Svensk romantik og pæredansk stof til eftertanke

Svensk romantik og pæredansk stof til eftertanke
Rebecca og Anders Forsberg Svendsen. Privat foto.
| ABONNENT | 14. AUG 2020 • 14:22
Af:
christina-d-gornitzka
| ABONNENT
14. AUG 2020 • 14:22
Koncerter

Det er så godt for det bornholmske samfund, når musikalske mennesker ikke bare spiller koncerter her på øen, men ligefrem flytter til Bornholm. Således har parret Rebecca og Anders Forsberg Svendsen revet teltpælene op i København og er flyttet med hele familien til øen.

Her er Anders Forsberg Svendsen organist ved Skt. Nikolaj Kirke i Rønne, og Rebecca Forsberg Svendsen er organist ved Østermarie Kirke. Oprindelig er Rebecca uddannet sanger fra Det Kongelig Danske Musikkonservatorium og har ud over sit solistiske virke gennem mange år sunget i førende danske vokalensembler som Ars Nova, DR Vokalensemblet og Musica Ficta.

Fredag aften klokken 20 kan bornholmerne høre de to førdere sammen ved en koncert i Skt. Nikolaj Kirke, hvor parret spiller svensk romantisk sommermusik af Stenhammar, Otto Olsson og flere. Svensk er Rebeccas modersmål, så man kan glæde sig til den ”ægte vare”.

Halfdanskerne på pæredansk

Pæredansk bliver det derimod på Svanekegården, når Halfdanskerne Mads Westfall (vokal og guitar), Lars Grand (vokal og harmonika) Rasmus Vennevold (kontrabas) stiller op lørdag eftermiddag klokken 17 og tager fat i den danske litteratur med forfattere som Halfdan Rasmussen, Jeppe Aakjær, Benny Andersen, Kaj Munk, Piet Hein, Tove Ditlevsen og flere.

Musikernes tolvårige samarbejde om danske ord med mening har indtil videre resulteret i fem albummer, som musikerne på lørdag vil tage fra, for at så frø i publikums hoveder. Sådan er det nemlig med mange digteres ord: man kan høre dem igen og igen – og lige som man tror man kender dem, så åbner der sig nye nuancer og dybder. Bliver de pakket ind i smukke toner, får ordene yderligere facetter. Halfdanskerne er kendt for at levere varmhjertede og folkelige koncerter, der giver mulighed for både at læne sig smilende tilbage og for at nynne med.

Folkelig spilleglæde

Folkeligt bliver det også, når det bornholmske spillemandsorkester Folk og Fæ, Bornholms Folkemusiklaug og Bornholms Folkedansere på lørdag inviterer til buskspil uden for Kyllingemoderen fra klokken 14-17.

Årets dansearrangement i den smukke bygning må desværre aflyses, da samværsrestriktionerne desværre endnu ikke tillader dansearrangementer. Men derfor må man jo godt tage sig en lille ”inden for familien”-svingom på plænen, mens musikerne slår pjalterne sammen. Buskspil betyder nemlig, at man godt må tage sin violin, fløjte eller hvad man ellers spiller på med hen til Kyllingemoderen – og føler man, at man kan være med på melodierne, så må man godt hoppe på og spille med. Faktisk kan man både nå at tømme sin piknikkurv, spille, danse og høre Halfdanskerne bagefter i Svaneke.
FREDAG 14. AUGUST

19.00

Den sjællandske duo ME AND MARIA komponerer smuk og rolig dansk musik, giver koncert i Nexø Kirke.

20.00 - 21.00

Sommerkoncert - Rebecca Forsberg Svendsen (mezzosopran) og Anders Forsberg Svendsen (orgel og flygel) fremfører svensk, romantisk sommermusik af Stenhammar, Peterson-Berger, Otto Olsson, m.fl. Entré. Skt. Nicolai Kirke, Kirkepladsen 20, 3700 Rønne.

LØRDAG 15. AUGUST

14.00 - 17.00

Spillemandsmusik udenfor "Kyllingemoderen" i Almindingen. "Buskspil" hvor spillemænd spiller udenfor i improviserede grupper og skifter lidt rundt. Medbring gerne dit instrument og spil med! Alle er velkomne. Kaffe, kage og campingstole kan medbringes. Aflyses i tilfælde af dårligt vejr. Gratis. Arr.: Bornholms Folkemusiklaug, Folk og Fæ og Bornholms Folkedansere.

17.00

Halfdanskerne - Alt hvad du længes mod. Benny Andersen, Tove Ditlevsen, Jeppe Aakjær, Piet Hein, Frank Jæger og naturligvis Halfdan Rasmussen er blandt de danske digtere, der bliver taget under kærlig og musikalsk behandling. Entré. Svanekegaarden, Skippergade 2-8, 3740 Svaneke

SØNDAG 16. AUGUST

17.00

Den sjællandske duo ME AND MARIA komponerer smuk og rolig dansk musik, giver koncert i Store Tårn på Christiansø.

19.30

Toke Møldrup, Jakob Kullberg og Fillip Strauch - Åbnings Koncert Cello Masterclass 2020. Spændende nye arrangementer af fantastisk musik for 5-strenget cello. Entré. Svanekegaarden, Skippergade 2-8, 3740 Svaneke

MANDAG 17. AUGUST

09.00 - 16.00

International Celle MasterClass 2020 – åbne prøver på Svanekegaarden, Skippergade 2-8, Svaneke.

ONSDAG 19. AUGUST

19.30

En aften med Morten Zeuthen. Koncert og foredrag - en del af Cello Masterclass 2020. Deltagergebyr. Svanekegaaarden, Skippergade 2-8, 3740 Svaneke.

TORSDAG 20. AUGUST

19.30 - 21.30

Torsdagskoncert med Stardust. Glad musik fra de glade 50-60-70 og 80’erne. Sandvig Scenen, Strandgade 3, Sandvig. Fri entré. max. 150 gæster. Mest for voksne. Der kan købes øl/vin/kaffe.