Bornholms Tidendes nye formand: Man skal ikke kunne undvære avisen

Bornholms Tidendes nye formand: Man skal ikke kunne undvære avisen
Det er nødvendigt med en sund økonomi for at kunne udvikle Bornholms Tidende, siger den nye bestyrelsesformand, Peter Brandt Koefoed. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 28. AUG 2020 • 17:02
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
28. AUG 2020 • 17:02
MEDIER

– Jeg tror på, at vi kan bøje kurven, så den flader mere ud. Det er vores opgave. Det skal vi. Avisen skal være i orden, og folk skal føle, at de ikke kan undvære Bornholms Tidende.

Det siger Peter Brandt Koefoed, ny formand for Bornholms Tidendes bestyrelse. Han er tiltrådt efter et regnskabsår med et underskud på 1,4 millioner kroner på grund af en vigende indtjening på salg af aviser og annoncer. Den nye formand er da heller ikke i tvivl om, at der venter barske tider, hvor økonomien er den helt store udfordring:

– Vores branche er udfordret over hele verden, og endnu er der ikke nogen, der har knækket koden og fundet ud af, hvordan man driver et dagblad lønsomt.

– Vi er vidne til nedskæringer over det hele. Vi vil i bestyrelsen gerne prøve at vende den tendens, for hovedformålet for bestyrelsen er at udgive en avis. Om det så skal være på print, digitalt eller et mix. Vores hovedbase er stadig printavisen, og de abonnenter er vores kernegruppe. Det er dem, der holder virksomheden i gang. Men det er også en gruppe, der transformerer sig. De forsvinder, og hvad kommer der i stedet for? spørger Peter Brandt Koefoed.

– Bestyrelsens opgave er at få enderne til at nå sammen, så vi får en sund økonomi, der kan udvikle Bornholms Tidende. Det er en kombination med en tilpas mængde abonnenter, om det så både er på print og digitalt eller kun digitalt, og at vi har fat i vores annoncører, som også er et vigtigt bidrag til at drive avis.

Der skal ske tilpasning

Hvad er løsningen?

– Vi er nødt til at tilpasse virksomheden til virkeligheden, og den er lidt barsk. Det kan både være noget teknik, og det kan desværre også være mennesker.

– Bornholms Tidende er en virksomhed med 60 medarbejdere, så det er ikke en ubetydelig arbejdsplads på Bornholm, og vi vil gøre alt for at bevare den bedst muligt.

– Men det kræver, at vi gør os fortjent til at være her og laver et produkt, folk vil betale for.

Peter Brandt Koefoed mener også, at der kan ligge et større marked for virksomheden udenfor Bornholm:

– Det er dem, der sporadisk er tilknyttet Bornholm – det kan både være erhvervsmæssigt og turistmæssigt. Og så er der alle de bornholmere, der flytter ud i verden.

Hvad er vigtigst at gøre først?

– Det vigtigste er, at vi får stabiliseret økonomien, for det er basis for at dyrke virksomheden. Vi har en samarbejdspartner, Berlingske, som ejer en del af virksomheden. Jeg håber måske på, at vi kan komme lidt tættere på hinanden, for Berlingske har også været igennem en kæmpe transformation. De har skåret virksomheden til.

– Og så har vi en strategiplan, hvor vi er nødt til at se på alle muligheder.

Alle kan komme til orde

Hvad er avisens største styrke?

– Styrken er, at vi er lokale og udkommer seks dage om ugen året rundt. Alle kan komme til orde, hvis man ellers opfører sig pænt og skriver ordentligt. Avisen er lokalsamfundets talerør, og ikke mindst i disse coronatider er det vigtigt at have en lokalavis. Den er mangfoldig. Der er plads til det hele. Avisen har også den styrke, at man kan gå i dybde med tingene, holde fast og komme rundt om emnet.

– Styrken er også, at mange har en veneration for Bornholms Tidende. Alle har jo en mening om avisen, på godt og ondt. Og så har vi det unikke, at vi har en chefredaktør, der skriver en leder hver dag. Det er et af de stærkeste tiltag, vi har. Der er en meningstilkendegivelse, som kan påvirke dagsordenen og debatten på Bornholm, siger Peter Brandt Koefoed.

Hvad er avisens største svaghed?

– At vi har begrænsede ressourcer både mandskabsmæssigt og økonomisk, hvis vi sammenligner os med TV 2/Bornholm, slutter Peter Brandt Koefoed.

 
 

Peter Brandt Koefoed

57 år.

Har i 30 år drevet Langemyregård i Aaker.

Har i mange år været medlem af repræsentantskabet i Danish Crown.