Patrick Hult alene med Râzapâz igen

Patrick Hult alene med Râzapâz igen
Patrick Hult skal ikke længere være direktør i Michael Møllers selskab Râzapâz Aps., oplyser erhvervsmanden. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 20. AUG 2020 • 15:28
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
20. AUG 2020 • 15:28
Patrick Hult, som tidligere i år åbnede vinbar og restaurant Râzapâz på Laksetorv i Rønne, kom i problemer, da coronakrisen satte ind kort efter hans åbningsdag.

Men erhvervsmanden Michael Møller, som blandt andet driver Bornholmertårnet i Dueodde og Bornholmerslottet i Rønne, trådte til med en hjælpende økonomisk håndsrækning.

Nu går de to imidlertid fra hinanden igen, oplyser Michael Møller.

– Det eneste, der er at fortælle, er, at jeg har trukket mig fra Râzapâz, siger han til Bornholms Tidende.

– Det gjorde jeg i mandags, og dermed er Patrick heller ikke længere direktør for mine restauranter. Længere er den ikke.

Michael Møller havde således oprettet Râzapâz Aps., som Patrick Hult var direktør i og som drev Râzapâz i Rønne, Høiers i Allinge og Restaurant Møllen i Gudhjem.
Jeg satser på
at åbne igen,
men skal bare
finde ud af hvordan.

Patrick Hult, Râzapâz

I begyndelsen af juni fortalte Michael Møller til Bornholms Tidende, at grundstammen for alle tre restauranter skulle være den slags mad, man ser på Râzapâz, men stadig med oplevelsen af tre forskellige restauranter.


I er kommet i konflikt med hinanden eller hvad?

– Nej, det tror jeg ikke, du skal skrive, ler Michael Møller.

– Men jeg udtaler mig ikke om personalesager.

Hvad betyder det her i forhold til de tre restauranter?

– Det betyder bare, at han kører Râzapâz i Rønne videre alene.

Han ryger ud af selskabet med de tre restauranter?

– Ja, præcis. Og så kan han køre videre i Rønne, ligesom han gjorde, før jeg kom med, siger Michael Møller.

Til Bornholms Tidende oplyser Patrick Hult, at han lige nu er lidt på Herrens mark, idet han dog arbejder på at genåbne på Laksetorvet hurtigst muligt.

– Men jeg ved ikke så meget endnu, siger han.

Michael Møller siger, at du ikke længere er direktør i selskabet Râzapâz Aps., men at du jo kan køre videre alene i Rønne, som du gjorde, inden han trådte til?

– Ja. Men indtil jeg hører noget fra ham, ved jeg ingenting.

Uden kapital

Kan man regne med, at du åbner igen på Laksetorvet?

– Det gør jeg alt i verden for, men jeg ved ikke hvordan. Som det ser ud lige nu, står jeg uden kapital, og alt det, jeg har kæmpet for i løbet af sommeren, er væk. Jeg satser på at åbne igen, men skal finde ud af hvordan. Jeg er i kontakt med mine leverandører og min udlejer og så videre, så jeg håber på at åbne hurtigt, men jeg ved ingenting.

Afventer du et udspil fra Michael Møller?

– Ja, det har jeg gjort nu i et par dage, siger Patrick Hult.

Kan du fortælle mig, hvorfor I skal splitte op?

– Ikke før jeg har hørt fra ham. Men vi er uenige om driften.

Patrick Hult har tidligere i Bornholms Tidende forklaret, at hans filosofi bag Râzapâz var at fylde de mangler ud i Rønne, som han syntes, der var.

– Der manglede et voksen-gå-ud-sted, som ikke var påduttet restaurant, men heller ikke bodega. Samtidig manglede der et sprælsk og moderne spisested, som ikke krævede en stor menu, sagde han blandt andet.
Patrick på Facebook

Patrick Hult skrev onsdag den 19. august  på profilen " bar_ râzapâz" på Facebook:

TO SKRIDT FREM OG ET TILBAGE

Râzapâz er desværre lukket på ubestemt tid. Dette er absolut ikke en frivillig beslutning.

Jeg arbejder på at åbne op igen, på samme vilkår som før corona-nedlukningen.

Jeg håber på at kunne være i gang i næste uge med dejlig vin og mad på Laksetorvet.

Jeg savner alle mine dejlige gæster, der kommer for vin og hygge, og glæder mig til at se jer igen asap.

Tak for alle jer.

Patrick Aka. Râzapâzen.