Carsten Jacobsen er formand for Cadillac Club Danmark. Foto: Berit Hvassum

Formanden fra Cadillac City har haft sin Club Cupé i 28 år

Carsten Jacobsen er formand for Cadillac Club Danmark, og han kommer da også fra "Cadillac City" – for sådan kalder man såmænd den relativt lille by Karise med cirka 2.500 indbyggere mellem Køge og Faxe Ladeplads på Østsjælland.

BILTRÆF

Carsten Jacobsen er formand for Cadillac Club Danmark, og han kommer da også fra “Cadillac City” – for sådan kalder man såmænd den relativt lille by Karise med cirka 2.500 indbyggere mellem Køge og Faxe Ladeplads på Østsjælland.

Det fortæller han her på Lyngholt Camping på Nordbornholm, hvor han og medlemmer af klubben lørdag indlogerede sig og i nogle timer lod interesserede bilentusiaster kigge forbi og nyde deres cirka 25 store flydere.

Han forklarer, hvoraf hjembyens kælenavn kommer:

– Vi er på landsplan cirka 150 medlemmer i Cadillac Club Danmark, og der er omkring 20 medlemmer i Karise alene.

Er det, fordi I bliver inspireret af hinanden?

– Jeg har selv haft min bil i 28 år, og da jeg havde haft den i 14, var der pludselig en anden i byen, der også skulle have Cadillac, for når man er venner med hinanden og får lyst til at købe en amerikanerbil, køber man jo en Cadillac, for så er man ligesom med. På den måde eskalerede det jo bare med Cadillac, Cadillac, Cadillac. Det var lidt sjovt, for der var faktisk en mand, der var på tur ovre i Ringkøbing i Vestjylland, og så er der en der spørger, hvor han er fra, og da han svarer Karise, siger den anden: “Det er der, der er flest Cadillac’er i Danmark”. Og sådan er det.

Hvad hedder din model?

– Det er en Club Cupé fra 1952.

Hvor mange kilometer hans bil har kørt, har Carsten Jacobsen ikke styr på, men lige nu har den mange kilometer til gode under motorhjelmen.

– Den har lige fået renoveret motor, siger han.

– Jeg hentede den i går med en frisk ny motor i.

Den svenske campingvogn klæder Carsten Jacobsens amerikanske flyder. Foto: Berit Hvassum

Yngste Cadillac-ejer

Hvorfor blev det lige en Cadillac, du købte dengang?

– Det skyldes, at da jeg var en lille dreng, kørte min storebror amerikanerbil, og så fik jeg jo interessen for det. Da jeg så blev konfirmeret, var der en, der spurgte mig, “skal du så ha’ en amerikanerbil ligesom din storebror?”. Og jeg sagde “ja, jeg skal ha’ en Cadillac”, så det gik jeg efter det. Jeg tjente penge og sparede hele tiden op, og da jeg var 22 år købte jeg den der, siger han og nikker over mod sin lysegrønne Cadillac.

– Og på det tidspunkt blev jeg Danmarks yngste Cadillac-ejer. Cadillac var forbeholdt ældre mænd, det var ikke de unge, der kørte i dem.

Men du vokser til det efterhånden, kan man sige …

– Det må man sige, ja.

Hvad skulle du have for den, hvis du skulle sælge din bil?

– Den skal koste 250.000 kroner i øjeblikket. Og giver du 350.000 får du campingvognen med.

Jamen, den er også fin. Det er en svensk campingvogn, som farvemæssigt klæder Cadillac’en. “SMV, Husvagnar, Orebro, Sweden”, står det på campingvognens emblem, og Carsten Jacobsen oplyser, at den er fra 1966.

– Vi købte den netop, fordi den passer godt i farven, og amerikanske campingvogne kan du næsten ikke få indregistreret i Danmark, det er meget svært, siger han.

– Vi brugte syv år på at få den vristet fra en svensker, indtil han til sidst gav sig og sagde “ja, så køb den da”.