, men som ville tilbage dertil og holde fødselsdag, da vi skulle gå. De jublede rundt og var stolte af sig selv.

– Jeg håber, at den slags små sejre giver dem nogle værktøjer til at komme igennem pressede situationer. At de kan sige: “Når jeg kunne køre den gokart, så kan jeg også det her.” Og mange bække små gør en stor å. Har man mange mindre succesoplevelser, er man forhåbentlig lidt bedre rustet til modgang i fremtiden, siger Henrik Nygaard Andersen.

Udover de åbne arrangementer, har Barnets Blå Hus også haft arrangementer for de børn og forældre, der kommer i huset på Zahrtmannsvej i Rønne. De har været på fire dages sommerlejer, samt på ture til Klemensker Svømmebad, Bornholms Sommerfuglepark og Brændesgårdshaven.

Henrik Nygaard Andersen understreger, at børn eller familier, der på en eller anden måde er påvirket af misbrug, endelig skal se forbi det blå hus.

 

Fakta: Barnets Blå Hus

Barnets Blå Hus Bornholm i Rønne er et behandlings- og støttetilbud for børn, unge og familier, der har særlige udfordringer på grund af alkohol- eller stofmisbrug i familien. Det hører under den sociale organisation Blå Kors.

I Barnets Blå Hus møder børn og unge voksne, som lytter og gerne vil forstå deres problemer. De får talt om det, der er svært. De møder desuden børn og unge i samme situation som dem selv, og oplever lettelsen ved ikke at være alene med tanker og problemer.

Børnene og de unge kan selv henvende sig og få en første samtale. Men man kan også komme sammen med en kammerat eller sammen med forældre eller en anden voksen.

Barnets Blå Hus er også for forældre. Forældrene kan få støtte til hverdagen og det at være forældre. Der er fokus på trivsel, tryghed og kærlig omsorg. Desuden kan hele familien deltage i aktiviteter som udflugter og sommerlejre.

Barnets Blå Hus er et gratis tilbud, og man kommer der fast hver uge. Der er både lønnede og frivillige medarbejdere. Børn og familier kan komme anonymt og uden visitation fra kommunen.