'Med det nye fugleskjul er vi gemt ind i naturen'

'Med det nye fugleskjul er vi gemt ind i naturen'
Carsten Andersen, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening, kan glæde sig over, at der nu igen er et fugleskjul i Udkær. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 21. AUG 2020 • 11:33
Julia Aka Wille
Journalist
| ABONNENT
21. AUG 2020 • 11:33
NATUR

Der er ikke langt fra tanke til virkelighed hos Dansk Ornitologisk Forening (DOF). Efter et års planlægning er Udkærs nye fugleskjul færdigt og klar til besøgende. DOF håber, den uspolerede natur omkring fugleskjulet gør, at Udkær kan ses på en ny måde, når vandet og naturen bliver sluppet løs.

Der har ikke været noget fungerende fugleskjul i Udkær i fem år, da det tidligere fugleskjul blev råddent og skulle rives ned. De besøgende har derfor måttet observere fuglene fra en bænk.

– Fuglene forsvandt hurtigt, når man satte sig derned. Med det her nye fugleskjul er vi gemt ind i naturen, og fuglene bliver ikke forstyrret af os, fortæller formand for DOF, Carsten Andersen.

Fugleskjulet ligger på Naturstyrelsens område, og Naturstyrelsen har også været en del ind over projektet. Det er Bornholms Regionskommune og Naturstyrelsen, der har stået for tilladelserne til bygningen af fugleskjulet. For at finansiere projektet har DOG måttet finde penge og søge legater. Friluftrådets har givet halvdelen, endvidere har Sparekassen Bornholm og Brødrene Larsen-legatet givet penge til projektet.

– Der er mange, der har været gode til at hjælpe, og kommunen har behandlet sagen i en ruf. Det har været fantastisk at opleve, fortæller Carsten Andersen.


Fugleskjulet ligger tæt på Naturstyrelsens nye shelters i Udkær, og det håber DOF, kan udvide brugergruppen for skjulet.

– Det er meget let tilgængeligt, så det er ikke kun for hardcore ornitologer, men for alle, så vi håber, at skjulet kan være med til at formidle noget bornholmsk natur, siger formanden.

Naturstyrelsens nye naturgenopretning med vådområder i Ekkodalen ligger lige under to kilometer væk fra skjulet, og med de nye vådområder orventes der at komme øget fugleliv i Udkær.

– Vand og fred er vigtigt for blandt andet tranerne, og til foråret bliver det her et af de bedste steder på Bornholm at kigge på dem.

Det bliver også muligt at se havørne og vandrefalke i Udkærs fugleskjul samt cirka 214 andre fuglearter.

Det er den lokale tømrer Jan Riis-Hansen, der har tegnet og bygget fugleskjulet. Han har i mange år været medlem af DOF.

– Jeg har gået her i en måneds tid og bygget skjulet, og planlægningen har taget cirka et år, så det er dejligt at kunne indvi det nu, fortæller Jan Riis-Hansen.