Jakob Seerup korrigerer Andersen Nexø-skrøne: Lokale lokkede ikke til stranding

HISTORIE

Fra gammel tid har folkelige overleveringer berettet om indbyggere i små samfund langs farlige og afsides kyster, der lokkede skibe på grund for at plyndre og ligefrem myrde de skibrudne.

– Der findes dog ikke saglig forskning, der kan bevise, at noget sådant nogensinde har fundet sted i Danmark, fastslår den bornholmske museumsinspektør Jakob Seerup i den netop udkomne ”Søfartshistorier –?Danmarkshistorien til søs”.

Hermed afliver han en bornholmsk skrøne, der har ingen ringere end den verdensberømte Martin Andersen Nexø som ophavsmand og blev bragt til torvs i hans mesterlige ”Bornholmernoveller”.

Vragrøvere

I novellesamlingen om menneskelig nød og fattigdom til alle tider giver Martin Andersen Nexø folkeoverleveringer stemme i scenerier, hentet fra Snogebæk og fra Nexø-kanten, hvor han jo var opvokset.

I novellen ”Når nøden er størst” udstiller Martin Andesen Nexø nærmest sydbornholmerne som lumske og umælende rovdyr, der bevidst driver skibe til stranding, så de kan mæske sig ved vraggodset.

Hvis forfatterens samtid opfattede fortællingerne som autentiske egnsbeskrivelser, så forstår man udmærket, at de ikke kunne døje ham. De er næsten uden undtagelse ganske hamper læsning: Om råhed, afstumpethed og stupiditet.


”En stranding”

Novellesamlingen har givet været stærkt medvirkende til, at Martin Andersen Nexø først blev udnævnt til æresborger i byen, hvis navn han bragte verden rundt, i 1996 – 42 år efter sin død – efter flere forsøg og en indædt offentlig debat.

Så hjalp det ikke, at Andersen Nexø i sit berømteste værk ”Pelle Erobreren” har iscenesat en dramatisk stranding, hvor to unge fiskere heltemodigt får redningsstolen ud til en forlist skude og redder de fem ombordværende, mens den ene redningsmand drukner.

Et uddrag af ”En stranding” bruger Jakob Seerup i sit bornholmske kapitel til at illustrere datidens primitive redningsudstyr i en tid, hvor der alene mellem 1830 og 1921 blev registreret ikke færre end 151 strandinger ved Snogebæk og Dueodde.

De dødes odde

Netop denne kyststrækning var skueplads for langt de fleste af øens strandinger. Seerup anfører, at lokale overleveringer kaldte Dueodde for ”Dawaudinj” – de dødes odde, og i 1850 beskriver en officiel kommission strækningen således:

”Due Odde anses som det farligste punkt på øen, karakteren af kysten er her aldeles forskellig fra de øvriges, idet det her er flyvesand, som danner rev ud på flere steder, og på grund af kviksand synker de grundløbne skibe i meget kort tid.

Salthammer og Broens Rev ved Snogebæk er meget farlige punkter. Da strandingerne på disse rev sker i længere afstand fra selve kysten, vil, foruden raketapparatet, et redningsfartøj her finde god anvendelse for at komme de skibbrudne til hjælp.”