Drabssted i Nordskoven. Foto: Berit Hvassum

Stop rygtespekulation om tragedien i Nordskoven

LEDER
Inden rygtestrømmene ingen tager fat og forfører landspolitikere, meningsdannere, københavneraviser og andre såkaldt toneangivende aktører, så lad os lige slå fast, hvad vi nu ved om det overfald i Nordskoven, der medførte at den 28-årige Phillip Mbuji Johansen døde natten til den 23. juni i år.

LEDER

Inden rygtestrømmene ingen tager fat og forfører landspolitikere, meningsdannere, københavneraviser og andre såkaldt toneangivende aktører, så lad os lige slå fast, hvad vi nu ved om det overfald i Nordskoven, der medførte at den 28-årige Phillip Mbuji Johansen døde natten til den 23. juni i år.

Hvad var det helt præcist, der kom frem på gårsdagens retsmøde, hvor den yngste af de to brødre fik forlænget sin varetægtsfængsling? Den ældste har accepteret forlængelse uden retsmøde.

Der skete blandt andet det, at vi for første gang fik lov at høre den forklaring, som den yngste af de to brødre tidligere har givet politiet om motivet bag overfaldet.

Alt vi hidtil har fået at vide, har været, at overfaldet skyldes en personlig relation, der er gået galt. Den forklaring har anklagemyndigheden stået frem med for at undgå spekulation i, at motivet er racistisk.

En mission, der som bekendt slet ikke er lykkedes. Tværtimod har vi været vidner til et meget uskønt forløb, hvor også landspolitikere har forsøgt at bruge tragedien som platform for deres egen politisk korrekte dagsorden. Racisme er for ubehageligt og alvorligt til, at det skal spændes for folkevalgtes kampagnevogn. Det burde vi have lært nu.

 

Racisme er for ubehageligt og alvorligt til,
at det skal spændes for folkevalgtes kampagnevogn.
Det burde vi have lært nu

 

I går kom der mere konkrete detaljer på plads om den yngste brors forklaring. Han bekræftede, at han har forklaret politiet, at hans storebror, umiddelbart før overfaldet, havde fortalt ham, at deres mor har sagt, at Phillip Mbuji Johansen havde forgrebet sig seksuelt på hende og ved en lejlighed havde voldtaget hende. Og at det var anledningen til, at de to brødre havde besluttet sig for at give ham en lærestreg, som det lød.

Nu handler det om at bevare både nysgerrighed og anstændighed. Den påståede voldtægt er aldrig blevet anmeldt. Vi ved ikke, om det er rigtigt, at der har fundet en voldtægt sted. Vi ved heller ikke, om det er rigtigt, at storebroderen har givet den forklaring til den yngste bror. Og vi skal anstændigvis huske, at det er meget voldsomt for Phillip Mbuji Johansens efterladte at høre den anklage.

Forklaringen inkluderer ydermere også de to brødres mor, uden at hun har mulighed for at komme til genmæle – med mindre hun vælger at stå frem i offentligheden med alt, hvad det måtte medføre.

Bornholms Tidende har været nødt til at fjerne et debatspor om sagen, fordi der blev skrevet ting i ren spekulation, som ikke mindst var hårde ved brødrenes mor.

Selvfølgelig gør vi os alle vores tanker, men vi skal afholde os fra gøre en stor tragedie til en arena for det rene sladder og spekulation. Hvis vi her på Bornholm overholder de regler, kan det være, at vi kan vise vejen for andre, der vil bruge tragedien til at sætte deres egen dagsorden.