Det gamle stenbrud kaldes Krystalsøen. Foto: Søren P. Sillehoved

Flotte udsigter og idylliske stenbrud ved Krystalsøen

NATUR

På toppen af Hammerknuden findes et ældre stenbrudsområde med små søer, en dejlig stemning og en helt ubeskrivelig smuk udsigt over Opalsøen, den bagved liggende Hammersø og til højre mod den nordvestbornholmske klippekyst og Hammershus. Det er over 150 år siden, der blev hugget granit i det gamle stenbrud, men der findes stadig rustne jernringe og bunker af skærver. I vore dage er stenbruddet omskabt til en sø med regnvand, og da vandet var klart som krystal, kaldte man den Krystalsøen.

I gamle dage gik stenhuggerne fra Sandvig ad ”Stenhuggerstien”, og den er i vore dage genetableret, men er en drøj og besværlig vandretur. For de mere magelige er der heldigvis en genvej. Fra Sandvig kører man ved den nordlige ende af Hammersø op af den stigende og slyngende vej til det Hammer Fyr fra 1871. Her er en fin parkeringsplads. Derfra følger man stien forbi de ældre fyrpasserboliger, nogle gamle stensatte haveanlæg og kommer frem til det gamle stenbrudsområde.

Det gamle Hammer Fyr og en sovjetrussisk gravsten fra 1945. Foto: Søren P. Sillehoved

En sovjetrussisk gravsten

Undervejs ses til højre for stien en sovjetrussisk gravsten fra 1945 med tekst og en stjerne øverst. Den russiske soldat blev født i 1918 og skudt på stedet af sine egne landsmænd i 1945, og begravet i nærheden. Da han var voldtægtsmand blev han ikke begravet på den russiske kirkegård i Allinge med de 55 andre døde russere, men nedgravet uden rettergang.

Stenbruddet historie

Den bornholmske stenindustri begyndte i 1816. Omkring 1870 kom en københavnsk muremester med svensk afstamning til Bornholm og lejede det højtliggende område af kommunen og startede stenbrud. Han hed Wienberg og beskæftigede især svensk arbejdskraft, som syntes, der var koldt om vinteren og varmt om sommeren, så de kaldte stenbruddet Sibirien. Dengang flækkede man stenen med håndkraft, og som læ mod den kolde blæst brugte de stråmåtter. Nogle år efter blev Wienberg udkonkurreret af en grosserer Martens fra Tyskland, som for 32.000 kroner havde erhvervet ret til stenbrudsdrift på Hammerknuden.

De lodrette klipper ved Opalsøen med Hammershus i baggrunden. Foto: Søren P. Sillehoved

Hans plan var at levere granit til den nye Kieler-kanal og tyske østersøhavne. Da han gik fallit i 1891, overtog svogeren, den stenrige grev Ohlendorff, firmaet. Med kompagniskab med den danske forretningsmand C.F. Tietgen begyndte Bornholms Stenbrud, kaldt Hammerværket. Der kom moderne trykluftsbor, og ved den nye havn lå en stor fabrikshal med faldhamre til knusning af granitten. Råvaren kom fra det store stenbrud. I vore dage kaldt Opalsøen. De store granitblokke blev med tipvogne kørt til stenbanen nede på havnen. Dengang var der arbejde til omkring 1.000 mand. På grund af 1. Verdenskrig stoppede værket, og selv om det efter krigen kom på danske hænder, blev det aldrig det samme. Efter 2. Verdenskrig gik det yderlige tilbage for stenindustrien, og Hammerværket ophørte 1972.

Naturforhold

Geologisk er hammergranit grålig med røde mineraler af feldspat. Ved det gamle stenbrud er der ikke meget jord, så der vokser kun lidt forkrøblede enebær og slåen. Mange selvsåede må birketræer giver stenbruddet en sart grøn farve om sommeren. Samtidig hører man skrigene fra de ynglende sølvmåger på de lodrette klippesider af det store stenbrud. Støvskyen fra ældre tiders sprængning en med sortkrudt har til gengæld lagt sig for evigt og blevet historie.

Følges stien til højre kommer man frem til udsigten over det gamle stenbrud. Da vandet er blåt kaldes den Opalsøen. Fra søens overflade til bunden er der 20 meter, og udsigten er så smuk, at mange måber over den. Turisterne udbryder ofte, hvor er den bornholmske natur dog smuk, og så skyldes det stenbrudsdrift. Det gamle stenbrud er i vore dage omskabt til fritidsaktiviteter med svævebane, klippeklatring og et shelter med bålplads.

Bagved ses den lange Hammersø, der i virkeligheden er en vandfyldt sprækkedal. Efter istiden steg vandstanden i Østersøen med 22 meter, og smeltevandet omskabte sprækkedalen til et sund, der adskilte Bornholm og øen Hammerknuden. Da der tusind år efter blev åbnet til de danske bælter faldt vandstanden og senere lukkede talrige sandflugter begge ender af det gamle sund. Sandvig udgør i dag den ene ende og Sæne den anden. Sæne er bornholmske dialekt for sand.

Den fabelagtigt smukke udsigt over Opalsøen og Hammersø.Foto: Søren P. Sillehoved

Kuldsejlede krigshavnsplaner

I 1658 fik svenskerne Skåne, Halland og Blekinge af Danmark og flyttede deres flådehavn fra Stockholm til Blekinges skærgård, hvor de opførte fæstningen Karlskrona. For at kunne holde øje med svenskernes sejlads i Østersøen, ønskede Danmark en krigshavn opført på Bornholm og valget blev Hammersø. I 1662 ankom ingeniør Henrik Ruse til Bornholm og undersøgte forholdene. Da det var otte meter over havets overflade, måtte der laves sluser, og haven blev opgivet. I stedet blev Christiansø valgt som fæstning og flådehavn i 1684.

Planerne for Nordbornholm havnede i arkiverne hos Krigsministeriet. Dem blev der brug for i 1716, da den russiske zar Peter den Store besøgte Sandvig og mente, søen kunne bruges som en russisk krigshavn i den vestlige del af Østersøen. Forhandlingerne med Danmark endte negativt og skuffet rejste zaren hjem. De gamle planer lå stadig i Krigsministeriet og blev støvede. Under 1. Verdenskrig havde den tyske kejser planer om brug af Hammersø som base for små torpedobåde. Det blev aldrig andet end planer, og under 2. Verdenskrig var snak om, at Hitler ville bruge søen som ubådshavn, men det er kun en skrøne.

I 1972 blev søen af Forsvarsministeriet solgt til Turistministeriet for 100 kroner. På den måde endte gamle krigsplaner som en meget vigtig medspiller for øens turisme.