Ben Woodhams i sit foretukne miljø: Naturen. Foto: Klaus Holsting

Ben Woodhams skifter til det store format: ‘Jeg føler mig begrænset af et lille stykke papir’

Bjergebakke Stenbrud føles som en ovn i den bagende varme sol.
Luften står stille, cikaderne er tavse.
Det dybe vand i stenbrudssøen er dækket af et tyndt lag alger. Fårene har trukket sig op i skyggen tæt på Lille Bjerregård.
Ben Woodhams kommer ned fra kanten af det gamle stenbrud. Han har siddet under et træ og røget en cigaret. Det er hans anden dag i stenbruddet, som ligger fem minutters kørsel fra kunstnerens hjem i Vestermarie.

KUNST

Bjergebakke Stenbrud føles som en ovn i den bagende varme sol.

Luften står stille, cikaderne er tavse.

Det dybe vand i stenbrudssøen er dækket af et tyndt lag alger. Fårene har trukket sig op i skyggen tæt på Lille Bjerregård.

Ben Woodhams kommer ned fra kanten af det gamle stenbrud. Han har siddet under et træ og røget en cigaret. Det er hans anden dag i stenbruddet, som ligger fem minutters kørsel fra kunstnerens hjem i Vestermarie.

Han ankom dagen før klokken 13. Slog teltet op, pakkede malergrejet ud og foldede rullen med tykt akvarelpapir ud.

Dyppede det kridhvide ark i vandet i stenbrudssøen, lod papiret suge væsken ind og gik tilbage til sin arbejdsplads.

Så malede han til solen gik ned og kørte hjem til Vestermarie.

 

I bought a huge roll of Saunders Waterford watercolour paper, that I cut up, soaked and flattened in the local quarry. Here, over two days, I painted a section of the quarry face (using water from the lake) working in squares, following the shadows racing over the rock faces. Amazing colours, ridiculously hot, aggressive horses, knackered.

Ben Woodhams, Facebook, den 11. august 2020

 

I morges kom han tilbage ved solopgang og fortsatte arbejdet. Nu, hvor klokken har passeret 13, og augustsolen er på sit højeste, mangler han det sidste felt på det 1,80 x 1 meter store lærred.

Han har delt det store papir op i 15 lige store felter og maler cirka et i timen. Målet er at følge og gengive solens og skyggernes gang over klipperne. Værket er et af fem store værker, som skal udstilles på Earthbound-udstillingen på Gudhjem Museum i september.

– Papiret bliver meget hurtigt knasende tørt, når det er så varmt. Det gør det vanskeligt at arbejde med, og det giver nogle skarpe kanter mellem farverne, hvor luft med højere fugtighed giver blødere overgange. Det er en teknisk udfordring at arbejde i sådan en varme, siger han og tørrer sved af panden.

Ben Woodhams’ arbejdsplads i Bjergebakken Stenbrud. Foto: Klaus Holsting

Den britisk fødte kunstners speciale er fugle. For to år siden fuldførte han en vandretur rundt om Bornholm, som resulterede i bogen ‘KYST’, som illustrerede både fugleliv, natur og de menneskeskabte spor langs kysten.

I dag zoomer Woodhams ind på et klippeparti i bruddets nordlige ende. Bjergebakke Stenbrud ligger i dag som en idyllisk naturplet med stejle klippevægge, der rejser sig som et forum omkring søen. Men kigger man godt efter, finder man spor fra den tid, hvor bruddet var aktivt.

– Man kan se de riller, man borede til dynamitten, og der stikker også en gammel rusten jernwire ud fra klippevæggen, der hvor jeg maler. Der er mange interessante ting i de gamle stenbrud, siger Woodhams, og går hen til træplateauet, hvorfra man kan hoppe på hovedet i søen.

Han slukker smøgen i et askebæger og går tilbage mod malerpladsen og læteltets sparsomme skygge.

I KYST-projektet arbejdede Ben Woodhams også med ‘slices’ – altså observationer af det samme motiv, delt op i tidsintervaller. Men det er første gang, han arbejder i så stort et format.

– Det er for sjov, på en måde, siger han. Rynker panden og søger efter ord.

– Jeg kan godt lide udfordringer. Jeg føler mig på en måde lidt begrænset af et lille stykke papir. Man har jo hele verden rundt omkring sig, der er flere muligheder på et kæmpestort stykke papir.

Klippepartiet i Bjergebakke Stenbrud er det første i serien til den kommende udstilling i Gudhjem. Woodhams har planer om at lave i alt seks kæmpeformater inden åbningen den 12. september.

 

 

 

Det er nemmere at arbejde på fugtigt papir, når man maler med akvarelfarver, forklarer Ben Woodhams. Derfor startede han sidste weekend med at fugte papiret i stenbrudssøen. Eget foto

Bjergebakke Stenbrud

Stenbrydningen på Lille Bjergegårds-bakken, hvis top ligger 102 meter over havniveau, blev påbegyndt i slutningen af 1800-tallet og fortsatte frem til 1975. Adgang fra Bjergebakkevejen. Drej til højre ad grusvej og parker ved indhegningen.

 

 

Earthbound III

“Earthbound” er en fællesudstilling, som viser værker af fem praktiserende kunstnere og kunsthåndværkere, som alle er bosat på Bornholm, og som henter deres motivation og inspiration fra øens natur.

Udstillingen åbner på Gudhjem museum lørdag den 12. september og er den tredje i rækken. Den første Earthbound-udstilling åbnede i 2015 i samarbejde med Oxmarket Centre of Arts i Chichester.

 

 

De fem kunstnere

Eva Brandt, prisbelønnet keramiker, som blandt andet finder inspiration i geologiske processer og transformationen af råstoffer. Hun arbejder med enkle og stramme former, kombineret med forskellige overfladebehandlinger, små skævheder og mønstre.

Lone Schiøtz Nielsen, der arbejder med akvarel og grafik, er kendt for sine fortolkninger af Bornholms natur. Hun har fra sin tidlige barndom været fascineret af øens klippeformationer og deres omskiftelige møde med havet. Edderfugle og frøer på Christiansø er en konstant kilde til inspiration.

Hans Henning Pedersen skaber store træskåle af bøg og ask fundet på Bornholm. Han arbejder med og undersøger materialets levende og uforudsigelige natur. Efter at han har drejet en skål, vil variationer i luftfugtighed og tørretid skabe unikke, let forvredne former.

Barbara Sørensen er en engelsk født maler, kendt for sine atmosfæriske fortolkninger af de vilde kyster og skove fra hendes nuværende hjem på Bornholm. Barbara er tiltrukket af ensomme og vilde steder, hvor hun kan sanse og tegne de underliggende kræfter i naturen, for senere at give dem udtryk på sit værksted.

Ben Woodhams, der flyttede fra England til Bornholm for 11 år siden, søger primært inspiration fra øens rige og varierede fugleliv. Hans tegninger og akvareller er baseret på intens og grundig observation – hvad enten det drejer sig om en detaljeret gengivelse af en død fugl eller en 30 sekunders skitse.