Bare bryd byggereglerne. Det betaler sig

Bare bryd byggereglerne. Det betaler sig
Den konkrete sag, som vi beskrev i går, handler om, at beboere i Bryggerstræde i Gudhjem i flere år har følt sig generet af en terrasse opført i 2018 på en klippeskråning. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 14. AUG 2020 • 12:29
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
14. AUG 2020 • 12:29
LEDER

Bornholm er ramt af byggesager, hvor beboerne på den ene side af skellet raser over, hvad beboerne på den anden side af skellet foretager sig. Hele forløbet om Boderne, hvor en ejer af et sommerhus af kommunen fik ret til at udvide ejendommen, hvorpå en anden myndighed underkendte godkendelsen, står som et uafviseligt eksempel på, at vi ikke er skarpe nok i disse sager.

Det er alvorligt. Også menneskeligt. Der findes næppe noget mere udfordrende for retsfølelsen end at vide, at man selv overholder alle love og regler – med de ulemper, det altid medfører – og at en måske arrogant eller uvidende nabo samtidigt udfordrer præcis de samme regler. Sågar uden prompte konsevens. Det kan vække raseriet og få blodtrykket op. Det er lige før næverne dirrer!

Det er den følelse iværksætteren Martin Thorborg sætter ord på således:

– Det krænker mig helt vildt, at min nabo ud af det blå bygger sådan en terrasse helt op til skellet i den højde uden at have styr på reglerne, og at terrassen, på trods af indsigelser fra naboerne, får lov til at stå der i to år og bliver brugt hver dag, uden at der sker noget.

I hans ord indgår begge elementer i det klassiske forløb: Nabo udfordrer reglerne. Og oplevelsen af at kommunen ikke reagerer hurtigt på indsigelserne – selv om den i andre sammenhænge netop fremhæver præcis de samme regler. Reglerne gælder altså kun dem, der spørger, ser det ud til.

 
Det ser ud til at være smartere
at bryde reglerne end at følge dem.
Det er ikke godt for vores samfund

 

Den konkrete sag, som vi beskrev i går, handler om, at beboere i Bryggerstræde i Gudhjem i flere år har følt sig generet af en terrasse opført i 2018 på en klippeskråning. Opførelsen er angiveligt sket uden hverken nabohøring eller byggetilladelse. Vi har været i kontakt med ejeren, der truer avisen med bål og brand i form af injuriesager, hvis han finder fejl i dækningen.

Martin Thorborg meldte sagen til kommunen for to år siden. Der ligger den såmænd og slumrer endnu. For lige så hurtige lovudfordrende bygherrer er til at skyde genvej, lige så sendrægtige kan kommunen fremstå, når det handler om at følge op på sagerne. Martin Thorborg har selv fået bygget terrasse:

– Det tog mig, jeg ved ikke hvor lang tid at få bygget den terrasse. Men jeg valgte at spille efter de regler, der er i Gudhjem, fordi det er en smuk by, som Martin Thorborg siger til Bornholms Tidende.

Måske ser det endelig ud til, at der langsomt er ved at komme skred i sagen, så retsfølelsen ikke smuldrer helt. Beboerne har valgt at skrive direkte til borgmester Winni Grosbøll (S). Hun har repliceret, at ejeren medio juni er blevet bedt om at stille med tegninger, der viser, at han vil reducere og dermed lovliggøre terrassen. Sker det ikke, vil han få at vide, at terrassen skal fjernes.

Men alt i alt: Det ser ud til at være smartere at bryde reglerne end at følge dem. Det er ikke godt for vores samfund.