Orms sange tager afsæt i den bornholmske natur. Foto: Jacob Jepsen

Sangene vokser ud af landskabet

Det er et livs sammenfiltrede historier, der bliver redt ud og samlet til en helhed, når Orm lørdag den 10. oktober opfører ’Ir’ og ’Mit blod’ på Rønne Theater.
Der er dels historien om venskabet mellem Simon Sonne Andersen og Troels Cort Nielsen, der begyndte lige her, på Rønne Theater, da de gik i 10. klasse og skulle spille teaterkoncert. Et venskab, der første førte til dødsmetalbandet By the Patient og senere Orm, der spiller black metal.

KULTUR

Det er et livs sammenfiltrede historier, der bliver redt ud og samlet til en helhed, når Orm lørdag den 10. oktober opfører ’Ir’ og ’Mit blod’ på Rønne Theater.

Der er dels historien om venskabet mellem Simon Sonne Andersen og Troels Cort Nielsen, der begyndte lige her, på Rønne Theater, da de gik i 10. klasse og skulle spille teaterkoncert. Et venskab, der første førte til dødsmetalbandet By the Patient og senere Orm, der spiller black metal.

Dels er der historien om ’Ir’, den plade, Orm udgav for et år siden: Den var skelsættende, ikke bare for bandet selv, men for dansk heavy metal i det hele taget. Et ambitiøst værk, der blev nomineret til musikkritikerprisen Steppeulven og blev dækket både i denne avis og den landsdækkende presse på grund af den måde, Orm brugte den bornholmske mytologi i fortællingen om en personlig familietragedie.

For den historie er der også: Historien om et selvmord og de historier, den afdøde efterlod i det bornholmske landskab, de to er vokset op med. Det er derfor, vi en sommerdag går rundt inde i Bastemosen og taler om romantiske malere, folkesagn og naturreligion. For uforvarende skete der under arbejdet med ’Ir’ det, at de opdagede, at deres sange antog en nærmest religiøs karakter, som de dengang fortalte Bornholms Tidende. Ikke i kristen forstand, heller ikke den asatro, som så mange andre bands i black metal-genren har ladet sig inspirere af. En klar forbindelse til de bornholmske folkesagn, de har fået fortalt som børn. Og en forbindelse til den bornholmske natur, de begge er vokset op med.

Se! Dernede bor de underjordiske. Orm undersøger den bornholmske natur og de savn, de selv er vokset op med. Foto: Jacob Jepsen

– Se! Dernede bor de, siger Simon Sonne Andersen og peger på et hul i jorden, der fører ned i en hulning under et rodnet midt på stien.

– Det er der, man bliver inviteret ned af de underjordiske. De lokker én med lys dernedefra.

– Det er som en lille portal, nikker Troels Cort Nielsen, mens han lægger sig på knæ ved siden af sin barndomskammerat og bandkollega og kigger ind i mørket.

Forbundet med Bornholm

Det mørke fik de to rig lejlighed til at nærstudere, da de gennem et par år skrev og arrangerede ’Ir’ sammen med de to andre medlemmer i Orm, Theis Wilmer Poulsen og Adam Schønemann, der som den eneste af de fire ikke er opvokset på Bornholm. I dag er Troels Cort Nielsen flyttet tilbage til Rønne sammen med sin kone og deres to børn, men da de skrev pladen, boede alle fire i København. Det bornholmske landskab genskabte de ud fra minderne, og det forlenede det med endnu mere magi, end der allerede er i det.

– Jeg bor så urbant, som man næsten kan gøre det, siger Simon Sonne Andersen.

– Midt på Jagtvej, hvor der hele tiden er gang i den. Derfor havde jeg brug for at skrive om det her. Det var en måde for mig at føle mig forbundet med stederne.

 

Havet er en stor del af det at bo på Bornholm.
Det er så stort og abstrakt,
og det giver én en følelse af, at alt er muligt

 

Det landskab, der danner rammen om ’Ir’, hvor bornholmske stednavne dukker op flere steder, er altså i høj grad baseret på en forestilling om, hvordan det var, og hvad det kunne være. Det har vi konstateret tidligt på turen, da vi satte os for at lede efter Syvmasteren, som indgår i en af teksterne:

”Fra syvmaster-stammen, blandt urskov og krat

Skyder den ottende stamme, et kim til evigt liv”

– Man kan jo forestille sig, at de andre stammer har lignende skæbner bag sig, filosoferer Troels Cort Nielsen.

Men det berømte træ, der i 1931 blæste omkuld i mosen, hvorpå der skød nye stammer til vejrs fra det væltede træ, blev taget af en kraftig efterårsstorm for et par år siden. I stedet finder vi et dødt træ midt på en eng, hvor et par heste beredvilligt poserer foran os.

Det træ kan lige så let bruges som et billede på den ensomhed, der i sidste ende kan drive en person ud over kanten.

Bornholm er vores eget. Men der er en voldsom kontrast mellem den smukke natur, som alle gerne vil opleve, og så den store gruppe på lavindkomster og det stofmisbrug, der også er her, siger Troels Cort Nielsen fra Orm. Foto: Jacob Jepsen.

En besværgelse

Fra Bastemosen kører vi op til Opalsøen, som også optræder i teksterne:

”Fra skovens tinder til Opalsøens dyb

Kan øen høre din røst på ny”

Det kan den bare ikke i dag, for på en højsommerdag, hvor der oven i købet er løb med start ved søen, er her så tætpakket med turister og løbere, at de underjordiske kryber i skjul for solen og mylderet. Det er en del af livet på Bornholm, at man i sommermånederne deler øen og dens natur med turisterne.

– Det er jo den smukkeste ø, og alle vil gerne hertil, bemærker Troels Cort Nielsen.

– Jeg har så mange minder om at være gået op til Opalsøen. Hver søndag gik vi rundt om Hammersøen og Opalsøen og op til den lille, smukke Smaragdsø, husker Simon Sonne Andersen.

I stedet går vi ud på klipperne med havet bredt ud under os. Ovre på den anden side af Hammerhavn troner Hammershus, som bådede prydede coveret til den første plade med Orm og en plade med forløberen til det band, By the Patient. Det er det klassiske symbol på Bornholm, men det er ikke det Bornholm, Orm denne gang har villet fortælle om. En lille, afknækket gren, der er skyllet op på en klippe, ligner til forveksling de runer, Simon Sonne Andersen har tatoveret på fingrene, men det handler heller ikke så meget om at dyrke fortiden som at forlige sig med den.

Det er det, ’Mit blod’ handler om: Det appendiks til ’Ir’, der udkom i vinter, hvor Simon Sonne Andersen gør op med sin egen far. I dag har de ingen kontakt med hinanden, og hvor ’Ir’ handlede om at lade en afdød indgå i naturen, så de efterladte kan finde fred med det, er ’Mit blod’ anderledes aggressiv, forklarer han:

– Jeg beder de underjordiske om at tage ham med på den plade. Jeg bruger salmerne som en besværgelse af ham.

Jeg bor så urbant, som man næsten kan gøre det, midt på Jagtvej i København. Det her er min måde at føle mig forbundet med Bornholm, siger Simon Sonne Andersen fra Orm. Foto: Jacob Jepsen

Afslutningen på en cyklus

I arbejdet med ’Ir’ og ’Mit blod’ har Simon Sonne Andersen ladet sig inspirere af de gamle salmer, både i teksterne, som han for første gang skrev på dansk, og i musikken, hvor melodierne ret atypisk for den black metal, Orm spiller, ofte går fra mol over i dur. Det løber som en ledetråd igennem musikken, der bevæger sig frem og tilbage, åbner sig op og lukker sig sammen om sig selv.

Akkurat som det bornholmske landskab, hvor mørke skove og moser med væltede træer, vidt forgrenet rodnet og uigennemtrængelige budskadser brat afløses af stejle klippevægge og vidstrakte panoramaer ud over havet.

– Havet er en stor del af det at bo på Bornholm, konstaterer Troels Cort Nielsen.

– Det er så stort og abstrakt, og det giver én en følelse af, at alt er muligt, tager Simon Sonne Andersen tråden op og fortsætter:

– Inde på øen lukker naturen sig sammen, herude ændrer den sig hele tiden foran én. Det er lidt en kliché, men det er jo meget storslået.

 

Jeg beder de underjordiske om
at tage min far med. Jeg bruger
salmerne som en besværgelse af ham

 

Den dynamik har Orm stræbt efter at genskabe i musikken, og det er altså lykkedes dem, hvis man skal tro de mange roser, ’Ir’ har fået.

Lørdag d. 10. oktober bringer de den så tilbage til Bornholm. Sidste efterår opførte de ’Ir’ i sin helhed på metalfestivalen Raise Your Horns i Musikhuzet, men koncerten på Rønne Theater bliver en anden: Dels føjer de ’Mit blod’ til som anden akt, dels er de ved at arrangere dele af værket for strygere og blæsere og tager en klassisk kvartet med på scenen. Planen er at optage koncerten og udgive den på plade.

Og med dét sætte et punktum for den dybt personlige oplevelse, det har været at bearbejde sin sorg og vrede gennem musikken. Der er blevet taget godt og grundigt af hovedstolen, og nu er det snart tid til at lave noget helt nyt.

– Teaterkoncerten skulle have afsluttet en cyklus. Vi skulle have spillet en masse koncerter i løbet af foråret og sommeren på festivaler og spillesteder, men det er alt sammen blevet rykket til næste år nu, lyder det fortrydeligt fra Simon Sonne Andersen.

Alligevel markerer det en form for afslutning, når Orm spiller på Rønne Theater, hvor det hele begyndte i midten af 00’erne.

– Der er en særlig magi ude i sminken og omme bag tæppet med en fyldt sal ude foran. Det passer meget bedre til musikken end at spille den på en lille rockclub som Stengade i København.