Christian Prip er ny formand for LAG-Bornholm

Christian Prip er ny formand for LAG-Bornholm
Christian Prip. Arkivfoto.
| ABONNENT | 27. AUG 2020 • 11:47
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
27. AUG 2020 • 11:47
IVÆRKSÆTTERI

LAG-Bornholms mangeårige formand Jørgen Hammer valgte på generalforsamlingen i juni at trække sig som formand. Bestyrelsen har nu konstitueret sig og udpeget hans efterfølger, som bliver Christian Prip.

Christian Prip er cand.jur. og arbejder som seniorforsker ved Fridtjof Nansens Institut, Oslo, med speciale i international miljø- og havforvaltning.

Før Christian blev forsker, har han arbejdet mere end 25 år i Miljøministeriet. Hans hovedfokus der, var også internationale forpligtelser og den nationale implementering. I den sammenhæng har Christian repræsenteret Danmark i forhandlinger i såvel EU som FN.

Christian Prip flyttede til Bornholm for lidt over to år siden og bor i Rønne.

Om sit engagement i LAG-Bornholm udtaler Christian Prip:

– Når man flytter til Bornholm, får man lyst til at engagere sig lokalt. LAG’en er et særligt meningfyldt sted at blive engageret, fordi vi hjælper til at bevare øens kulturelle identitet, som er så vigtig både for os, der bor her, for de som tænker på at flytte hertil, og for turisterne.

Både som ansat i miljøsektoren og som forsker har jeg ofte sagt, at miljøsektoren i sig selv ikke er så vigtig, som at erhvervssektorerne integrerer miljø i deres virke.

LAG-ordningen integrerer netop miljø og bæredygtighed, og den vil givet komme til at gøre det endnu mere med vedtagelsen af EU-Kommissionens Green Deal med fuld fokus på omstilling af EU’s økonomi til en bæredygtig fremtid.

Med sin baggrund og sit nuværende job er der fra Christians side en særlig interesse for det maritime.

– FLAG-ordningen er vigtig for at kunne hjælpe Bornholm med at få den tabte fiskerikultur tilbage. Problemet er, at der ikke længere er fisk tilbage i Østersøen. Vi må derfor kunne bruge FLAG-midlerne til projekter, der bidrager til at genoprette Østersøens vandmiljø - også selvom det ikke umiddelbart fører til nye arbejdspladser.

Den afgående formand Jørgen Hammer har over en lang årrække som LAG-formand ydet en kæmpe indsats for Bornholms udvikling og har ifølge Christian Prip været en stor inspirator som formand. Jørgen Hammer fortsætter som menigt medlem af LAG-bestyrelsen.

LOKALE AKTIONSGRUPPER (LAG- OG FLAG-ORDNINGERNE)

Lokale aktionsgrupper er lokalt forankrede foreninger rundt om i landet, som er udpeget af Erhvervsstyrelsen og modtager midler fra EU.

De lokale aktionsgrupper bestemmer, hvad pengene skal bruges til lokalt, indenfor rammer som Erhvervsstyrelsen udstikker.

Lag-Bornholm administrerer tilskud fra både det europæiske landdistriktsprogram og det europæiske hav-og fiskeriprogram.

Arbejdet foregår i såkaldte programperioder. Nuværende går fra 2014-2020. Næste periode er 2021-2027.

Forud for hver programperiode udarbejdes en ny udviklingsstrategi, som fastlægger, hvad der kan søges penge til.

Lag Bornholm står for Lokal Aktions Gruppe Bornholm.

Også kaldet Lag Land. Flag Bornholm står for Fiske Lokal Aktions Gruppe Bornholm. Også kaldet Lag Fisk.

Alle som bor på Bornholm kan blive medlem af foreningen Lag-Bornholm.

Aktionsgrupperne er medlemmer af Landdistrikternes Fællesråd.