Der blev gået til den onsdag aften på Galløkken, Rønne. Foto: Torben Østergaard Møller

Bornholms frigørelse i 1658 fortalt med et twist: Western i coronaens tid

Hvis det er sandt, at humor er tragedie plus tid, så forklarer det, hvorfor Bornholms Teater kan vælge en humoristisk tilgang til fortællingen om, hvordan bornholmerne i 1658 vred sig ud af svenskernes åg, som de var blevet påtvunget ved Roskildefreden i 1658.

TEATER

Hvis det er sandt, at humor er tragedie plus tid, så forklarer det, hvorfor Bornholms Teater kan vælge en humoristisk tilgang til fortællingen om, hvordan bornholmerne i 1658 vred sig ud af svenskernes åg, som de var blevet påtvunget ved Roskildefreden i 1658.

Frederik III måtte afgive både Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm til de svenskere, som han selv lettere overmodigt havde erklæret krig året forinden.

Jeg forestiller mig, han har haft en fest
med sig selv, og at latteren må have
rullet gennem Rønne Theater, når
han har siddet i ophøjet
ensomhed og skrevet på stykket.

362 år er tilstrækkelig tidsmæssig afstand til, at det kan lade sig gøre på en munter måde at fortælle om et år, som må være blevet oplevet som både højspændt, katastrofalt og simpelthen forfærdeligt i samtiden.

Ikke mindst, når stykket også inddrager pesten, som brød ud i 1654 og slog en tredjedel af øens indbyggere ihjel.

Men midt i en coronapandemi kan det blive nødvendigt at strække sin kreativitet til det yderste, og det har chefen på Bornholms Teater, Jens Svane Boutrup, gjort ved at spænde sig selv for en hestekærre fuld af af problemer, som skulle løses for at nå i mål.

Men i mål kommer både han og hele holdet, ikke mindst naturligvis skuespillerne og musikerne på scenen, som skal få det hele til at spille til publikums velbehag.

Det gjorde de til fulde onsdag aften foran flere hundrede fornøjede tilskuere.

Foto: Kim Caspersen/Bornholms Teater

Scenen er ladet på en lastbil, og den var sat på Galløkken, Rønne, hvor der var premiere på forestillingen, som hedder “1658 – Balladen om Bornholms befrielse” – nåja, verdenspremiere var det faktisk.

Stykket har teaterchefen selv skrevet, hvilket han valgte at gøre, da det gik op for ham, at coronakrisen formentlig ville gøre det umuligt at spille tredje afsnit af Bornholmerkrøniken, som han selv har sat i værk, og som i år skulle være rundet af med forestillingen “Fisk”.

Noget måtte han gøre, og han er ikke en mand, der er indstillet på at ligge på den lade side, så han sendte medarbejderne hjem, men indtog selv Rønne Theater, hvor han satte sig ned og skrev stykket, som både bærer historiens vingesus og humorens latterrus i sig.

Vågn op!

Det er et spøjst blik, han kaster på historien, når han vælger at lade den udspille sig i fortrinsvis et westernunivers, men sandt er det jo, at mangt en western af godt gammeldags tilsnit byder på det endelige opgør, hvor de gode skal vinde over de onde. Her bornholmerne over svenskerne med kommandanten Johan Printzensköld, som har indtaget Hammershus med sin familie og cirka 120 svenske soldater, i spidsen.

Det sker altså alt sammen til lyden af herlige countrywesternsange, som de fleste af os kender de fleste af.

– Vågn nu op bornholmersvend/ du må gå i kamp, så Bornholm bli’r svensk igen …

Ja, hvad pokker hedder nu den originale melodi?

Ulempen ved de velkendte sange kan være, at man sidder og vrider hjernen for at huske originaltitlen, mens slaget går sin gang på scenen.

– Der står en borg på klippen … nåjo: “There Is A House In New Orleans”.

Og når oprørerne tager til Hasle, er det naturligvis til “Jackson” med den originale strofe “I’m going to Jackson, look out Jackson town”

Ja, pas nu på i Hasle.

Foto: Kim Caspersen/Bornholms Teater

Selve historien er, som den er – og ingen grund til at gå i detaljer med den her. De færreste bornholmere vil havde problemer med at hænge på, mens turister vil kunne lære ikke så lidt.

Et enkelt af numrene kan næppe betegnes som en countrywesternsang, men det er intet mindre end et genialt påhit af Jens Svane Boutrup at bruge Queens “Bohemian Rhapsody”, som han gør. Jeg forestiller mig, han har haft en fest med sig selv, og at latteren må have rullet gennem Rønne Theater, når han har siddet i ophøjet ensomhed og skrevet på stykket.

I originalteksten synger Freddie Mercury “Mama, just killed a man/ Put a gun against his head/ Pulled my trigger, now he’s dead”, hvilket i Boutrups fordanskning bliver til, at Villum Clausen synger: “Kofoed, jeg skød en mand, spændte hanen, skuddet lød, lig’ i øjet, nu’ han død”.

Det ér morsomt, og hele holdet – skuespillere og musikere – får med indædt energi og fokus båret nummeret hjem, inklusive banjosolo og korsang, som skal leve op til Queens lydmæssige storproduktion anno 1975.

Kazoo

Men de to musikere på scenen får da også hele vejen igennem god hjælp af skuespillerne, og ikke så få instrumenter kommer i spil – helt ned til den lille kazoo, som de fleste af os nok kan få lyd ud af (og ikke mindst Freddy Fræk kunne), men dertil er der trommer, guitar, tangenter, banjo og kontrabas, og der bliver gået til den med vildskab og entusiasme.

Til gengæld yder musikerne, Jonas Munck Hansen og Sune Skuldbøl Vraa, også deres på skuespillerfronten i to indlagte reklameindslag til sponsorerne, og det er indslag, som i sig selv har stor underholdningsværdi.

Dels et indslag for Bilhuset Elmer, som rimer på mere end man skulle tro, dels et for – jojo – Bornholms Tidende. “Så når jeg er færdig med at synge min sang/ sku’ du se at få dig et abonnement”.

Husk det nu …

Forestillingen bliver spillet udendørs, hvilket på en måde bidrager positivt til fortællingen, for de der bornholmske oprørere med Povl Anker, Jens Kofoed og Villum Clausen fistrer jo rundt på øen for at løse situationen, så det virker passende med udsyn til åben himmel, træer og buske.

Og opfordringen må nødvendigvis lyde: Gå ikke glip af denne lille perle af en forestilling på godt en times varighed, den er så meget mere end alle pengene værd.

Det ville jeg også have skrevet, hvis ikke den havde været gratis for publikum – og eftersom den kommer på turné øen rundt, er det da bare om at få sadlet op og komme af sted.

 

 

Spilleliste

“1658 – Balladen om Bornholms befrielse” opføres de kommende dag her:

Nexø: 20., 21. og 22. august.
Allinge: 25. og 26. august.
Aakirkeby: 27. og 28. august.
Dueodde: 29. august.
Rønne: 1., 2., 3. og 4. september.
Hasle: 8. september.
Klemensker: 9. september.
Svaneke: 10. og 11. september.
Gudhjem: 12. september.

Der var skam også servering for publikum … Foto: Torben Østergaard Møller
… hvilket nogle nød. Foto: Torben Østergaard Møller

Holdet bag

• Medvirkende: Christine Gaski, Hanne Hedelund, Signe Mannov, Margit Watt-Boolsen, Jonas Munck Hansen (musik) og Sune Skuldbøl Vraa (musik).
• Tekst og instruktion: Jens Svane Boutrup.
• Scenograf: Rikke Juellund.
• Lysdesign: Sonja Lea.
• Lyddesign: Michael Brøndum.
• Producent: Bornholms Teater.

Foto: Torben Østergaard Møller