Ekstra penge til personale i daginstitutioner: BUPL forventer at det bliver pædagoger

Ekstra penge til personale i daginstitutioner: BUPL forventer at det bliver pædagoger
Det vil under alle omstændigheder være gavnligt med mere personale i de kommunale daginstitutioner, men kun pædagoger kan give et markant fagligt løft, der kan stimulere og udvikle børnene, lyder det fra BUPL Bornholms formand, Rie Hansen. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 30. AUG 2020 • 07:57
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
30. AUG 2020 • 07:57
BUDGET

Tre millioner kroner til en gradvis forøgelse af pædagogisk personale i daginstitutionerne var et af elementerne i den budgetaftale, kommunalbestyrelsen blev enig om fredag, og det kan formand Rie Hansen fra BUPL Bornholm kun være glad for. Hvor glad hun ender med at blive, afhænger i nogen grad af, hvilken slags personale, der bliver ansat.

– Der står pædagogisk personale, og jeg siger ikke, at det er et vidt begreb, men det dækker nok også over pædagogiske assistenter, og jeg har da en klar forventning om, at det bliver pædagoger, der bliver ansat. Det er jo det, vi helst ser, siger hun som reaktion på budgetforliget.

Nationalt er det vedtaget at arbejde for minimumsnormeringer i dagtilbud. Den ambition deler kommunalbestyrelsen. Det aktuelle budgetforlig giver en ekstra pædagogisk medarbejder i hver kommunal daginstitution her på øen.

– Det er rigtig positivt, at vores lokale politikere vælger at spytte ekstra i kassen, så vi forhåbentlig kan nå minimumsnormeringerne, før regeringen havde antaget, vi skulle. Så det hjælper den del på vej, lyder det fra Rie Hansen.

Stimulere børnene

I forhold til arbejdsmiljøet vil det være gavnligt med ekstra personale, uanset om det er pædagoger eller pædagogiske assistenter, men i forhold til kvalitet er der reel forskel, fortæller Rie Hansen.

– Man kan forestille sig, at scenariet nu er, at man er en pædagog og en medhjælper, måske en pædagogisk assistent, hvor der er 20 børn. Så kan der måske være tre fremadrettet, og det gør selvfølgelig en stor forskel i forhold til det stykke arbejde, man kan lave. Men hvis man skal tænke på kvalitet og udvikling af børn og sådan noget, så kræver det selvfølgelig, at det er pædagoger, sådan at fagligheden er i top, siger BUPL Bornholms formand.

Med flere pædagoger vil det ifølge hende være muligt at lave noget mere specifikt pædagogisk arbejde med børnene for at stimulere og udvikle dem bedst muligt.

– Men set i det arbejdsmiljømæssige perspektiv, så er det selvfølgelig bare rart, at man som pædagog får flere kolleger, så man ikke er alene, siger Rie Hansen.

Nemmere at planlægge

Netop alenetid har været et fokusområde hos BUPL Bornholm.

– Vi har lavet alenetidsundersøgelser, hvor det er dokumenteret, at flere pædagoger står alene i ydertimerne med rigtig mange børn, og det er ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt, kan man sige. Så bliver det opbevaring, siger formanden.

Hun mener, at en opnormering af personalet vil gøre det nemmere for de enkelte institutioner at vagtplanlægge, så det ikke sker.

– Det skal man også tænke på, at det bliver meget nemmere for lederne at lave en ugeplan, hvor de ikke skal udsætte deres ansatte for at være i den situation med at være alene, siger Rie Hansen.