Skulpturparken må ikke besøges i bil

Skulpturparken må ikke besøges i bil
Foto: Berit Hvassum.
| ABONNENT | 14. AUG 2020 • 16:52
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
14. AUG 2020 • 16:52
Kultur/natur

Da interessen for Ole Christensens skulpturpark begyndte at vokse på grund af medieomtale, opstod et trafik-problem. Skulpturparken ligger ved en fredelig grusvej, som folk typisk er kommet kørende ad på cykeltur. Men med den nye interesse for skulpturparken har flere også transporteret sig til parken i bil, hvilket ikke er intentionen med stedet.

Ole Christensens datter, Marie Inoue, fortæller, at Bornholms Regionskommune efter henvendelser om for megen larm og jag ved grusvejen, har opsat skilte der fastslår, at motorkørsel kun er tilladt, hvis man har et ærinde ved et af vejens huse.

– Mange er kommet til i bil. Det har vi været overraskede over. Vi er selvfølgelig glade for, at der er så stor interesse for at se skulpturerne. Men vi er nødt til at beskytte områdets særlige fredfyldte herlighed, både for alle gæsternes skyld samt for cyklisternes ve og vel og tryghed. Vi er tilfredse med, at der i begge ender af vejen nu er kommet skilte op, hvor der står, at man ikke må køre ind i bil, siger Marie Inoue.

Kommunen: ingen planer om P-pladser

Familiens tanke er, at man som gående eller cyklist på tur kan stoppe ved skulpturparken, hvis man kommer forbi. Sådan vil det også blive ved med at være, når kommunen formelt har overtaget stedet. Det fortæller Morten Bach Jørgensen, der er driftsansvarlig for de grønne områder i Bornholms Regionskommune.

– Der er ikke planer om, at der skal ske nogen udvikling i den sammenhæng. Det nuværende udtryk skal fastholdes. Man kommer dertil som cyklist, står af cyklen og ser, siger Morten Bach Jørgensen.

Han ser ikke umiddelbart for sig, at kommunen vil finde et sted at etablere parkeringspladser, hvorfra man kan gå til skulpturparken.

– Skal det være en skulpturpark med deciderede parkeringsforhold, så skal der planlægges for det. Fremtiden kan selvfølgelig byde på mange ting, men det er ikke intentionen med overtagelsen, siger Morten Bach Jørgensen.