Hvorfor længes vi egentlig efter at flyve Jorden rundt?

LEDER

Vi kommer til at leve med risikoen for at blive smittet med corona, indtil der ligger en vaccine. Derfor skal vi både i tanke og handling indstille os på, at livet ikke bliver det samme. Måske troede vi, at det ville være overstået, fordi vi så dydigt i det indledende coronaberedskab, hvor regeringen med Mette Frederiksen i spidsen jævnligt læste lektierne højt for os, overholdt reglerne.

Men virus kan hverken vaskes væk eller druknes i håndsprit. Den dør heller ikke, fordi vi ikke trykker hænder eller krammer.

Vi kommer til at leve med den på godt og ondt.

For det hele er ikke ondt. Spredningen af andre sygdomme er væsentligt reduceret, fordi vi har vænnet os af med at trykke hænder. Et fast håndtryk efterfulgt af en tillidsvækkende udveksling af øjenkontakt er en del af en dansk tradition. Men det er også en uforskammet sikker måde at overføre sygdom på. Tænk hvor mange der kunne have undgået influenza, hvis vi ikke hilste på den måde. Det er mange sygedage. Ubehageligt og dyrt og unødvendigt.

Det er også godt, at vi lærer at gå væk fra andre, når vi skal hoste. Og det gør absolut heller ingenting, at vi får trukket tydeligt op, at håndhygiejne er lig med god dannelse og solidaritet med andre.

Med andre ord er vi i en fase, hvor vi går fra at være styret af myndighedernes messende og irriterende, men nødvendige irettesættelser, til at optage nogle elementære og bedre vaner i vores liv. Det er godt.

 

På Bornholm begræder vi taget af krydstogtanløb.
Men er det sikkert, at vi nogensinde
skal have samme rejseaktivitet igen?

 

Men det er også som om, at vi har meget travlt med at komme tilbage til et liv, som vi måske netop ikke skal tilbage til – uden at vi drøfter det.

Vi hører alvorlige historier om, at rejsebranchen lider, og flyene står stille. På Bornholm begræder vi tabet af krydstogtanløb. Men er det sikkert, at vi nogensinde skal have samme rejseaktivitet igen? Har vi ikke lært, at det ikke er naturligt for klodens samlede liv, at en bestemt race, mennesket, spreder sig med flyets hast mellem hinanden på kryds og tværs? Eller mænger sig omkring buffetens lune retter, mens vi krydser verdenshavene? I skrivende stund virker det som gammeldags rejseidealer. Skal de tilbage?

Pandemier bliver kun globale, fordi vi bærer virus videre til hinanden. Så den afstand vi skal holde i supermarkedet, skal vi også overholde ”stammerne” imellem. Men vil vi lære det? Når en dag vaccinen er klar, er der stor risiko for, at vi springer direkte tilbage i et liv uden omtanke for, at der altid opstår nye sygdomme, som kan lægge os ned.

Vi skal bruge tiden frem mod vaccinen kommer til at drøfte en mere grundlæggende omlægning af vores livsstil, som både er bedre for folkesundheden, kloden og miljøet – og dermed i sidste ende økonomien. Det er for eksempel ikke en tragedie, at vi ikke kan flyve Jorden rundt hver tredje måned. Det er tværtimod tankevækkende, at vi lever fint uden.

Kan vi tale lidt om det?