Foto: Klaus Holsting

Konfirmation under corona: Ceremonien blev live-streamet i Hasle

– Er du nervøs, Jakob? spørger Jakobs mor, Lene Suersaq.

– Ja, lidt. Jeg er bange for, at jeg ikke skal kunne huske trosbekendelsen, siger Jakob Suersaq Rømer.

Han er 13 år, kommer fra Hasle og er i dagens anledning iklædt et nyt, sort jakkesæt, og nye hvide sko. I dag skal han nemlig konfirmeres i Hasle Kirke. Bornholms Tidende har fået lov til at følge familien Rømer noget af dagen, for at se hvordan årets konfirmationer kommer til at spænde af i år, hvor de blev udsat på grund af corona.

Jakob Suersaq Rømers jakkesæt er indkøbt til dagens anledning. Faktisk var tøjet allerede indkøbt tilbage i foråret, da det egentlig var meningen at konfirmationen skulle have været afholdt, men far Simon Rømer måtte returnere jakkesættet, da konfirmationen blev udsat til august. Ellers risikerede familien at Jakob nåede at vokse ud af tøjet. Foto: Klaus Holsting

– Jeg tror, der er mange, der bliver overrasket, når de ser mig i det her tøj, siger Jakob Suersaq Rømer.

Normalt er han mere kendt for at gå i adidas-bukser og t-shirts.

– Vi havde faktisk allerede købt tøj til ham i foråret, da vi troede det var der, konfirmationen skulle holdes, siger Jakobs far, Simon Rømer.

– Heldigvis var det muligt at returnere tøjet, så vi kunne købe nyt til ham nu. I den alder vokser man meget, og han er virkelig skudt i vejret på de fire måneder, siger Simon Rømer.

Familien står uden for Hasle Kirke, hvor familie og venner til dagens andre otter konfirmander er ved at samle sig før ceremonien skal gå i gang.

Ni unge skulle konfirmeres af sognepræst Jens Jørgen Rasmussen til dagens konfirmation. Foto: Klaus Holsting
Konfirmanderne gør klar til at træde ind i kirken. – Konfirmationen bliver live-streamet så de kan følge med ovre for skolen. Men I kan være helt rolige: Det er ren live-stream. Det kommer ikke ud på nettet eller nogle andre steder, fortæller Jens Jørgen Rasmussen sine konfirmander. Foto: Klaus Holsting

Hasle Kirke er ikke nogen stor kirke, og under almindelige omstændigheder kniber det af og til med pladsen. I denne tid er det endnu sværere at få plads til alle, for ifølge coronarestriktionerne skal der være to kvadratmeter per person. Det betyder, at kirken har lavet en regel om, at hver konfirmand kun kan tage de otte tætteste familiemedlemmer med i kirken. Den resterende familie, venner og nysgerrige (herunder avisens udsendte) må blive udenfor. Men det betyder ikke, at vi ikke kan få lov til at opleve konfirmationen alligevel.

 

Med via FaceTime

– Vi starter med at synge “Op, al den ting, som Gud har gjort”, siger sognepræst i Hasle-Rutsker sogne Jens Jørgen Rasmussen, efter at have budt velkommen.

Lyden går klart igennem. Præsten har en mikrofon siddende på kinden. Til gengæld er billedet en lille smule uskarpt på det hvide lærred – Men det hele er også optaget på en mobiltelefon, så man kan ikke forvente alverden.

Vi befinder os i billedkunstlokalet på Svartingedalskolen et stenkast fra kirken, hvor dagens konfirmander lige nu sidder og venter på at blive konfirmeret. Vi, der ikke kunne blive plads til i kirken, følger med på en direkte live-streaming, som Svartingedalskolens forældreforening har sat op i dagens anledning. Simon Rømer er med i forældreforeningen, og han fik idéen til at live-streame begivenheden fra en kollega, der er Jehovas Vidne og som havde fortalt ham, at mange af deres gudstjenester og ceremonier under corona var blevet live-streamet. Det ville forældreforeningen også gerne prøve.

Omkring 30 tilhører måtte følge konfirmationen via en live mobilforbindelse i Svartingedalskolens billedkunstlokale. De fleste sang med på salmerne, når de sang ovre i kirken, ligesom de fleste rejste sig, når præsten bad om det. Ligesom hvis de havde været med i kirken. Foto: Klaus Holsting

I billedkunstlokalet sidder vi omkring 30 tilhørerer og følger med, ganske som hvis vi havde været med i kirken. Vi brummer med på salmerne, når orglet spiller i kirken, og vi rejser os, når der er bøn. Det er pedel og forældreforeningsmedlem Allan Børgesen, der står for teknikken i billedkunstlokalet. For det meste er forbindelsen, der kører via app’en FaceTime fra en telefon i kirken til Allan Børgesens telefon, stabil. Faktisk er det kun lige i det øjeblik at selve konfirmationen skal til at gå i gang, at forbindelsen ryger kortvarigt. Først begynder billedet at hakke. Så cutter lyden ud, og til sidst forsvinder forbindelsen helt.

– Så kan vi gå til kaffepause, griner en ældre dame blandt tilhørerne.

Det bedste alternativ

Allan Børgesen får hurtigt lyden tilbage til telefonen, så vi i det mindste kan høre, hvad der bliver sagt. Efter de første tre konfirmander bliver forbindelsen dog stabil igen, og vi når lige at tune ind igen til at høre og se Jakob Suersaq Rømer svare ja til præstens spørgsmål om hvorvidt han vil konfirmeres, og høre de ord, Jakob har valgt. Salmernes bog, kapitel 3, vers 4: “Herre, du er mit skjold, min ære, den der løfter mit hoved.”

– Jeg synes det fungerer fantastisk godt, siger Helle Resen.

Hun er veninde til moderen til en af pigerne, der også konfirmeres i dag, og følger med over mobilforbindelsen.

– Altså, man kan altid snakke om kvaliteten og teknikken og alt det, men bare det, at kunne være med, uden at man ligesom bliver amputeret fra ceremonien, det er virkelig godt, synes jeg. Selvom jeg da gerne ville have været med i kirken, siger Helle Resen.

Da den sidste salme (“Nu titte til hinanden”) skal til at synges i kirken bryder tilhørerne i billedkunstlokalet op for at nå over til kirken og se konfirmanderne komme ud. Allan Børgesen afbryder forbindelsen, og begynder at pakke sammen.

– Jeg synes umiddelbart, det gik okay. Forbindelsen kunne selvfølgelig have været bedre, men nu gjorde vi forsøget, og det lykkedes fint. Alternativet havde jo været, at vi ikke havde kunnet være med til konfirmationen, siger Allan Børgesen.

Jakob Suersaq Rømers konfirmationsfest bliver holdt á to omgange: Én gang for familien på Bornholm, og én gang med familien i Jylland. Foto: Klaus Holsting

Fejres to gange

Efter ceremonien går turen videre til festlokalerne i Rønne, hvor familien Rømer fejrer deres konfirmand. Fordi festen blev skudt til august er det ikke muligt at samle hele familien til festlighederne. Simon Rømers del af familien bor i Jylland, og på grund af antallet af gæster, coronasikkerhed og besvær med at finde overnatning på Bornholm i august har familien besluttet sig for at fejre Jakob Suersaq Rømer to gange. Hans fest bliver simpelthen delt i to. Først bliver han fejret på Bornholm, med den del af familien der bor her. Om nogle uger går turen så til Hvam nord for Viborg, hvor den anden del af familien får lov til at fejre konfirmanden.

Søn Jakob Suersaq Rømer, far Simon Rømer og mor Lene Suersaq hejser i fællesskab flaget ved FOA’s festlokaler i Rønne, hvor Jakobs bornholmske konfirmationsfest bliver afholdt. Den jyske fest bliver holdt i Hvam nord for Viborg. Foto: Klaus Holsting.

– Jeg havde glædet mig meget til at blive konfirmeret i foråret, og var også begyndt at blive lidt nervøs. Så da det hele blev udskudt, havde jeg endnu mere tid til at glæde mig og til at blive nervøs i. Jeg vidste godt, at det hele nok skulle lykkedes, men jeg var lidt bekymret for, hvordan vi skulle gøre det med familien, siger Jakob Suersaq Rømer.

– Det havde selvfølgelig været federe, hvis vi kunne have været samlet allesammen, og familien kunne se hinanden og alt det. Men jeg kan godt leve med, at det bliver sådan her vi gør det, når det nu ikke kan være anderledes, siger han.

Lene Suersaq og Jakob Suersaq Rømer. Foto: Klaus Holsting.