Snogebæk-Dueodde var landets farligste kyst

HISTORIE

I Danmark er det traditionelt den grumme kyst langs Vesterhavet, der forbindes med skibskatastrofer. Men rent faktisk kan antallet af strandinger ved kysten mellem Snogebæk og Dueodde måle sig med antallet i det jyske.

Alligevel havde det officielle Danmark ved loven af 1852 om etablering af et redningsvæsen i Danmark i første omgang ”glemt” Bornholm, som i så mange andre tilfælde igennem historien.

Men lokale embedsmænd, der selv i 1846 havde overværet en forfærdelig stranding med ni druknede ud for Svaneke Havn, gjorde en aktiv indsats for, at Bornholm i sidste ende også kunne blive en del af loven.

Det fortæller Bornholms Museums maritime specialist med en fortid på Orlogsmuseet, Jakob Seerup, i den indholdsrige og netop på Gads Forlag udkomne ”Søfartshistorier – Danmarkshistorien til søs”, hvor han står for et bornholmsk kapitel.


Dannebrog på kryds

Titlen er ”Redningsvæsenet – en maritim infrastruktur set fra en klippeø”, der i ord og billeder beretter om redningsvæsenet på Bornholm gennem tiden, hvor søfarten med øens centrale beliggenhed altid har betydet liv og død og velstand.

I 1852 oprettedes fem stationer på Bornholm med de karakteristiske grønne porte med dannebrogsflag på kryds. Snogebæk fik såvel redningsbåd som raketapparat, Rønne, Allinge, Gudhjem og Svaneke fik kun raketapparater. Men i 1863 fik også Rønne redningsbåd.

Senere oprettes stationer i Hasle og på Christiansø samt en bistation med redningsbåd ved Boderne. Der etableredes redningstier langs kysterne, hvor mandskab patruljerede i dårligt vejr, og senere suppleredes med særlige telefonstationer.

Fyr, både og raketter

Med i sikkerhedsbilledet skal også, at der siden 1830’erne blev opført et fintmasket net af fyr i de danske farvande. Blandt højdepunkterne anses Skagens Fyr fra 1858, Dueodde Fyr fra 1879 og Hammerens fyr fra 1892.

Snogebæk Redningsstation var fra starten naturligt den største af de bornholmske stationer og den eneste, der også havde redningsbåd. Stationen varetog redningstjenesten fra Nexø i nord til Sose i syd.

Man nåede at deltage i 65 alvorlige redningsaktioner, 51 med båd og 14 med raketapparat. 361 mennesker blev bjerget i land. Ved stationen var ansat en opsynsmand, en bådformand og 11 bådmænd.


Hestetrukne

Fra det danske redningsvæsens start i 1852 og indtil 1914 anvendte man kun ti-årers robåde i redningsvæsenet. Fra da af begyndte man også at anvende motorbåde.

Bådene var synkefrie med lufttætte kasser og selvlænsende med ventiler i bund og på sider. Men de måtte ikke være særlig tunge, idet de skulle kunne trækkes på en vogn af heste gennem vanskeligt terræn.

Redningsbåden i Snogebæk fra 1852 blev først udskiftet i 1907. Og det var så den båd, der blev anvendt lige til stationen blev nedlagt i 1964, og som er bevaret og netop er vendt tilbage til Snogebæk.

Fra først i 1960’erne blev redningsaktionerne stadigt hyppigere overtaget af søværnets redningshelikoptere eller redningsfartøjer stationeret i Rønne og Nexø. Og nu om dage har teknologiske fremskridt som radar og gps gjort strandinger forholdsvis sjældne.