RIK’er er ny holdleder for U16-landsholdet

RIK-lederen Flemming 'Bager' Bærnthsen har efter næsten et års overvejelser sagt ja til jobbet som holdleder for det danske U16-landshold i fodbold.

RIK-lederen Flemming ‘Bager’ Bærnthsen har efter næsten et års overvejelser sagt ja til jobbet som holdleder for det danske U16-landshold i fodbold.

Flemming Bærnthsens navn blev bragt i spil, da sidste års U16-landshold spillede to uofficielle landskampe mod Slovakiet på Bornholm.

– Det er det nye U16-landshold, hvis sæson først begynder nu, det handler om, så jeg har haft god tid til at overveje, om det nu også var noget for mig. Men jeg var med på en tur til Cypern i januar måned, og det var en så positiv oplevelse, så jeg ikke længere var i tvivl, fortæller Flemming Bærnthsen.

Som holdleder skal han sørge for, at alle de praktiske ting er plads, når U16-landsholdet samles under de to nye trænere, den tidl. Brøndby- og FCK-elitetræner Kenneth Wegner og den tidl. landsholdsspiller Thomas Kahlenberg.

– Endnu kan jeg ikke sige noget om, hvor mange rejsedage jobbet indebærer, men jeg har da ikke tænkt mig, at det er noget, der skal gå ud over mit trænerarbejde i RIK. Men jeg har jo også et arbejde, der skal passes, så det må tiden vise, siger Flemming Bærnthsen.

– Alt har jo været præget af coronaen, og lige nu er det kun planlagt, at U16-holdet skal samles første gang i Vildbjerg den 27. august, og at der skal spilles to kampe mod Portugal og Belgien i september måned. Men de kan jo også godt risikere at blive aflyst.