Den tropiske jungle ved Gyldensåen

NATUR

Med en stønnen kæmper man sig gennem urskovens tropiske varme med sværme af myg. Der er bregner overalt, nogle er høje, andre lave, og lange lianer hænger ned fra junglens træer, der vokser i flere etager. I den tropiske skov er der ingen lyde, hverken af fugle eller aber, det er helt naturligt. For scenariet er en sensommerdag i sprækkedalen Gyldensåen på Østbornholm.

Om foråret ligner den fredede sprækkedal andre bornholmske sprækkedale med millioner af hvide, gule og blå anemoner. Men når træerne springer ud, vil synet ændre sig til tusmørke, og anemonerne visner. Da vil mørket til gengæld forvandle skoven til en urskov med lianer af kaprifolier ned fra træerne, der er beklædt med stedsegrønne vedbend. I skovbunden vokser der mange forskellige bregner og mos på sten og klipper. Om sommeren er der ikke meget vand i åen, men nok til at skabe fos, der øger stemningen af urskov. Inde i den bornholmske ”jungle” er der vidunderligt, men uden farlige dyr.

Turen begynder ved udløbet af Gyldensåen nord for Listed. Der parkeres langs landevejen eller endnu bedre ved en stor parkeringsplads lidt nordligere. Fra broen over åen fører en god sti gennem dalen til Gyldensgård, en strækning på kun en kilometer, men retur tager turen en god times tid. Ved fugtigt vejr kan der anbefales fornuftigt fodtøj. Den private sprækkedal har været naturfredet siden 1979. Der er offentlig adgang langs stien.


Vandretur gennem Gyldensåen

Ved kystvejen viser et skilt stien gennem sprækkedalen, og man følger den gennem den brede dal. Det varer dog ikke længe, før den snævrer ind til en rigtig sprækkedal med flotte klippepartier og store sten. Stien følger åen, og på grund af det faldende terræn laver åen undervejs til havet små fos, som naturligvis er kraftigere om foråret og om vinteren med mere vand. De bornholmske åer taber ”pusten” om sommeren. Men på det tidspunkt er stemningen af urskov mere intens.

Længere fremme har en snæver passage i klipperne skabt dybe render af flere tusinde års vandfald. Læg mærke til åens store sten. Det er vandreblokke, ført hertil af isen under istiden, men da den sluttede, fossede smeltevandet buldrende gennem dalen og medbragte de store sten.


Mærkelige stensætninger

Senere ses nogle mærkelige stensætninger midt ude i åen. De blev anlagt i ældre tider til fiskeri af havørreder om efteråret. Når Østersøens havørreder om efteråret svømmede op for at gyde, kunne man lettere fange dem her. I øvrigt er Gyldensåen berømt for sin store bestand af gydende havørreder. I det sene efterår kan man se dem gyde inde i dalen. Åen har sit udspring i Almindingen, her kaldt Rakker Å, men fra gården til udløbet i havet er den opkaldt efter gården. Gyldensgård er en gammel gård, der engang blev kaldt ”Gutlandsgård”, da ejeren oprindelig kom fra Gotland i Sverige. For øvrigt tilhørte den svenske ø Danmark indtil 1645.

Lige før gården løber åen under en gammel bro anlagt af tilhugget granit med stenkister. De store sten kan sagtens være med runetegn fra vikingetiden. Da broen er fredet får vi det aldrig at vide, nogle steder må fortiden hvile i fred.


Floraen og fuglelivet

Efter ynglesæsonen synger fuglene ikke, måske ses en lille forpjusket fugleunge eller en forskræmt ung musvåge. Forårets anemoner og ramsløg er væk, og træernes blade skaber et mørke, og deres stammer strækker sig op mod lyset ligesom en tropisk jungles galleriskove. Der er flest aske- og elmetræer, men der vokser også avnbøg og kirsebær, nogle steder ses udplantede bøgetræer. I den mørke skovbund trives kun nogle få blomsterarter, blandt andet den violette skovstorkenæb. Til gengæld er der er mange bregner. Flest af den almindelige mangeløv, som fra en stor rodknold folder sig ud som en vifte. Flere steder vokser også høje ørnebregner med flere meter lange stilke. Mellem klipper og sten findes den lille stedsegrønne engelsød og omkring gården en bestand af den sjældne strudsvinge. Den har nok forvildet sig fra gårdens have.

Hjemturen foretages samme vej. På den måde opdager man måske noget, man ikke så på udturen. Pludselig flyver en forskræmt fiskehejre op fra åen med et hæst skrig. Den har været på jagt efter småfisk, og den store fugl flyver gennem skoven med sin krumme hals og runde vingeslag. Mest af alt ligner fuglen en drage fra en fjern fortid.

Det syn er med til at forstærke stemningen af den bornholmske urskov, der er en rigtig lille naturperle.

God tur.