Hammerfyr. Pressefoto.

Tre gratis koncerter

Sangskriveren Mirja Klippel og guitaristen Alex Jønsson drager i august og september afsted på en særlig turné for at spille koncerter ved otte forskellige danske fyrtårne – og det bliver også til tre koncerter herude i Østersøen.

Det oplyser en pressemeddelelse fra “fyrmester” på Hammeren Fyr Niels-Jørn Jensen om koncerterne.

Han fortsætter:

Fyrtårnene har altid vist vej i mørket, og selv om deres kernefunktion måske nok er reduceret gennem årene, står de stadig mange steder i landet som pejlemærker, der kan ses langvejs fra og som spændende bygningsværker, der minder os om vores fortid og historie.

Mirja Klippel er oprindeligt fra Finland, men er nu bosat i København og vandt i 2016 prisen som Årets Sangskriver ved Danish Music Award Folk på baggrund af EP’en “Lift your Lion”. I 2018 udkom albummet “River of Silver”, og så ventes der endnu et album i løbet af 2021.

Koncerterne er gratis at overvære og vil være en siddende udendørskoncerter, hvor man skal være velkommen til at tage sin egen stol eller tæppe med til at sidde på, oplyser Niels-Jørn Jensen. De er kommet i stand ved hjælp af Slots- og Kulturstyrelsens pulje til kunstneriske sommeraktiviteter i Danmark, og hver af koncerterne ventes at vare et par timer.

Koncerter på Bornholm og Christiansø:

20. August kl. 17 – Dueodde Fyr, Nexø.

21. August kl. 19.30 – Hammeren fyr, Allinge.

22. August kl. 20 – Store Tårn, Christiansø. tøm