Knap 900 cyklede Bornholm rundt efter nødplan

Knap 900 cyklede Bornholm rundt efter nødplan
Næsten 900 deltog i årets udgave af Bornholm Rundt på cykel. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 24. AUG 2020 • 07:28
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
24. AUG 2020 • 07:28
MOTION

Viking Atletik afviklede i år på grund af coronasituationen motionsløbet Bornholm Rundt på Cykel efter en nødplan, hvor der for eksempel ikke var fællesstart på Torneværksvej i Rønne.

I stedet kunne folk sådan set selv vælge, hvilken vej og hvornår de i løbet af weekenden ville cykle rundt langs kysten.

Det blev ruten til gengæld ikke kortere af, den var stadig på 103 kilometer, ligesom terrænnet bød på de sædvanlige strabadser.

Ifølge Claus Clausen fra Viking var der knap 900, der deltog i løbet.

Som sædvanlig blev cyklisterne gelejdet den gale vej – mod kørselsretningen ved indkørsel forbudt-skiltet – ind på parkeringspladsen ved Hammershus, hvor der var depot med mulighed for lige at strække benene og få sig noget at drikke.

Stærkt inspireret af de mange cyklister foretog også Bornholms Tidendes udsendte lørdag ved 13-tiden et herresving hen over vejen og smuttede ind på pladsen mod kørselsretningen for at parkere bilen.

Måske var avisen og cyklisterne ikke de eneste, der på den måde var lidt ude af trit med reglerne, i hvert fald mente en af de udstationerede samaritter, Anne Holm, at vi burde skrive i avisen om, at folk har svært ved at køre rigtigt ind og ud af p-pladsen.

Men ærlig talt, der er vel ikke grund til at jokke rundt i det – i hvert fald ikke før lørdagens begivenheder er gået lidt i glemmebogen.

Ellers var dagen forløbet roligt for de udstationerede samaritter, som havde været på vagt fra klokken 11.

– Der har været fredeligt, sagde Anne Holm.

– Det kører stille og roligt.

Hendes medsamarit Kristoffer Seegelke supplerede:

– Der var en enkelt cyklist, der lige havde en lille udskridning, men han rejste sig selv op og ville ikke engang lade os se, om han var kommet til skade. Han drønede bare videre.

Et par mænd lidt derfra hjalp hinanden med at pumpe ekstra luft i et baghjul og en tredje sagde:

– Det kan være, jeg bare skal køre i forvejen? I henter mig jo alligevel på næste bakke.

– Der er næsten kun én bakke tilbage, lød det trøstende svar, mens de baksede videre med hjulet.

– Ja, hvad mangler vi – cirka 13 kilometer?, spurgte den første håbefuldt.