Tidselhelvedet på Valmuevej – tag en kaffe og en snak om det

Tidselhelvedet på Valmuevej – tag en kaffe og en snak om det
Marken der har drillet landmand Preben Bjerregaard. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 26. AUG 2020 • 08:57
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
26. AUG 2020 • 08:57
LEDER

– Henvend jer gerne, og jeg vil hjertens gerne stille op til dialog!

– Det er et tidselhelvede!

Den første sætning kommer fra landmand Preben Bjerregaard, Ellesgaard. Og den anden fra Svitlana Birk, som bor på Valmuevej i Nexø.

Spændet mellem dem viser, hvor langt vi kommer fra hinanden og en løsning, hvis vi ikke taler sammen.

Lad os starte med begyndelsen. På Valmuevej har beboerne i denne sensommer følt sig voldsomt generet af flyvende tidselfrø. De har faktisk været edderspændt irriterede og på grænsen til rasende. Vi er derude, hvor mange har klaget til kommunen. Og hvor næverne rent symbolsk kan dirre. I kender det.

Og selv om flyvende tidselfrø vel ikke er Jordens undergang, vi har set syv gange større plager, så er det kun dem, der ikke er ramt, det let kan ignorere problemet.

Vi taler om små klæbrige frø, der med deres faldskærme lander alle vegne. Invaderer husene og sætter sig i den kaffekop, du er ved at løfte, så du kan mærke frøene mod læberne. En græsplæne, hvid af tidselfrø. Og mon ikke mange af dem vokser op og bliver til … tidsler.

– Skal vi nu købe masser af gift for at bekæmpe alle tidslerne? som Svitlana Birk sammenfatter. Og det vil jo være tragikomisk. For baggrunden for den nye plage er, at Bornholms Regionskommune kræver, at marken dyrkes økologisk.

 
25 husstande taler om problemet.
Venstre er som parti blevet mobiliseret.
Og dele af kommunen – i hvert fald
en telefonsvarer – er også på banen

 

En beboer har kimet kommunen ned, men kun fået fat i en telefonsvarer. De små irriterende frø bliver et stigende problem. Og kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, Søren Schow, kan godt se, det ikke går.

– Jeg tænker, at vores embedsmænd skal se på det.

De ressourcer, der nu er allokeret til problemet, er ikke små. Cirka 25 husstande taler om problemet. Venstre er som parti blevet mobiliseret. Og dele af kommunen – i hvert fald en telefonsvarer – er også på banen.

Hvem er dog skurken for alt dette?

Landmand Preben Bjerregaard, Ellesgaard, har i dag forpagtningsaftalen med kommunen. Han dyrker hestebønner på marken og har lige høstet. Han overtog jorden i marts i år og har ret stor erfaring med økologisk drift. Men den pågældende mark har drillet ham. Der er alt for mange tidsler.

– Det er drønærgerligt og ikke lukrativt for mig. Vi gennemkørte marken to gange med strigle, der kradser jorden op, for at bekæmpe ukrudtet, men det har ikke været tilstrækkeligt.

Og han har også tænkt sig at gøre noget ved det.

– Vi holder marken sort – altså ikke sår den til – helt indtil foråret og harver den flere gange for hele tiden at stoppe ny vækst, siger han.

Det er en beslutning, han har taget helt uafhængigt af, at Valmuevej føler sig blæst omkuld af tidselfrø. Han anede ikke, at tidslerne invaderede naboernes dagligdag og ødelagde deres sommer.

– Jeg er ærgerlig over, at de ikke har henvendt sig til mig, så vi kunne få en dialog om det.

Det giver sig selv: Tal sammen. En kop kaffe og en snak. Så bliver næste sommer bedre!