Corona forsinker madskolen: Elever må vente på den varme mad

Corona forsinker madskolen: Elever må vente på den varme mad
Kokken Dennis Dam Poulsen og de andre ansatte i Paradisbakkeskolens splinternye madskolekøkken, må vente lidt endnu med at servere varm mad for eleverne i skolens nye spisesal. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 24. AUG 2020 • 10:59
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
24. AUG 2020 • 10:59
SKOLE

Efter sommerferien skulle eleverne på Paradisbakkeskolen have indtaget deres nymalede, gule spisesal og hver dag i skoletiden have haft serveret et måltid varm mad ved bordene.

Men sådan blev det ikke. På grund af covid-19 er starten på Bornholms første kommunale madskole udsat, fortæller skoleleder Pia Laub Tofte.

– Vi vurderer, at det er for meget at samle 220 børn i spisesalen, så vi går ikke i gang med madskolen, før man kan sidde i spisesalen.

Allerede før sommerferien stod det store, splinternye madskolekøkken klar, ligesom en kok blev ansat. Siden er også endnu en kok, en pædagogisk assistent og en køkkenassistent ansat. Dog ikke alle på fuld tid, og to af medarbejderne er flyttet fra køkkenet i skolens sfo til madskolekøkkenet. I princippet kunne personalet derfor godt gå i gang med at levere varm mad til eleverne hver dag, som så blot kunne leveres ud til spisning i klasserne, men det har skolen valgt ikke at gøre, forklarer Pia Laub Tofte.

– Så skulle vi bruge store mængder engangsservice, og det er imod skolens grønne profil, så det er med en enig bestyrelse, at vi venter med at gå rigtigt i gang med at lave mad.

Gratis sandwich i ventetiden

Fra mandag i denne uge behøver eleverne på Paradisbakkeskolen dog ikke tage madpakker med.

– I stedet for mad i spisesalen, får alle elever en gratis sandwich, fortæller Pia Laub Tofte.

Når madskolen kommer i gang, er princippet for madskolen, at eleverne skal tilmelde sig – og deres forældre betale – og eleverne får så hver dag serveret et måltid mad i skoletiden, som serveres i den nye spisesal.

Indtil madskolen kommer rigtigt i gang, har skolen dog valgt, at alle får tilbudt sandwich. Overskydende sandwich bliver leveret til projektet Stop Madspild. Sandwichene vil være forskellige hver dag.

– Vi sender en madplan ud, så forældrene kan se, hvad dagens sandwich indeholder.

Hvornår forventer I, at madskolen kan komme rigtigt i gang, og eleverne rykke ind i spisesalen?

– Jeg har den målestok, at når Mette Frederiksen hæver forsamlingsforbuddet til 200, så kan vi gå i gang, siger Pia Laub Tofte.

Skolen forventer, at eleverne skal spise i tre hold af cirka 200 per gang.

Paradisbakkeskolen har stadig stramme regler for, hvordan eleverne må opholde sig på skolen. Der skal vaskes hænder, eleverne omgås kun deres egne klasser og arbejder ikke sammen på tværs af klasser. Der sprittes af i faglokaler mellem to hold, og børnene bader ikke sammen efter idræt.

 
 

Første madskole

Paradisbakkeskolen bliver fra skoleår 2020/ 21 Bornholms første kommunale "madskole". Det betyder, at børnene hver dag kan få serveret et måltid sund mad. Eleverne vil kunne tilmelde sig madordningen – med forældrebetaling.

Madskolen handler ikke bare om at få en kantine, men om madkultur. Blandt andet at være med til at lave mad, og at alle spiser sammen. Skolens elever fra 4. til 8. klasse skal på skift med i køkkenet og være med til at lave mad.

Der skal dagligt kunne laves mad til op mod 550 elever samt lærere.

Skolen har ombygget en tidligere gymnastiksal til spisesal og et tidligere omklædnings- og baderum til et nyt stort produktionskøkken.

Regionskommunen har fastsat prisen for, hvad det skal koste forældrene til børn på Paradisbakkeskolen, at deres børn hver dag kan få et sundt måltid mad serveret i skolen. Prisen bliver 10 kroner eller 15 kroner om dagen, alt efter hvor mange penge, forældrene tjener.

Kommunen og skolen forventer, at lidt under en tredjedel af forældrene vil kunne slippe med 10 kroner i betaling, og skolen forventer, at cirka halvdelen af skolens elever det første år vil bruge madordningen.

Eleverne skal også være med til at dyrke og høste nogle af råvarerne selv. Skolen har en skolehave, samt et nyt væksthus, hvor eleverne dyrker grønt, og skolens hortonom, Kia Aae Christensen underviser eleverne i både grøntsagernes dyrkning og biologi.