God skuldersæson kan ikke redde turistbranchens 2020

God skuldersæson kan ikke redde turistbranchens 2020
Selvom skuldersæsonen skulle gå hen og blive den bedste nogensinde, så lyder meldingen fra de bornholmske turistaktører, som Bornholms Tidende har talt med, at det ikke vil være nok til at indhente al den tabte indtægt fra forårets coronanedlukning. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 18. AUG 2020 • 12:07
Af:
jesper-gynther
| ABONNENT
18. AUG 2020 • 12:07
TURISME

Selvom skuldersæsonen skulle gå hen og blive den bedste nogensinde, så lyder meldingen fra de bornholmske turistaktører, som Bornholms Tidende har talt med, at det ikke vil være nok til at indhente al den tabte indtægt fra forårets coronanedlukning.

De melder i øvrigt også, at den gode sommer heller ikke er nok til at indhente tabet, og dermed kunne det godt tyde på, at den bornholmske turismeomsætning, der ifølge Destination Bornholm ligger på 2,6 milliarder kroner om året, og som beskæftiger 3.000 årsværk, nok kommer til at opleve et samlet dyk i år.

– En god sommer er selvfølgelig vigtig, men den kan ikke kompensere for det tabte i forsommeren. Det skal sensommeren og efteråret jo klare, men det bliver nok svært, for det var trods alt to og en halv måned inklusiv folkemødet, der røg i foråret. Men en flot september og oktober kan hente stor del af det tabte, så vi samlet set kommer fornuftigt i mål, siger Lars Espersen fra Bornholms Tours.

Hos Novasol Bornholm regner man heller ikke med, at 2020 bliver et år med overskud.

– Vi får rettet rigtig meget op på udlejningen og indhenter meget af det tabte, men ikke alt. For hele året som helhed giver det et lille minus, siger Per Allan Hansen.

Hos Hotel Balka Strand er man også bevidst om, at skuldersæsonen er vigtig. Den gode sommer er nemlig slet ikke nok til at redde årsresultatet.

– Der er ikke nogen virksomhed, der kan overleve på en god juli måned. De fleste af os har haft en god juli, men det plejer vi også at have, så de 10-20 procent meromsætning vi måske har haft denne juli, det er jo ikke noget, vi kan leve af resten af året, siger Benny Schou.

Bornholm Hotels tror dog ikke, at det tabte kan blive hentet hjem igen selv med en god skuldersæson.

– Jeg plejer at være positiv og optimistisk, og selvfølgelig planlægger jeg i forhold til efteråret, men jeg synes, det er svært, det vil jeg ikke lægge skjul på. Jeg tror ikke, vi kan indhente noget af det tabte fra foråret, siger Trine Richter.