En dag flyttede vi resolut og ganske beslutsomt – og med hjælp fra en datter og hendes kæreste, som begge er stærke og stålsatte unge mennesker – de ophobede ting ud af huset, ud i gårdhaven, og det var ganske utroligt, hvad der havde sneget sig ind. Foto: Torben Østergaard Møller

Baghuset i den fjerde dimension

KLUMME

Det kan lyde besynderligt, men i adskillige årtier har astrologerne ikke kunnet finde sådan cirka halvdelen af universet.

Beregninger af Big Bang og teorierne om denne største begivenhed i universets beståen – nemlig dets opståen for 13,8 milliarder år siden – viste, at stoffet måtte eksistere et eller andet sted derude, men hvor hulen var det?!

Da jeg for nylig blev opmærksom på, at forskerne omsider havde fundet det, var min første tanke at tage en strakt galop gennem vores gårdhave derhjemme og ud i vores baghus for at se, om vi havde haft indbrud.

Du skal se at få ryddet op, og det gør du lettest
ved simpelthen at inddele alle tingene i baghuset
i fire kategorier, som du placerer hvert sit sted
under betegnelsen rød, gul og grøn.

Nogen kunne have være på uanmeldt besøg og opdaget det syndige og uoverskueligt omfangsrige rod af ting, sager, dingenoter og objekter af snart sagt enhver tænkelig beskaffenhed, som stik imod mine intentioner på uforståelig vis havde taget ophold der.

Min spontant opståede og absolut ikke gennemtænkte teori gik på, at disse nogen, da de slog døren på vid gab, kunne have reageret med et “heureka!”. Dér har vi jo den forsvundne halvdel!

Universet er atter forenet, og beregningerne var præcise.

At den forsvundne halvdel var fundet stod blandt andet at læse i det videnskabelige tidsskrift Nature, fortalte videnskabsjournalist Lone Frank i sin ugentlige podcast på Weekendavisen, hvor hun for at høre mere om baggrunden interviewede astronom og professor ved Niels Bohr Instituttet Johan Fynbo, som forsker i “Det kosmiske daggry”.

Han fortalte, at stoffet simpelthen bare havde ligget og flydt i det intergalaktiske rum – ja, han bevægede sig nærmest demonstrativt i en stor bue uden om et baghus i Rønne i sine forklaringer.

 

Den synlige masse af galaksehoben var ikke nok
til at holde den sammen. Den havde tilsyneladende
brug for en hel del ekstra – og usynlig –
masse for at holde sammen på tropperne

 

Det er mere end 85 år siden, man opdagede, at der var noget, der manglede, har jeg siden læst på sdu.dk:

I 1933 studerede den schweizisk-amerikansk astrofysiker Fritz Zwicky en klynge af galakser kaldet Coma. Ved hjælp af den såkaldte dopplerteknik kunne han udlede hastigheden af de individuelle galakser inden for klyngen.

Ved at bruge en sætning i den klassiske mekanik, der forbinder den kinetiske energi af et bundet system med dets gravitationelle potentielle energi, gjorde Zwicky en overraskende opdagelse: Den synlige masse af galaksehoben var ikke nok til at holde den sammen. Den havde tilsyneladende brug for en hel del ekstra – og usynlig – masse for at holde sammen på tropperne.

Siden da bekræftede en række andre observationer indirekte eksistensen af mørkt stof, som blev betegnelsen for universets manglende masse.

Jeg har selv åbnet døren til vores baghus og lavede komplicerede og lettere fortvivlede kalkuler, hvor jeg rodede rundt i hjernekisten i håb om at finde nogle rester fra matematik- og fysiktimerne om den klassiske mekanik, uforståelige energier og hvis ikke galaksehobe, så dog hobe af ting produceret i det 20. århundrede for at regne de magnetiske kræfter ud, som jeg forstod – ja, det kunne jeg jo direkte konstatere – en eller anden form for elektro- eller anden magnetisme havde trukket inden for i vores baghus, når jeg var uopmærksom.

Men mine evner slog ikke helt til.

 

Jeg blev lidt ærgerlig over, at det ikke i
det mindste var noget af den der mørke,
mystiske energi, som man ikke ved,
hvad er, der var bunket op derude

 

Nu kunne jeg i stedet høre Johan Fynbo fortælle, at det mindst mystiske af det, der manglede ude i universet, er det, forskerne kalder baryonisk stof, som åbenbart er ganske almindelige atomer og kemiske forbindelser.

Jeg vurderede, at det var den slags kedeligt stof, baryonisk, der i forskellige udtryk og forme havde gjort sit indtog i baghuset, og jeg må tilstå, at jeg blev lidt ærgerlig over, at det ikke i det mindste var noget af den der mørke, mystiske energi, som man ikke ved, hvad er, der var bunket op derude.

Så kunne jeg have ringet til hr. Fynbo:

– Jeg har hørt, du leder efter noget? Måske, du skulle tage et smut forbi Nørregade i Rønne.

Men jeg kunne jo også godt gennemskue, at Ikea-frembringelser og planteskjulere og alt det andet ragelse formentlig var netop halvkedelige baryoniske frembringelser.

Hvorom alting er: Forskerne havde altså en idé om, hvor meget stof, der burde være pr. kubikmeter i gennemsnit i universet, og rent faktisk manglede der måske endnu mere end halvdelen, helt op til 90 procent.

Det forsvundne stof viste sig at være utroligt “tyndt”, om man så må sige, idet der måske kun befandt sig en elektron pr kubikmeter i en form for plasma eller ioniseret stof, og så er det altså ikke let at få øje på. Man skal bede sin optiker om virkelig at sætte styrke på læsebrillen for at få mulighed for at fokusere på sådan noget diffust materiale.

Det er med andre ord så svært at registrere, at det simpelthen var blevet væk for forskerne.

Helt anderledes var det altså i vores baghus, som vi havde forsømt at holde øje med, hvorfor forekomsterne af stof – særdeles synligt stof – stille og roligt var løbet løbsk.

Og det undrede mig, for havde jeg ikke netop for nylig foretaget den stik modsatte manøvre og ryddet op og ud i det dér baghus, så det fremstod tilgængeligt for både fester og overnatninger, og så man kunne få adgang til køleskabet ovre i det fjerne hjørne?

Jo, jeg havde …

Altså, ved nærmere eftertanke for syv-otte år siden, og i løbet af det åremål kan tingene sagtens gå i den gale retning igen, hvis man ikke på nærmest dagligt basis er særdeles årvågen og kæmper imod.

 

Du skal se at få ryddet op

 

Faktisk var det ikke nogen helt ny tanke, at ophobningerne i baghuset var af en ganske særlig kaliber. Vi havde til et middagsselskab for et års tid siden blandt andet besøg af en sød veninde, som viste sig at ligge ind med et godt råd, da jeg sad og jamrede over, at jeg fornemmede, det var ved at løbe løbsk derude.

Hun forklarede mig, hvordan jeg kunne vende udviklingen og igen tilkæmpe mig kontrol over situationen:

– Du skal se at få ryddet op, sagde hun og fik det til at lyde overkommeligt, men fortsatte dog pædagogisk:

– Og det gør du lettest ved simpelthen at inddele alle tingene i baghuset i fire kategorier, som du placerer hvert sit sted under betegnelsen rød, gul og grøn. Rød er det, du hurtigt afgør, du ikke vil af med, gul er det, du er usikker på, og grøn er det, der bare skal ud øjeblikkeligt.

Jeg forstod med det samme, at hun havde fat i den lange ende. Især hæftede jeg mig ved, at hun sagde “fire kategorier” og betegnede dem som henholdsvis rød, gul og grøn. Jeg indså, at den fjerde unævnelige kategori måtte være vores baghus, som på en eller anden måde eksisterer uden for tid og sted i en art fjerde dimension, hvorfor det som en slags sort hul stille og roligt kan støvsuge universet for uendeligheder af ligegyldige ting.

Nu var det blevet umuligt at bevæge sig ind i baghuset, så i stedet flyttede vi en dag resolut og ganske beslutsomt – og med hjælp fra en datter og hendes kæreste, som begge er stærke og stålsatte unge mennesker – de ophobede ting ud af huset, ud i gårdhaven, og det var ganske utroligt, hvad der havde sneget sig ind.

Der var sækkestole i flere udgaver, almindelige stole, en gyngestol, en futon, hylder og gulvbrædder og magasinholdere, bøger, kommoder, borde i adskillige afskygninger, papirer, der burde være ryddet op i år tilbage, gammel elektronik, deriblandt adskillige hifi-anlæg og højttalere, industrireoler, tagsten, neonlysrør, globuser, diskolamper, puslespil, isskøjter, rulleskøjter, ski, fiskestænger, lysestager og vaser, glas og tallerkener, ledninger og lamper, krukker og sko og børnesikrede låger, golfsæt og poser med tøj.

Og meget, meget mere.

Tegning: Jørn Villumsen

Vi hyrede en mand, som kom forbi med en stor trailer, og vi smed så meget op i den, at vi på turen til Bofa kunne høre, hvordan hjulene slæbte mod hjulskærmene.

Vi fravalgte muligheden af et længerevarende gårdsalg af skræk for, at det hele ville trække ud og oprydningen gå i stå, men stillede dog et bord med effekter ud på offentlig gade ved vores bagudgang, hvor folk kunne tage, hvad de havde lyst til, og betale i en lille sparegris.

Jeg overvejede at tilføje et skilt, hvorpå der stod: “Bare rolig, vi anmelder det ikke, hvis du stjæler noget”. Tingene skulle bare væk.

Men nu går jeg så og tænker lidt over, hvor det hele er blevet af. Er der gået noget til genbrug, er det røget op gennem en skorsten?

Gør det nogen forskel i astrologernes ligninger?

Er alt skabt stof for evigt tvunget til under en eller anden form at være en del af dette univers?

Eller er der en smutvej, en art kattelem?

Måske til et baghus i et helt andet univers, end det vi kender …