Kold luft mellem Patrick Hult og Michael Møller

Kold luft mellem Patrick Hult og Michael Møller
Foto: Berit Hvassum.
| ABONNENT | 24. AUG 2020 • 19:18
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
24. AUG 2020 • 19:18
ERHVERV

Patrick Hult, som i begyndelsen af året åbnede vinbar og restaurant Râzapâz på Laksetorvet i Rønne, har siden været igennem noget af en rutchebanetur.

Han blev ligesom resten af branchen umiddelbart hårdt ramt af coronakrisen og havde som nyetableret ikke fået opbygget kapital til at stå imod med.

Men så trådte erhvervsmanden Michael Møller til.

Han driver blandt andet Bornholmertårnet i Dueodde og Bornholmerslottet i Rønne og etablerede nu ifølge sine egne oplysninger Râzapâz ApS, som skulle rumme både restauranten i Rønne, Høiers i Allinge og Restaurant Møllen i Gudhjem – og han indsatte Patrick Hult som direktør.

I begyndelsen af juni fortalte Michael Møller således til Bornholms Tidende, at grundstammen for alle tre restauranter skulle være den slags mad, man ser på Râzapâz.

Men onsdag den 19. august skrev Patrick Hult så på Facebook, at Râzapâz desværre var lukket på ubestemt tid.


Til Bornholms Tidende oplyste han, at samarbejdet med Michael Møller var brudt sammen, men at han ikke vidste præcis, hvor han stod, fordi han ikke kunne få kontakt til sin samarbejdspartner.

Michael Møller på sin side bekræftede, at Patrick ikke længere var direktør i Râzapâz ApS, men sagde, at han, Patrick, jo nu bare kunne fortsætte for sig selv i Rønne.

Præcis hvori konflikten består, ville ingen af dem forklare.

Efter weekenden har de to fortsat ikke talt sammen, oplyser Patrick Hult.

– Jeg er stadig efterladt i stilhed, siger han.

Du har ikke talt med Michael Møller?

– Nej, han vil ikke snakke med mig.

Prøver du at komme i kontakt med ham?

– Ork ja, mange gange. Men det kommer ikke til at ske, kan jeg godt se. Så lige nu går jeg og pakker min udeservering sammen her ved restauranten (mandag formiddag, red.), så der ikke er så mange, der kommer og trækker forgæves i døren. Det har ellers været et lykkeligt scenarie, at folk bliver ved med at komme, men lige nu er det sgu ærgerligt, fordi det skuffer gæsterne, at her ikke er åbent.
Jeg vil hellere stå for den gode oplevelse end for den hårde profit.

Patrick Hult

Mundtlig aftale

Er det ikke mærkeligt, at I ikke får lukket jeres samarbejde ned på en ordentlig måde, du og Michael Møller?

– Jo, men lige nu har jeg bare brug for at vide, om han holder den aftale, vi havde. Jeg skal vide, hvad der sker, før jeg kan komme videre.

Men I havde jo en aftale om, at du var direktør for de tre restauranter?

– Vi havde en helt almindelig mundtlig aftale om, at forretningen skulle skrives 50-50, så vi havde lige dele i den. Jeg skulle drive det, og Michael skulle stille sikkerhed og kapitalen bag, men jeg vil sige, at der har ikke været brug for at lægge særlig meget kapital ind i virksomheden, den er vokset ret meget af sig selv. Så det er en ulempe for mig, at jeg står her, og aftalen kun var mundtlig.

Ved du, hvad konflikten går på?

– Vi er uenige om, hvordan man skal drive forretningen. Måske noget etik bagved, tror jeg. Jeg er ikke interesseret i at presse lige så hårdt på, som han er. Jeg vil hellere stå for den gode oplevelse end for den hårde profit. Jeg har oplevet anmeldelser af Høiers, som jeg kun knap og nap har været involveret i år, og som ikke er nogle anmeldelser, jeg har lyst til at boltre mig i. Jeg har ikke lyst til at drive noget juks. Vi er simpelthen uenige om, hvordan man skal drive forretning.

Men nu er du vel så tilbage ved, at det kun er dig, der har Râzapâz, hvis Michael Møller har trukket sig?

– Jo, men jeg står også tilbage uden noget som helst. Han overtog mit varelager og min igangværende drift i sin tid, så jeg står med ingenting nu.

Så det er svært for dig at se, hvordan du skal få åbnet igen?

– Nej, jeg skal nok få åbnet, det er bare et spørgsmål om præcis hvordan. Tingene skal lige flaske sig. Jeg skal starte helt forfra igen. Man åbner ikke en forretning i løbet af en nat, der er nogle lovmæssige ting, der skal være i orden – jeg skal have anmeldt min virksomhed til Fødevarestyrelsen, jeg skal have lavet en alkoholbevilling og en ny lejekontrakt til mit nye cvr-nummer, som jeg lige har oprettet, og jeg skal have lavet en bankkonto. Det tager også rigtig lang tid – og jeg skal oprette mig som kunde hos diverse leverandører. Det er alt forfra, og som ny virksomhed er der nul kredit at hente.


Det fedeste i verden

– Men jeg har bevist, at min drift kører rigtig godt, så jeg prøver at snakke med en masse mennesker og at få noget hjælp til at købe bygningerne, for jeg er sikker på, at jeg kunne lave en rigtig lukrativ forretning i ejendommen. Jeg tror også, min udlejer godt kunne finde på at sælge, så jeg håber på at finde en, der vil hjælpe mig med det. Det ville være det fedeste i hele verden, for det er det, jeg allermest har lyst til, siger Patrick Hult.

Bornholms Tidende har forsøgt at få en kommentar fra Michael Møller, men han afviser blankt at udtale sig i sagen.

Jeg har talt med Patrick Hult ...

– Før du i det hele taget siger noget, kan jeg gentage mig selv fra sidst, vi talte sammen: Jeg udtaler mig ikke om personalesager, og jeg har ingen kommentarer, afbryder Michael Møller.

– Det må du godt citere mig for, og længere er den ikke, slår han fast.

Men er det rigtigt, når Patrick Hult siger, at han ikke kan komme i kontakt med dig?

– Som jeg sagde før, ingen kommentarer, og jeg gider ikke gentage mig selv hele tiden, skal vi ikke bare aftale det?

Okay.

– Altså, synes du, jeg var svær at få fat i? Lad mig sige det på den måde.

Nej.

– Godt. Så lader vi den ligge der. Jeg er nødt til at sige, at jeg udtaler mig ikke om personalesager, det ville være fuldstændig uprofessionelt af mig at gøre det i pressen, gentager Michael Møller.