Strandpark-projektet i Nexø kan nu komme igang, og dermed sandsynligvis også sætte gang i flere andre projekter i Nexø, mener byens to store foreninger. Foto: Per Frost

SF vil satse stort på at udvikle Rønne og Nexø

Der er godt 27 millioner kroner i overskud at lege med fra start, når kommunalbestyrelsen senere på ugen sætter sig sammen for at forhandle om næste års budget.
Ud af det beløb vil SF kun satse rigtig stort ét sted: Nemlig med 15 millioner kroner næste år til byudvikling i Rønne og Nexø. Det oplyser medlem af kommunalbestyrelsen Leif Olsen (SF) om partiets udspil til kommunebudgettet.

KOMMUNEBUDGET

Der er godt 27 millioner kroner i overskud at lege med fra start, når kommunalbestyrelsen senere på ugen sætter sig sammen for at forhandle om næste års budget.

Ud af det beløb vil SF kun satse rigtig stort ét sted: Nemlig med 15 millioner kroner næste år til byudvikling i Rønne og Nexø. Det oplyser medlem af kommunalbestyrelsen Leif Olsen (SF) om partiets udspil til kommunebudgettet.

SF vil også bruge flere penge på hvert af kommunens tre store velfærdsområder: Børnepasning (1,25 million kroner), skoler (en million) og ældrepleje (1,5 million) foruden på natur og miljø (1,2 million), vedligehold af havne og bedre parkering (hver en million). Men ingen af stederne vil SF altså dermed bruge to millioner ekstra i forhold til i år.

Leif Olsen forklarer SF’s ekstra million til folkeskolerne med, at der er brug for at sikre, at den nye overbygning på Svartingedal Skole i Hasle ikke kommer til på bekostning af de andre folkeskoler på Bornholm.

– Kommunalbestyrelsen indførte, imod SF’s ønske, en overbygning på Svartingedal Skole uden at finansiere forslaget. I SF er vi imod beslutningen, men det må ikke betyde, at vores folkeskole får dårligere forhold, begrunder han i en pressemeddelelse.

Som også andre af kommunalbestyrlesens partier har gjort det i deres budgetforslag, vil også SF bruge flere penge på rengøring i lyset af corona-pandemien.

– Covid-19 i foråret satte fokus på vigtigheden af rengøring. Med den generelle genåbning er rengøringsstandarderne nu også tilbage på det gamle niveau, men covid-19 er her stadigvæk. Derfor afsætter SF ekstra en million kroner til øget rengøringsindsats, især i daginstitutioner og skoler. Det kan ikke føre os til tilbage til forårets niveau, men det er dog en forbedring, siger Leif Olsen.

Tæv til ideer fra V og DF

Andre ekstra penge vil SF bruge ude i naturen – og et helt andet sted, nemlig indenfor på kontorstolene.

– Det er især puljen til arbejdet med biodiversitet, som forøges med 500.000 kroner, men også indsatsen omkring naturpleje samt et nyt tiltag til at øge skovrejsningen på Bornholm, som skal styrkes i samarbejde med diverse lokale foreninger, siger Leif Olsen.

– SFs forslag rummer også nogle ekstra penge til forskellige steder i den kommunale administration. Vi har igennem snart mange år oplevet, at sagsbehandlingen bliver presset og vores medarbejdere bliver overbelastede med antal af sager, fordi der er blevet sparet meget på det administrative niveau.

SF vil derfor tilføre penge til udvalgte dele administrationen for at sikre bedre og hurtigere sagsbehandling samt et bedre arbejdsmiljø, siger Leif Olsen.

Et budgetforslag fra SF ville samtidig ikke være en smule ualmindeligt, hvis det ikke også rummede et par slag til kommunalbestyrelsens borgerlige partier. Efter at Dansk Folkeparti mandag foreslog at udlicitere busdriften, og Venstre tirsdag slog til lyd for flere byggesagsbehandlere, går SF nu i rette med dem begge.

– Vi vil afvise ethvert ideologisk betinget, meningsløst forslag om privatiseringer fra de borgerlige partier.

– På samme vis vil vi afvise rene symbolforslag om heftige administrative udvidelser indenfor for eksempel byggesagsbehandling, som ikke afspejler reelle behov. Naturligvis er et budgetforlig også udtryk for symbolpolitik, men der skal trods alt være mening med galskaben, siger Leif Olsen i SF’s pressemeddelelse.