Stillingen som BAT-chef bliver snart slået op

Stillingen som BAT-chef bliver snart slået op
Bjarne Freund-Poulsen, chef i Center for Ejendomme og Drift, er fungerende trafikchef i BAT. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. AUG 2020 • 10:43
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
28. AUG 2020 • 10:43
BUSSER

Meget tyder på, at budgetforhandlingerne i kommunalbestyrelsen om kommunens fremtidige økonomi i dag, fredag, afsluttes med et politisk forlig, og sker det, kan chef i Center for Ejendomme og Drift Bjarne Freund-Poulsen tage næste skridt i processen med at finde en ny chef til BAT, oplyser han.

Siden regionskommunen i en pressemeddelelse den 14. august oplyste, at den tidligere trafikchef, Lars Friborg, stoppede efter gensidig aftale, har Freund-Poulsen selv været konstitueret i rollen, hvilket i sagens natur kun er en midlertidig løsning.

Pt. afventer han, at budgetforhandlingerne bliver afsluttet, forklarer han.

– Der kan jo blive tale om to vidt forskellige stillinger alt efter udfaldet, som afgør om det er et trafikselskab, hvor der også er en drift med, eller om det kun er et trafikselskab, der laver køreplaner, siger han.

Du tænker på, om politikerne skulle beslutte at udlicitere driften?

– Ja, det har der jo været noget røre om, siger han.

I mellemtiden ligger hverken han eller trafikselskabets medarbejdere dog på den lade side.

– Det går faktisk godt dernede, siger han.

– Vi knokler med at se, om vi kan få helårskøreplanen til at lykkes. Og indtil videre synes jeg, at det ser rigtig positivt ud.

Umiddelbart inden denne plan skulle træde i funktion valgte natur-og miljøudvalgsformand Leif Olsen (SF) torsdag den 30. juli at udsætte implementeringen, fordi der var flere ting ved den, som ikke hang sammen.

Når budgetforhandlingerne er afsluttet, vil Bjarne Freund-Poulsen sammensætte et ansættelsesudvalg, hvorefter der kan gå en uges tid, inden stillingen bliver slået op.

– Når det er helt klart, hvad det er for en stilling, der er tale om, indkalder jeg ansættelsesudvalget, siger han.

– Og så skal vi blive enige om ordlyden i stillingsopslaget. Denne gang tror jeg, det er ekstra vigtigt, at alle tager ansvar for, hvem vi ansætter.

Ansættelsesudvalget kommer til at bestå af hvem?

– Det er ikke hundrede procent afklaret endnu, men der er som regel en tillidsrepræsentant fra chaufførerne og fra administrationen, og jeg regner også med, at den konstituerede driftsleder kommer med. Inklusive mig selv bliver vi en fire-fem stykker, det er meget normalt. Og så kan det være, vi laver to samtalerunder, det afhænger lidt af, hvilke kandidater vi får.

Og du mener, I er klar til at slå stillingen op om en uges tid?

– Ja, det håber jeg. Hvis der bliver afklaring i dag i budgetforhandlingerne. Det kan jo også være, der er nogle politikere, der ønsker at se, hvad det er for en profil, vi søger til jobbet, siger centerchefen.