'Jeg elsker at gå ud i stalden, knække et par gulerødder og få en dyb snak med hestene'

'Jeg elsker at gå ud i stalden, knække et par gulerødder og få en dyb snak med hestene'
Jørn Kure Johnsen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 28. AUG 2020 • 07:45
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
28. AUG 2020 • 07:45
DAGENS NAVN: Jørn Kure Johnsen er indehaver af Restaurant Margeritten i Allinge, som han overtog i 2010 og nu driver på 11. år.

 

Dit navn afslører, at du er indfødt bornholmer, men hvor stammer du egentlig fra?

– Jeg kan spore min bornholmske familie langt tilbage. I hvert fald til mine bedsteforældre. Måske længere. Det ved min fætter, der slægtsforsker. Jeg er født i Rønne og opvokset på Søndre Allé, hvor mine forældre drev en frugt- og grøntforretning. Min forældre var dygtige til at drive forretning, og det var her, jeg lærte om forretning og service. Når jeg var ude med varer og fik drikkepenge, så fordoblede min far drikkepengene, når jeg kom hjem. Det var en god motivation for at yde god service til kunderne.

Hvordan gik det til, at du blev restauratør?

– Det er en lang historie. Jeg er oprindelig uddannet tøjmand hos Simons i Rønne. Da jeg var udlært, tog jeg til USA i et par år. Her arbejdede jeg som tøjmand i Los Angeles. Da jeg kom hjem, havde min bror købt en restaurant og havde en sygemeldt kok. Så sprang jeg til og hjalp, og det kom til at vare tre-fire år. Bagefter forpagtede jeg kiosken på Bornholms Sygehus i syv-otte år, inden jeg blev sælger og senere salgschef i Bornholms Kød og Catering i Tejn. Da jeg i 2010 trængte til luftforandring, hørte jeg, at Margeritten var til salg, og den kendte jeg, fordi de havde været mine kunder, Så endte jeg med at købe restauranten. Det var lige mens finanskrisen var på sit højeste.

Du holder selv åbent i Margeritten syv dage om ugen, hele året. Hvad tænker du om de restauratører, der kun holder åbent i sommersæsonen?

– Hvis samtlige restauranter på Bornholm holdt åbent hele året, så var der ikke kunder nok til os alle. Det har der i hvert fald ikke været hidtil. Og flere kunder uden for sæsonen er ikke noget, der kommer af sig selv. Det skal bygges op over lang tid. Hvis man i fællesskab kunne enes om at markedsføre, at have helårsåbent, så kunne det være, at der kom flere kunder. Og helårsåbent giver mange loyale, lokale kunder.

– Derudover mener jeg ikke så meget. Jeg koncentrerer mig mest om at styre det skib, der hedder Margeritten sammen med min dygtige restaurantchef, og så må andre gøre, hvad de vil.

Hvad laver du, når du ikke arbejder?

– Min store interesse er travheste, og jeg har investeret i mine egne heste. Da vi før corona kunne mødes på travbanen, nød jeg det sociale og at se både mine egne og andre heste løbe. Jeg elsker også at gå ud i stalden om aftenen og knække et par gulerødder, se hvordan hestene har det og stå og få en dyb snak med dem.

Hvis du skulle vise en gæst på Bornholm, et sted hvor turisterne ikke kommer, hvor skulle det så være?

– Så skulle det være Borgesø i Rø Plantage. Der er usædvanlig smukt. Det er et sted, hvor vi ofte er taget på familieudflugt med en picnickurv, og det vil jeg gerne vise andre.

 
 

Jørn Kure Johnsen

55 år

Restauratør og ejer af Restaurant Margeritten i Allinge

Gift på 22. år med Ditte, som driver en træningscenter for heste.

Sammen har de en datter på 24 år, som bor i Rønne.