FORSYNING
RØNNE
Der var både opbakning til bestyrelsens fortsatte kamp for en så lav varmepris som muligt og en opfordring til at sætte sig sammen og finde en løsning til glæde for alle parter, da forsyningsselskabet RVV onsdag aften holdt generalforsamling på Griffen Spa Hotel i Rønne.
Formand Ingolf Lind-Holm slog tonen an, da han aflagde bestyrelsens beretning og indledte med en omfattende gennemgang af konflikten mellem RVV – Rønne Vand og Varme og Bornholms Energi og Forsyning (Beof) om prisen på den varme, som Beof leverer til RVV, og som RVV sender videre ud til sine kunder.
– Vi vil meget gerne finde rimelige løsninger sammen med Beof, men det vil ikke være fair at betale mere for varmen, end vi vil kunne fremstille den til på vores eget værk, sagde Ingolf Lind-Holm og tilføjede, at det slet ikke vil være fair at lade Rønnes varmeforbrugere betale for ombygningen af Beof kraftvarmeværk, den såkaldte blok 6, som er stridens kerne.
Nødt til at samarbejde
Efter bestyrelsens beretning fik Verner Landin som den første ordet, og han kom med en direkte opfordring til ledelserne i de stridende forsyningsselskaber.
– For mig er det ufatteligt, at to forsyningsselskaber ikke kan samarbejde. Det er for mig ufatteligt, at man skal føre krig imod hinanden, og at man skal beskylde hinanden for det ene og det andet. Min opfordring skal være, at de to bestyrelser sætter sig sammen og finder frem til fælles løsninger til gavn og glæde for begge selskaber. Det her bliver ikke ved med at gå. Jeg er ikke i tvivl om, at på et tidspunkt, så bliver man nødt til at samarbejde, lød det fra Verner Landin.
Ingolf Lind-Holm svarede, at bestyrelsen gerne tager opfordringen til samarbejde til sig, og han gjorde det samtidig klart, at RVV ikke er klar til at påtage et ansvar for retssagerne mellem de to selskaber, da det er RVV, der er blevet sagsøgt.
Ros til bestyrelsen
Opfordringen til samarbejde blev gentaget af Kirsten Wendell, som også kritiserede Ingolf Lind-Holm for at omtale både kommunalbestyrelsen og Beof på en måde, der ifølge hende ikke inviterer til samarbejde.
– Hvorfor slås på den måde, og hvorfor smide møg i hovedet på hinanden i stedet for at samarbejde på en ordentlig måde? Vi er på Bornholm, og det burde da være muligt at gøre, sagde hun.
Indlæggene fra Verner Landin og Kirsten Wendell fik Angelo Parente til at bede om ordet.
– Jeg vil gerne have lov til at rose bestyrelsen for dens arbejde. Jeg vil gerne takke for jeres indsats og for, at I ikke lader jer knægte, sagde han og høstede et af aftenens højeste bifald.
Angelo Parente er i parentes bemærket gift med RVV’s næstformand, Joan Prahl Parente.
Sænke paraderne
Da generalforsamlingen rykkede videre fra bestyrelsens beretning til gennemgangen af årsregnskabet, var det Kenn Kjellbergs tur til at sende samme signal til bestyrelsen, som Verner Landin havde gjort med den allerførste kommentar fra salen.
– Se nu at få sat jer sammen, og gør det med lidt mere åben pande, end I har gjort indtil nu. Der er ingen tvivl om, at der bliver arbejdet på sagen, men en gang imellem skal man måske sænke paraderne lidt. I har været oppe at toppes så længe nu, at det virker på os, der står ved siden af, som om I er kommet ind i et dødvande, lød det fra Kenn Kjellberg.
Indlæggene fik dirigent Peter Vang til at opsummere debatten således, at generalforsamlingen opfordrer ledelsen i RVV til at sætte sig sammen med ledelsen i Beof og finde en løsning, som begge parter kan være tilfredse med.