Det kræver en stor pr-indsats, hvis udenlandske turister igen skal valfarte til Bornholm på miniferie

Det kræver en stor pr-indsats, hvis udenlandske turister igen skal valfarte til Bornholm på miniferie
Bornholmslinjen håber, at fjernelsen af 6-dagesreglen kan føre til, at flere tyske turister igen vælger at tage færgen fra Sassnitz til Rønne. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 16. AUG 2020 • 07:45
Af:
jesper-gynther
| ABONNENT
16. AUG 2020 • 07:45
TURISME

Det vækker glæde hos Bornholmslinjen, at regeringen og Folketinget har besluttet, at udenlandske turister ikke længere behøver at booke seks overnatninger for at kunne holde ferie i Danmark.

Rederiet håber nemlig på, at det kan føre til, at flere tyske turister igen vælger at tage færgen fra Sassnitz til Rønne.

– Reglen er ikke særlig god i forhold til de vaner, tyskerne har med at rejse til Bornholm, for tyskerne bruger tit den sene del af sæsonen på lidt kortere ophold. Så det vil klart øge interessen for at komme til Bornholm, at den regel nu forsvinder, siger Jesper Maack, der er kommunikationschef for Molslinjen, der ejer Bornholmslinjen.

Hvis flere tyskere skal komme til Bornholm på eksempelvis weekendophold, så kræver det dog, at de bliver gjort opmærksomme på, at det igen er muligt. Derfor venter der nu en meget vigtig kommunikationsmæssig opgave, som skal løses i fællesskab af rederiet, Destination Bornholm og de andre turistaktører på Bornholm, mener Jesper Maack.

– Hvis vi gør en indsats nu, så kan det være, vi får nogle af de tyske turister tilbage, som måske ville have valgt Bornholm fra i år på grund af reglen. Derfor må vi rykke sammen i bussen og finde ud af, hvordan vi kan få råbt op i Tyskland, så de ved, at reglen er væk, siger han.

Destinationen vil skrue op for markedsføringen

Hos Destination Bornholm deler man opfattelsen af, at der nu skal gøres en indsats for at tiltrække særligt tyske turister på kortere ferieophold.

Det kan nemlig være med til at kompensere for nogle af de tabte indtægter, som mange af øens turistaktører havde under nedlukningen i foråret.

– Det kommer relativt sent at 6-dagesreglen fjernes, men nu kan vi glæde os over, at den er væk, og så må vi forsøge at gøre, hvad vi kan for at indhente noget af det tabte hen over efteråret, siger direktør Pernille Kofod Lydolph.

Helt konkret vil destinationen øge markedsføringen af Bornholm, og det vil særligt være målrettet Berlin-området, hvor potentielle tyske turister skal gøres opmærksom på, at de igen kan komme på miniferie på Bornholm.

– Havde 6-dagesreglen bestået, så havde vi været nødt til at agere lidt anderledes, end jeg forventer, vi gør nu. Så havde vi flyttet noget af annonceringen fra det tyske marked til det danske eller alternativt holdt lidt igen, siger hun.