Den 57-årige mand blev forrige mandag overfaldet med en lægtehammer i sit hjem på Åkirkebyvej i Rønne. Foto: Berit Hvassum

Blev overfaldet med lægtehammer: Offer har det efter omstændighederne godt

OVERFALD

Den 57-årige mand, der forrige mandag blev overfaldet med en lægtehammer i sit hjem på Åkirkebyvej i Rønne, har det efter omstændighederne godt.

Det oplyser mandens hustru.

– Han er helt stabil nu og ligger ikke mere på intensiv afdeling og efter omstændighederne har han det rigtig godt, fortæller hustruen til Bornholms Tidende.

Manden, som ifølge politiet blev ramt mellem fem og ti gange i hovedet med den stumpe ende af en lægtehammer, havde så voldsomme skader, at de læger, der i første omgang behandlede ham på Bornholms Hospital, var overraskede over, at han stadig var ved bevidsthed, da han blev indbragt til akutmodtagelsen.

Slagene, som den formodede overfaldsmand havde hamt ham med, da han svingede lægtehammeren mod ofrets hovede, havde blandt andet medført et åbent kraniebrud i issen samt adskillige andre kraniebrud. Desuden var mandens hjernehinde bristet, ligesom de voldsomme slag havde medført adskillige livstruende blødninger i hjernen og en brækket kæbe.

Viser fremskridt

Manden, som stadig er indlagt på Rigshospitalet i København, men ikke længere på intensiv afdeling, har ifølge hustruen stadig meget ondt i hovedet, og han viser gode tegn på fremskridt.

Blandt andet kan han nu tale og han kan løfte både begge ben og begge arme.

– Det lander dog ikke altid, der, hvor han gerne vil have det, men han klarer sig rigtig fint, så det kommer forhåbentlig, siger hans hustru til avisen.

Senere i denne uge skal den 57-årige mand opereres for sin brækkede kæbe, og derefter forventes det, at skal være indlagt på Rigshospitalet endnu nogle dage.

Om han ender med at få varige mén af det voldsomme overfald er ifølge lægerne endnu for tidligt at sige, oplyser hustruen.

– Det vil de (lægerne red.) helst ikke lægge sig fast på endnu, men han viser gode tegn på at kunne vende tilbage til normalen. Han må være gjort af et meget specielt stof, siger hun.