Henrik Lehmann havde anskaffet, og lakeret to nye trillebører til brug til servering. Den ene er blevet stjålet, mens Henrik Lehmann har låst den anden inde, for at passe på den. Det er den, der ses på billedet her. Foto: Danny Christensen

Dusør udloves: Tyveri på gæstgiveren

Der er en trillebørstyv på spil i Allinge. Det kan Henrik Lehmann, der ejer Gæstgiveren, fortælle. Det er uvist præcis hvornår, men på et tidspunkt i den første uge i august, blev den ene af to nylakerede, højrøde, trillebører bortført fra Gæstens matrikel.

TYVERI

Der er en trillebørstyv på spil i Allinge. Det kan Henrik Lehmann, der ejer Gæstgiveren, fortælle. Det er uvist præcis hvornår, men på et tidspunkt i den første uge i august, blev den ene af to nylakerede, højrøde, trillebører bortført fra Gæstens matrikel. Trillebørerne var indkøbt til at fungere som mobile serveringsbarer til sæsonen, hvor coronarestriktionerne blandt andet betød, at spillestedets gæster skulle sidde ned til koncerter. De to røde trillebører skulle simpelthen bruges til at sælge fadøl og gin & tonics til de pænt siddende gæster. Henrik Lehmann fortæller, at trillebørerne var specifikt indkøbt til formålet og var blevet autolakeret i Rønne til en net sum. Derfor ærgrer det ham, at den ene trillebør nu er forsvundet.

– Det har vel kostet et par tusinde at få dem lakeret. De er meget flotte, og det er rent ud sagt pisse irriterende, at der er nogen, der kan finde på at tage sådan en, siger Henrik Lehmann.

Fulde tyveknægte

Den stjålne trillebør var parkeret inde bag baren på spillestedet, så der er ingen tvivl om, at der er nogen, der forsætligt har været inde og fjerne den fra stedet. Men hvem?

– Det er ikke til at sige. Jeg tror, det drejer sig om nogle fulde unge, der har været på vej hjem og så set, at der stod en trillebør dér. Så har de måske taget den for at putte en kammerat op i og køre ham hjem, siger Henrik Lehmann.

– Måske står den nu i nogens baggård eller have, eller også er den blevet smidt ude i skoven eller i havnen, hvis gerningsmanden er blevet flov dagen efter, siger han.

Henrik Lehmann tror ikke, at der er nogen, der har snuppet trillebøren for at bruge den selv. Så rød og ny en trillebør er der ikke mange på Bornholm, der har. Derfor vil han gerne bede alle i Allinge-området om at tjekke deres haver, baggårde eller skure efter, for at se, om trillebøren skulle være placeret hos dem. Gæstgiveren udlover to fadøl eller et par gin & tonics til dem, der finder trillebøren.