Nyt forsøg i byen

Nyt forsøg i byen
Gudhjem. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 15. AUG 2020 • 05:48
Af:
niels-ebdrup

15. AUG 2020 • 05:48
Som en forsøgsordning vil Gudhjem By- og Museumsforening de kommende fire søndage arrangere byvandringer, der formidler Gudhjems rige historie.

– I foreningen har man længe ønsket at supplere formidlingen med guidede ture, og nu er der taget initiativ til de første fire ture. Det sker på forsøgsbasis, og hvis forsøget falder i god jord hos publikum, overvejes det at udvide perioden, fortæller bestyrelsesmedlem i Gudhjem By- og Museumsforening, Hanne Strøby, i en pressemeddelelse.

Turene bliver gennemført klokken 14 på søndage fra den 16. august til den 6. september. For turene står den erfarne turguide og naturformidler Torsten Sletskov, der selv bor i Melsted. Han har planen for turene klar.

– Vi mødes på Gudhjem Museum, den gamle stationsbygning, hvor vi hører om de bornholmske jernbaner og ser, hvor levende stationsbygningen kan fortælle om jernbanedriften. Herefter bevæger vi os ned i Gudhjem ad hovedstrøget, Brøddegade, med nogle afstikkere i de små stræder. Vi ser på livet før i tiden, og på, hvordan det er i dag, siger Torsten Sletskov ifølge pressemeddelelsen.

Når museet har høstet de første erfaringer med det nye formidlingsinitiativ, bliver forsøget evalueret, og måske bliver der tilrettelagt flere tematiserede ture, som kan komme i spil til næste år.