Om to uger lægger Allinge hal, dome og gader til strikkefestivalen Strik Bornholm. Bod-pladserne i hallen er nu booket helt op, og folk fra store dele af Skandinavien tilmelder sig festivalens aktiviteter. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Strikkefestival trods corona: Ikke plads til flere boder ved Strik Bornholm

Bornholms store strikkefestival Strik Bornholm, der hvert andet år finder sted i Allinge, er trods coronaes hærgen fortsat populær.

Arrangørerne melder nu, at der ikke er flere ledige pladser til boder i Bornholms Idræts- og Kulturcenter.

Event

Bornholms store strikkefestival Strik Bornholm, der hvert andet år finder sted i Allinge, er trods coronaes hærgen fortsat populær. Arrangørerne melder nu, at der ikke er flere ledige pladser til boder i Bornholms Idræts- og Kulturcenter. Desuden er der pæn tilmelding til festivalens workshops, hvor man kan lære spændende strikke- og hækleteknikker.

Festivalleder Jacob Lund glæder sig over, at det lykkes at holde den fjerde strikkefestival i Allinge – trods corona-tider.

– Forberedelserne til arrangementet har været ganske anderledes end i de tidligere år på grund af covid-19. Men vi har haft stor opbakning fra både deltagere, workshopholdere og udstillere, og vi har arbejdet hårdt på at få et godt arrangement stablet på benene. Vi vil sørge for at opfylde de gældende retningslinjerne for covid-19 og samtidig give deltagerne mulighed for at gå rundt og blive inspireret på de 24 stande i Messehallen, siger Jacob Lund ifølge en pressemeddelelse.

Danmarks sjoveste og sødeste tøjdyr

Som ved tidligere udgaver af Strik Bornholm kommer workshopholderne fra Danmark og Sverige, og i BIKC’s hal sælger boderne strikkebøger, garn, strikkepinde og andet, strikkeres og hækleres hjerter kan begære. Der vil også være aktiviteter i Domen, og som ved tidligere festivaler vil der være konkurrencer. Gæsterne kan således glæde sig til kåringen af vinderen af konkurrencen “Danmarks sjoveste og sødeste tøjdyr.”

Traditionerne og normaliteten bliver altså holdt i hævd under Strik Bornholm 2020, og det er sandsynligvis også grunden til, at folk trods en pandemi vælger at rejse til Bornholm.

– Vores gæster har været så begejstrede for festivalen, at de vælger at komme tilbage igen og igen, og mange har været med alle gange. Derudover har de fortalt deres netværk om de gode oplevelser til Strik Bornholm, og det betyder, at festivalen hurtigt er blevet kendt blandt strikkere og hæklere i Danmark, Norge og Sverige, siger Jacob Lund.

Strik Bornholm finder i år sted i dagene fra den 4. september til den 6. september.