Endnu mere avis fremover

Endnu mere avis fremover
Avisen forsøger at fastholde et sundt stofskifte, hvor vi bliver ved med at dyrke den skrevne presses dyder samtidig med, at vi kommer tættere på bornholmernes liv. Det er det, kun din avis kan. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 27. AUG 2020 • 12:56
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
27. AUG 2020 • 12:56
LEDER

I dag udløber fristen for at søge de to stillinger som journalist på henholdsvis sporten og på syd øst-redaktionen, som Bornholms Tidende har slået op. Meget er sket det seneste halve år, ikke mindst oprettelsen af tre nye lokalredaktioner og en overgang til, at meget mere stof kører ud digitalt.

Selv om vi generelt kan mærke, at ændrede medievaner også blandt bornholmerne betyder færre abonnenter – flere ”nøjes” for eksempel med gratis online-nyheder fra for eksempel TV2/Bornholm og sparer avisen væk – så skal vi også huske at fejre avisens sejre. Aldrig tidligere har så mange været abonnent digitalt. Der er lagt nogle spor, som vi skal fortsætte ad. Målet er at opbygge et stærkt fællesskab, hvor vi som medie bliver stedet, hvor bornholmerne flokkes, handelslivet viser sig frem – og politikerne er nødt til at følge med.

Så må vi bare håbe, at vi bliver belønnet. Først og fremmest af bornholmerne og andre, der holder af vores ø, men også af de landspolitikere, der i dag synes, at statskontrollerede regionale radio- og tv-stationer skal forfordeles økonomisk fremfor frie lokale aviser. En besynderlig logik, der snart må have sin ende, eftersom den helt afgørende lokale debat jo udgår fra avisens univers.

 
I en tid, hvor megen journalistik er
mere hurtig end den er kompetent,
skal det skrevne medie huske sin force:
At præsentere historierne i det lange og seje træk

 

Mange læsere mener, at avisen er ”deres”. Heldigvis. Der går et særligt bånd mellem den trofaste læseskare og avishuset i Nørregade i Rønne. Derfor denne opdatering, så I ved, hvad der kan være på vej. Avislæsere kan være trofaste på grænsen til det konservative, så det er altid en god ide at varsle forandringer i god tid, så polemikken omkring dem bliver spredt lidt ud – og vi kan nå at reagere på læsernes kompetente reaktioner.

Først og fremmest vil vi løfte niveauet i den lokale dækning. I dag er der fire journalister på redaktion vest, og tre på nord og syd øst. Nu er målet, at vi skal have fire journalister på alle tre lokalredaktioner. Det skal gerne ske fra 1. november. Dermed skal det blive muligt at opsnuse, præsentere og ikke mindst fastholde de vigtigste sager. Hvad skete med kvinden, der faldt ned fra rækværket i Svaneke? Giver den energi-ø overhovedet flere lokale arbejdspladser? Hvornår sker der noget med de underdimensionerede kloakker på øen?

I en tid, hvor megen journalistik er mere hurtig end den er kompetent, skal det skrevne medie huske sin force: At præsentere historierne i det lange og seje træk, hvor vi også husker slutspillet. Målet er som altid at gøre læserne klogere, så de kan træffe egne valg og danne deres egne holdninger.

Dertil kommer, at avisens sportsdækning skal nytænkes. Sport og motion skal præsenteres i forlængelse af det liv, læserne lever. Deres sport. Deres motion. Livsstil og sundhed. Foreningslivet – på godt og ondt. Og selvfølgelig stadigvæk de vigtigste resultater.

Samlet og kort sagt: Avisen forsøger at fastholde et sundt stofskifte, hvor vi bliver ved med at dyrke den skrevne presses dyder samtidig med, at vi kommer tættere på bornholmernes liv. Det er det, kun din avis kan.