Unge festede på skole igen – 16-årig pige anholdt for at sparke betjent

Unge festede på skole igen – 16-årig pige anholdt for at sparke betjent
Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 22. AUG 2020 • 08:09
Af:
torben-oestergaard-moeller

22. AUG 2020 • 08:09
DØGNRAPPORTEN

Bornholms Politi greb klokken 22.40 fredag aften ind, da en flok unge mennesker havde forsamlet sig og festede i skolegården på Åvangsskolen, Rønne.

Det oplyser vagthavende til Bornholms Tidende.

– Vi lavede et almindeligt tilsyn deroppe siger han.

– Og der var cirka 40 unge mennesker forsamlet med lidt uro til følge. Så vi bad dem om at opføre sig ordentligt og forklarede, at de skulle rydde op og forlade stedet.

Og det gjorde de så?

– Ja, bortset fra en ung pige på 16 år, som ikke rigtig kunne indordne sig, så hun blev anholdt og taget med på Politigården. Hun sparkede faktisk en politimand over skinnebenet, hvilket hun blev sigtet for.

De sociale myndigheder blev kontaktet og pigen løsladt efter et par timer.

Det er ikke længere siden end begyndelsen af denne måned, at Bornholms Politi til Bornholms Tidende fortalte om tilsvarende problemer på Åvangsskolen, når unge forsamledes, festede og svinede.

– I den forbindelse vil vi gerne opfordre forældre til at have styr på, hvor deres halvstore børn er, sagde den daværende vagthavende.