58 både med til DM i modelskibssejlads

58 både med til DM i modelskibssejlads
DM i modelskibssejlads foregår i søen på hjørnet af Zahrtmannsvej og Bellmannsvej i Rønne. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 21. AUG 2020 • 06:27
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
21. AUG 2020 • 06:27
HOBBY

22 sejlere og 58 både er med i weekendens danmarksmesterskaber i modelskibssejlads og -bygning, som holdes ved søen på Zahrtmannsvej i Rønne.

– Vi plejer at være 30-40 deltagere, men på grund af coronaen vælger nogle at blive væk. Det er forståeligt nok, for en del af dem er pensionister, siger Casper Knudsen, formand for værtsklubben, RC Bornholm, som har sit klubhus ved søen.

Den lille bornholmske klub stiller selv med syv deltagere, hvor man ellers plejer at være to af sted, når DM foregår ovre, oplyser Casper Knudsen.

RC Bornholm får som værtsklub assistance af Vallensbæk Modelskibs Klub, som er stævnets tekniske arrangør. Det vil sige, at man lokalt gør alle faciliteterne klar, hvorefter man fra Vallensbæk kommer med dommer, computer og andet teknisk udstyr.

DM, hvor der konkurreres i 10 klasser, handler ikke om at sejle stærkt med de fjernstyrede både, men mere om at vise håndelag for at kunne styre dem præcist, forklarer Casper Knudsen.

Man har syv minutter til at gennemsejle en bane, hvor man skal igennem nogle bøjer. Man starter med 100 point, som der bliver trukket fra, hvis man laver fejl. Det er lidt efter samme princip som i ridebanespringning.

Stævnet starter lørdag, hvor udvalgsformand Erik Lund Hansen fra kommunens job-, udviklings- og fritidsudvalg står for åbningen. Man fortsætter søndag og regner med at være klar til præmieoverrækkelse ved frokosttid.

Publikum er velkommen til arrangementet, hvor der dog også vil være nogle coronaforholdsregler. Der vil være masser af flotte både at se på, lover Casper Knudsen.