Benny Schou driver selv Hotel Balka Strand, og han har derfor på egen hånd mærket, hvordan 6-dagsreglen har begrænset antallet af udenlandske gæster. Det er især tyske turister, som har fravalgt Bornholm, og det mener Benny Schou i stor grad har skyldtes 6-dagsreglen. Foto: Berit Hvassum

Bornholmske hoteller: Afskaffelsen af 6-dagesreglen kommer for sent

Fredag aften blev Folketingets partier enige om at afskaffe en regel, der betød at udlændinge skulle booke minimum seks overnatninger i Danmark, før de kunne holde ferie i landet.
Særligt hoteller har været hårdt ramt af reglen, da mange udenlandske hotelgæster ofte booker færre overnatninger end seks, og derfor vækker afskaffelsen af reglen da også glæde blandt flere af de bornholmske hoteller.

REJSERESTRIKTIONER

Fredag aften blev Folketingets partier enige om at afskaffe en regel, der betød at udlændinge skulle booke minimum seks overnatninger i Danmark, før de kunne holde ferie i landet.

Særligt hoteller har været hårdt ramt af reglen, da mange udenlandske hotelgæster ofte booker færre overnatninger end seks, og derfor vækker afskaffelsen af reglen da også glæde blandt flere af de bornholmske hoteller.

– Vi er i turistbranchen rigtig glade for, at reglen nu forsvinder. Også fordi vi har ment, at det ikke har haft den store sundhedsmæssige betydning, og der har heller ikke været andre steder i Europa, hvor man har haft tilsvarende begrænsninger, siger Benny Schou, der er formand for Horesta Bornholm, der er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

Benny Schou driver selv Hotel Balka Strand, og han har derfor på egen hånd mærket, hvordan 6-dagesreglen har begrænset antallet af udenlandske gæster. Det er især tyske turister, som har fravalgt Bornholm, og det mener Benny Schou i stor grad har skyldtes 6-dagesreglen.

– På Bornholm har vi normalt mange tyske turister, der kommer med færgen fra Sassnitz, og mange af dem kommer fra torsdag til søndag eller søndag til torsdag. Og de har jo været afskåret fra at holde ferie på Bornholm denne sommer på grund af denne regel, siger han.

Hotel Balka Strand ligger på nuværende tidspunkt lavere med bookingerne for august og september end sidste, og det er netop, fordi tyskerne har annulleret deres ophold i månederne frem, mener Benny Schou. Han glæder sig derfor over, at 6-dagesreglen nu bliver afskaffet, men ærgrer sig samtidig over, at det ikke ikke er sket noget før.

– Tyskerne planlægger deres ferie i god tid, så de har allerede meldt afbud. Så skaden er allerede sket, men forhåbentlig kan det få nogle til at ombestemme sig, så de tager til Bornholm alligevel, siger han.

– Det bliver spændende at se i næste uge, om vi får opkald eller mails, når det går op for tyskerne, svenskerne eller andre udlændinge, at det igen er muligt at komme på tre-fire dages ophold til Danmark.

Mange grupperejser er aflyst

Hos Bornholm Hotels, der driver tre store hoteller i Rønne (Fredensborg Badehotel, Griffen Spa Hotel og Green Solution House), har man også været hårdt ramt af 6-dagesreglen.

Normalt plejer hotellerne at have mange bus- og grupperejser fra Sverige, Norge og Tyskland i sensommeren, men de ser ud til at udeblive i år.

– For busselskaber har jo ikke kunnet vente på det her, så rejserne er jo blevet aflyst, siger direktør Trine Richter.

– Og de plejer ellers at fylde halvdelen af vores kapacitet op på denne tid af året. Så nu skal jeg håbe på, at vi kan få nogle af dem her som individuelle gæster i tre til fire dage i stedet for.

Hun tvivler dog på, at det kan lykkes.

– Jeg er ellers normalt et meget optimistisk menneske, men jeg tror ikke, det når for os på vores hoteller at få en kæmpe effekt, at reglen er afskaffet. Så jeg tror desværre ikke, det kommer til at vælte ind over os med bookinger.

– Men grundlæggende set for branchen i Danmark, er det selvfølgelig super godt, at reglen bliver afskaffet. Det er det helt rigtige at gøre, men det er nok bare en postgang for sent for vores vedkommende, siger hun.

Melsted Badehotel har været fuld booket i sommeren og er det også fortsat en måned frem. Det skyldes, at badehotellets primært har danske gæster. Foto: Jens-Erik Larsen

Ikke alle har været ramt af reglen

Det er dog alle bornholmske hoteller, som har været ramt hårdt af 6-dagesreglen. Melsted Badehotel har eksempelvis været fuld booket i sommeren og er det også fortsat en måned frem.

Det skyldes, at badehotellets primært har danske gæster.

– Før corona var fem eller ti procent af gæsterne fra udlandet. Så det er hovedsageligt danskere, der er her på hotellet, siger Camilla Faaborg, medforpagter af Melsted Badehotel.

– Så for os har 6-dagesreglen ikke haft den store betydning. Vi har måske haft et par enkelte svenske gæster tidligere, som ikke har kunnet komme her denne sommer, men ellers har vi haft rigtig mange danske gæster hele sommeren og har det stadig, siger hun.

Reglen har heller ikke ramt særlig hårdt for sommerhusudlejningen på Bornholm. Det skyldes, at mange i forvejen vælger at booke et sommerhus i længere tid end seks dage, når de tager på ferie.

Derfor tror Per Allan Hansen fra Novasol Bornholm ikke, at afskaffelsen af reglen kommer til at betyde, at der nu kommer mange flere udenlandske sommerhusgæster til Bornholm, end der i forvejen er.

– Selvfølgelig har vi nogle miniferier, hvor gæster er her i mellem to og fem dage, og der er det da rigtigt, at det er et meget godt tidspunkt, at reglen bliver afskaffet, for så kan vi måske i efterårssæsonen få nogle flere af dem. Men i det store og hele får det ikke den store betydning for vores udlejning, siger Per Allan Hansen, der dog på vegne af hotellerne glæder sig over afskaffelsen af reglen.

– Jeg tror mere, det er positivt i forhold til hotellerne. Så jeg synes, det er rigtig fint. Det er virkelig på tide, og det er fuld fortjent, at hotellerne nu får mulighed for at få nogle flere gæster, siger han.