Folk fra PL Entreprise er i gang med at reparere taget over Rønne Svømmehals cafeteria, omklædningsrum og kontor. Taget har været ramt af en omfattende vandskade, og reparationen betyder, at det bør kunne holde i yderligere 10 år. Foto: Jens-Erik Larsen

Paptag skal holde vandet ude af svømmehal

Uden vand ingen svømmehal, men vandet skal være det rigtige sted, nemlig i bassinerne og bruserne. Til gengæld skal det ikke være i taget, og det har det været i Rønne Svømmehal, som for tiden holder lukket, mens håndværkere reparerer taget over hallens cafeteria, omklædningsrum og kontorer.

ERHVERV

Uden vand ingen svømmehal, men vandet skal være det rigtige sted, nemlig i bassinerne og bruserne. Til gengæld skal det ikke være i taget, og det har det været i Rønne Svømmehal, som for tiden holder lukket, mens håndværkere reparerer taget over hallens cafeteria, omklædningsrum og kontorer.

– Vandskaden var så omfattende, at det var hele taget, der skulle laves. Det sejlede, så vi faktisk havde et ekstra bassin ovenpå bassinerne, siger Laura Hulgaard, som er en af Rønne Svømmehals to daglige ledere.

Det er snart halvandet år siden, vandskaden blev opdaget, og ifølge et skadefirma havde den på det tidspunkt stået på i længere tid. I første omgang blev den udbedret som nødløsning for at begrænse skadens omfang, og for tiden er folk fra PL Entreprise i gang med en egentlig reparation af taget på den mindre bygning, der er bygget sammen med selve svømmehallen.

– Det er en omfattende reparation, der skal til, fortæller Laura Hulgaard.

Svømmehallens rådgiver har vurderet, at arbejdet giver taget en 10-årig levetid.

Ingen ventilation

Da svømmehallens bestyrelsesformand Thomas Bay Jensen fortalte om vandskaden og den forestående reparation i foråret, var det hans håb, at svømmehallen kunne holde åbent i en stor del af byggefasen, dog med det forbehold, at det stadig var lidt uklart, hvad arbejdet ville betyde for driften.

– Egentlig havde vi planlagt at åbne, mens vi fik lavet tag, men det kan ikke lade sig gøre, for som det allerførste pillede vi vores ventilationssystem ned, og det er også det sidste, der kommer op igen, og så længe man ikke har nogen ventilation, må man ikke have nogen inde i hallen, siger Laura Hulgaard.

Det er forklaringen på, at svømmehallen ikke åbnede, da Kulturministeriet i juni offentliggjorde retningslinjerne for genåbning af svømmehaller og fitnesscentre.

– Det betød, at vi udskød vores åbning noget længere, end vi havde håbet på. Det er simpelthen, fordi vi skal have lavet det her tag, lyder det fra hallens daglige leder.

Et trist syn

Fra begyndelsen har det været planen, at Rønne Svømmehal genåbner til efterårsferien i uge 42 i oktober. Det er stadig planen, fortæller Laura Hulgaard.

– Aftalen er, at vi skal kunne åbne til efterårsferien, men alt efter vind og vejr og arbejdsforhold kan det trække både i den ene og den anden retning. Vi håber selvfølgelig, at vi bliver færdige før. Det havde været rart, men som regel går det altid den anden vej. Vejret gør det i hvert fald ikke bedre. Det skal meget gerne være ordentligt vejr, når de brænder tagpap på deroppe, siger hun.

Taget over selve svømmehallen fejler ikke noget. Det blev gennemgået for et års tid siden og ser rigtig fornuftigt ud, fortæller Laura Hulgaard, som ser frem til, at svømmehallen igen kan tage imod gæster.

– Vi glæder os helt vildt, til vi åbner igen, for vi er vant til at have den daglige kontakt med alle de forskellige mennesker, der kommer her, og det savner vi rigtig meget. Det er rigtig trist at se en svømmehal bare stå og være tom. Så det bliver rigtig dejligt.

 

 

2.500.000

kroner er den omtrentlige pris for reparationen af taget over Rønne Svømmehals cafeteria, omklædningsrum og kontor. Af dem finansierer hallen selv 600.000 kroner, mens regionskommunen har bevilget resten.