Bornholmsk thriller på Povl Anker er færdigindspillet

Bornholmsk thriller på Povl Anker er færdigindspillet
Scene fra kortfilmen "Alene på rejsen".
| 25. AUG 2020 • 20:44
Af:
torben-oestergaard-moeller

25. AUG 2020 • 20:44
KULTUR

Den autodidakte bornholmske filminstruktør Frederik Hagedorn-Poulsen er nu færdig med sin kortfilm "Alene på rejsen", oplyser han i en pressemeddelelse.

Der er rent faktisk tale om en kortfilms-thriller, som er optaget på Bornholmslinjens færge Povl Anker og ved Tejn i løbet af marts måned. Filmen handler om situationen efter et terrorangreb, hvor publikum følger hovedpersonen Andreas, som er den eneste passager, der overlever episoden. Han ved bare ikke selv, hvad der er sket og skal igennem filmen forsøge at finde hoved og hale i, hvad der er foregået, og hvem han kan stole på. Han er fanget alene om bord på skibet, som han skal forsøge at komme væk fra. Der dukker dog tre mennesker op, som kommer med forskellige forklaringer på, hvad der er sket, og det er op til Andreas at træffe de rigtige valg.


Instruktøren har udsendt en trailer til filmen, som man allerede nu kan se på Youtube, hvis man søger på "Alene på Rejsen". Filmen udkommer i fuld længde samme sted næste år.

Frederik Hagedorn-Poulsen har tidligere udtalt, at "Alene på rejsen" handler om selvtillid, og at man skal tro på sig selv, ligesom han oplyste, at det er ambitionen for filmen, at den efter premieren kan blive vist på danske, svenske og norske skoler samt gymnasier.

I 2017 havde han, som da var en 18-årig gymnasieelev, i Rønne Bio premiere på sin spillefim "Efterskolen". Yderligere har han lavet kortfilmen "Knald eller fald", og tegnefilmen "Kopperne".

Sin nye kortfilm har han blandt andet finansieret ved støtte fra forskellige, ligesom en masse lokale virksomheder har hjulpet med rabatter og støtte.