Agnes. Foto: Privat.

Agnes Andersen var en vaskeægte slider

Agnes pudsede ruderne i hønsehuset, før der skulle komme gæster, og hun satte sin mand i vaskehuset, når der skulle gøres rent.

Agnes Andersen (født Kofoed) fra Østermarie var efter tidens idealer en ualmindelig dygtig husmor til hus, have og håndarbejde – men helt almindelig var hun nok alligevel ikke.

Slægtsforskning

Agnes pudsede ruderne i hønsehuset, før der skulle komme gæster, og hun satte sin mand i vaskehuset, når der skulle gøres rent. Agnes Andersen (født Kofoed) fra Østermarie var efter tidens idealer en ualmindelig dygtig husmor til hus, have og håndarbejde – men helt almindelig var hun nok alligevel ikke.

Min mor Lykke på 86 år har fortalt mig, hvordan hun blev sendt på ferie hos sin moster Agnes på Stenshøj ved Østerlars, da hun var barn, men det holdt kun en dag, og så cyklede min mor hjem til Lobbæk. Der ville hun ikke være: ”Der var så rent og pænt, og hun så strengt på mig, og jeg var så bange for at svine til i hendes stuer, så jeg tog hjem igen.”

Agnes og Walther
Agnes og Walther
Elin og Agnes

Det var sådan set alt, jeg kendte til min mors moster Agnes. At hun var en streng dame, som altid gjorde rent, men Agnes var meget mere. Den ensidige fortælling om granmosteren holder ikke. Hun var nemlig et langt mere sammensat menneske og fortjener at gå over i familiehistorien med flere nuancer. Agnes var godt nok et rivejern, som man kunne slå sig på – men hun var også en omsorgsfuld mormor, som var elsket på godt og ondt. Noomi Hansen fra Rønne var barnebarn af Agnes og fortæller:

”Om aftenen, når jeg sov hos dem, så holdt vi skumring. Mormor gik på loftet og hentede æbler, morfar skrællede dem, og så hyggede vi os. Spillede også ofte Sorteper. Det var morfar så ikke så god til. Det var altid ham, der havde sorteper liggende,” fortæller Noomi, mens det andet barnebarn Ilse Christiansen fra Aalborg supplerer: ”Fra vi var helt små og blev lagt i seng under tunge, tunge dyner med egetræets

susende løv udenfor. Så kom mormor med et bolsje efter tandbørstningen! Og slik var ikke hverdagskost.”

Ilse voksede op i Aarhus, men fortæller om en cykeltur Bornholm rundt, da hendes mormor var 70 og hun var 10 år gammel: ”Vi var i Paradisbakkerne og i Ekkodalen, og jeg fik lov at købe kirsebær ved vejkanten. Det var en stor oplevelse for en stenbrospige fra Aarhus,” mindes hun.

Jeg har sagt det før. Slægtsforskning bliver for alvor interessant, når der kommer mennesker, som kan fortælle historier, og det kan mine to grankusiner Noomi og Ilse, som var børnebørn af Agnes, og det er dem, som skal fortælle historien om Agnes, for det er dem, som kender hende bedst.

Agnes Kofoed var en rigtig storesøster og blev født som det tredje barn i søskendeflokken på otte hos familien Kofoed i Østermarie den 13. juli 1895. Hun blev gift med sin elskede Walther Andersen og breve til hendes søster Dagny afslører, at hun var ualmindelig forelsket i sin mand. Agnes og Walther boede på husmandsstedet Stenshøj på Hjortevej ved Østerlars, indtil de fandt et mindre hus i Lobbæk omkring 1948, da Walther fik leddegigt. Agnes og Walther fik to døtre: Ruth og Edel. Agnes havde mistet en søn ved fødsel, et faktum hun begræd hele livet på en sådan måde, at hendes døtre nærmest følte, at de var uønskede.

”Hun døde den 16. april 1984, dronningens fødselsdag og samme dødsdag som Simon Spies. Vi har altid tænkt, at de to meget forskellige mennesker næppe har holdt i hånd på vej enten til himmels eller mod de nedre regioner. Min mormor ville dog ikke være i tvivl om, at hun skulle til himmels, for hun var et kristent menneske, medlem af baptistkirken,” fortæller Ilse.

Agnes var forfængelig. Man skulle være ren, pæn og nydeligt klædt, og Agnes farvede sit hår brunt helt frem til sin død.

”Min mormor var altid i gang med hus, have eller håndarbejde. At et barnebarn kunne læse i timevis og sove helt til klokken otte om morgenen, var dog spild af god tid, der kunne bruges bedre og mere nyttigt. Alt hvad der var uden for hendes begrebsverden var ’sjavs’ godt bornholmsk for ’sådan noget pjat’,” fortæller Ilse.

Agnes var formidabel til at hækle og lavede de fineste tynde indlæg til pudevår og dyner. Hun hæklede hvide sengetæpper til de tre tøser ’bellabella’. Hun kunne mestre et brændekomfur så enhver flæskesteg

blev saftig med sprøde svær, medens den hjemmelavede rødkål, de hvide og brune kartofler samt den brune sovs tilsat sukker blev svinget rundt på komfuret.

”Jeg husker også med glæde præstegårdskage med æbler på toppen. Hun havde en stor køkkenhave, hvor hun tog vare på alle produkter. Det var en stor fornøjelse for mig at plukke jordbær, ærter, gulerødder m.v.

 

Stenshøj

I køkkenhaven havde ukrudt ikke en chance for at overleve. Alle grus gange blev revet og ve det arme barn, der kom til at træde på gruset ved opgangen til huset. På hendes gamle dage medførte hendes døgnrytme, at hun ikke var så populær hos naboerne. At naboerne sov klokken 04.00 om morgenen, når hun skulle slå græs, kunne hun ikke tage sig af. Også huset var som blæst for støv og skidt, og ja vinduerne i hønsehuset blev pudset, når der kom gæster. Alt skulle fremstå rent, nydeligt og velpudset. Det havde visse konsekvenser for morfar Walther, som blev sat i vaskehuset den hele dag, hvor Bornholms Tidende blev nærlæst og nyheder fra nær og fjern fulgt i radioen. De fik aldrig fjernsyn,” fortæller Ilse.

Agnes blev aldrig irettesat af sin Walther, for han havde oplevet sin egen mor blive mishandlet, så Agnes var den der regerede i familien. En jul i begyndelsen af krigen var Walther indlagt på Rønne sygehus, så Agnes syntes, at man kunne springe julen over. At der var to forventningsfulde piger, var

ligegyldigt! Agnes delte gladeligt ud af produkterne fra Stenshøj til venner og familie.

At Agnes nok har været et livstykke i sine unge dage kom frem under familiebesøg fra søskende og deres børn. Så livede hun op, fortæller Ilse: ”Tydeligst var det, da nevøen Ed var på besøg fra USA i 70’erne. Da bestilte Agnes en taxa en hel dag og tog Ed rundt på hele Bornholm inkl. Stenshøj i Østermarie. Hun stod op og var lænet frem over forsædet hele dagen og dirigerede chaufføren rundt, medens hun talte, lo og gestikulerede. Ilse var tolk for dem, og hun kunne knap nok følge med.

Ilse fortæller: ”Jeg elskede min mormor, og det var gengældt, selvom hun ikke var den, der viste de store følelser. Vi var i alt seks børnebørn, og der blev gjort en vis forskel på os, så to af børnebørnene så ikke deres mormor i et særligt positivt lys,” mens Noomi siger: ”Jeg elskede også min mormor og morfar og sender dem en kærlig tanke, hver gang jeg kører forbi Nylars Rundkirke.”

Agnes levede alene i huset i Lobbæk, efter Walther døde i 1973. Noomi fortæller om guldbrylluppet, som blev holdt kort før hendes morfars død: ”Vores morfar glædede sig utrolig meget til dagen, for så skulle ”moar” have den vielsesring, som hun aldrig havde fået. Og det fik hun. Morfar var meget svag til festen, og han kom aldrig ud af sengen derefter. Et par uger efter døde han.”

guldbryllup

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år.

Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: [email protected]