78-årige John fra Præstø regner det ikke for noget at cykle Bornholm Rundt

78-årige John fra Præstø regner det ikke for noget at cykle Bornholm Rundt
John Thøfner er rejst fra Præstø på Sjælland til Bornholm for at cykle øen rundt. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 22. AUG 2020 • 21:18
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
22. AUG 2020 • 21:18
MOTIONSLØB

Det traditionsrige cykelløb Bornholm Rundt bliver på grund af corona afviklet på en særlig måde i år, hvor der for eksempel ikke var fælles start og heller ikke så mange depoter rundt på ruten.

Som vanligt er det dog muligt for motionisterne lige at strække benene og få sig noget at drikke ved et depot på p-pladsen ved Hammershus.
Jeg kører 25-30 kilometer
om dagen. Når det er tørvejr.
Når det er regnvejr, kører jeg ikke.

Her mødte Bornholms Tidende den usædvanligt friske 78-årige John Thøfner fra Præstø på Sjælland, som var godt i gang med at gennemføre sit femte Bornholm Rundt, som han var kommet tilrejsende for at gøre.

Sammen med sin kone har han indlogeret sig i Rønne.

Hvordan går det i år?

– Ja, det går fint siger han og lyder fuldstændig frisk og kampklar.

– Og det er jo dejligt vejr, men det bliver værre i morgen.

Af præcis den grund valgte han at cykle øen rundt lørdag frem for søndag, forklarer han.

– Man kunne jo i år selv vælge, hvilken dag man ville cykle, og så tog jeg lørdag, fordi det er godt vejr, og der var ikke så meget vind og alt det der.

Hvor meget træner du?

– Jeg kører 25-30 kilometer om dagen. Når det er tørvejr. Når det er regnvejr, kører jeg ikke.

Det er ren motionscykling, du dyrker?

– Ja. Jeg har diabetes, og så blev jeg anbefalet at cykle. Det har så taget lidt om sig. Mere og mere.

Så er det jo "a piece of cake" for dig at cykle Bornholm Rundt?

– Absolut!

Er det virkelig det?

– Ja, det er det, haha, ler han overmåde overskudsagtigt.

– Det er rigtigt. Vi har en lejlighed i Rønne, mens vi er her, og der kørte jeg ud fra, og så er jeg på vej hjemad nu.

Og hvornår startede du ud?

– Klokken 8.30. Jeg plejer at klare den på fire timer, men i år bliver det nok fem, for jeg er kørt meget alene.

Hvad med din kone?

– Hun er inde i Rønne, hun cykler ikke. Men hun går i stedet for fem-ti kilometer om dagen, siger John Thøfner og springer på cyklen for at køre det sidste stykke hjem mod Rønne.