Lokale piger følger HPV-vaccine til dørs

Lokale piger følger HPV-vaccine til dørs
| ABONNENT | 25. AUG 2020 • 18:56
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
25. AUG 2020 • 18:56
SUNDHED

Bornholm ligger både under og over landsgennemsnittet, når det gælder andelen af piger på 14-15 år, der er vaccineret mod HPV-virus, der forårsager blandt andet livmoderhalskræft. 82 procent af pigerne i aldersgruppen har modtaget en vaccine. Det er fire procentpoint under landsgennemsnittet. Til gengæld er 78 procent færdigvaccineret, og det er to procentpoint over gennemsnittet. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Hvis piger påbegynder HPV-vaccination, inden de bliver 15 år, skal de vaccineres to gange. Hvis de først påbegynder vaccination, når de er 15 år eller ældre, skal de have tre doser af vaccinen. Det skyldes, at immunforsvaret reagerer mere effektivt på en vaccine, jo yngre man er.

Piger kan blive vaccineret mod HPV, fra de fylder 12 år, og indtil den dag, de fylder 18, og det er gratis, hvis de begynder vaccinationsprogrammet, inden de fylder 18 år. Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen anbefaler at tage imod tilbuddet, allerede når pigen bliver 12 år, da det øger sandsynligheden for, at hun når at blive vaccineret, inden hun bliver seksuelt aktiv og dermed risikerer at blive smittet med HPV.

HPV overføres nemlig seksuelt, og kondom forhindrer ikke smitte. Når kroppen i sjældne tilfælde ikke selv bekæmper HPV-infektionen, kan den udvikle sig til kræft eller kønsvorter.

Drengene skal med

Også drenge kan have gavn af at blive vaccineret mod HPV, og siden september sidste år har drenge født den 1. juli 2007 eller senere fået tilbudt gratis HPV-vaccination som en del af børnevaccinationsprogrammet. En undersøgelse foretaget i januar i år blandt 1.600 forældre viser, at hver tredje forælder fortsat tror, at tilbuddet om gratis vaccination kun gælder piger.

I Danmark er der hvert år cirka 580 kvinder og 230 mænd, der får kræft, som skyldes HPV, og mange af de tilfælde kan forebygges med HPV-vaccination, fremgår det af en fælles pressemeddelelse fra Danmarks Apotekerforening og Kræftens Bekæmpelse. Ligesom med piger lyder den officielle anbefaling, at drenge bliver HPV-vaccineret, når de fylder 12 år.

Med HPV-vaccination er drenge beskyttet mod næsten ni ud af ti tilfælde af analkræft og kønsvorter, og piger er beskyttet mod ni ud af ti tilfælde af livmoderhalskræft og mod nogle tilfælde af kræft i skeden og de ydre kønsorganer.

 
 

Om HPV

HPV er forkortelsen for human papilloma virus, som er en virus, der overføres seksuelt.

HPV er en meget smitsom virus, og kondom forhindrer ikke smitte, fordi virus også kan sidde på huden omkring kønsorganerne.

Langt de fleste HPV-infektioner bekæmper kroppen selv, men nogle bliver kroniske og kan føre til celleforandringer, som senere kan udvikle sig til kræft.

Mindst otte ud af ti af alle seksuelt aktive bliver smittet med HPV mindst én gang.

Hos kvinder kan HPV give livmoderhalskræft, analkræft, kræft i skeden, kræft i de ydre kvindelige kønsorganer og mundsvælgskræft.

Blandt mænd kan HPV give analkræft, peniskræft og mundsvælgskræft.

HPV-vaccination beskytter mod størstedelen af alle tilfælde af livmoderhalskræft, analkræft samt kræft i skeden og kvinders ydre kønsorganer. HPV-vaccination beskytter også mod kønsvorter.